Pjerrot sagd' til månen 'lys nu hvid og klar'...

Men det hørte den kinesiske måne vist ikke, for den lyste hverken hvidt eller klart, da dagen kom hvor den skulle fejres.

Torsdag d. 19. september kom Månefestivallen eller Mid-autumn Festival, en kinesisk festdag, hvor familier mødes og spiser månekager og ser på månen. Det er den anden vigtigste festival i Kina, og denne dag var en fridag.

Mig og Miriam tog ind til Beijing for at se om vi kunne opstøve noget kinesisk festivalstemning...

 

På internettet havde vi læst, at Bei Hai Park i nærheden af Den Forbudte By var et godt sted, så dette var vores destination. Først havde vi dog andre ting, vi gerne ville, når vi nu alligevel var 'i byen'.

 

Vi stod forholdsvis tidligt op og gik i supermarkedet, hvor vi købte noget yoghurt på pose, samt noget brød, som vi spiste til morgenmad i bussen. Inden vi tog bus nr. 616 til Beijing købte vi traffikkort - en slags universalkort, der giver rabat i både busser og metroer i hele Beijing og omegn, så vi i stedet for at betale 3,5 RMB for busturen kun betalte 1 RMB. 

Så da vi stod på bussen kunne vi blot presse vores nykøbte kort mod scanneren som de lokale, i stedet for at købe billetter som de andre turister. Nu var vi pludselig indfødte. Her var det håndgribelige bevis på at vi rent faktisk bøde her. Jeg BOR i Beijing!

 

Så vi tog den timelange bustur ind til Beijing West Railway Station; en af Beijings gigantiske togstationer. Det er den mest imposante, latterligt store bygning, jeg nogensinde har set! Stilarten er temmelig mystisk - et overraskende mix af klassicisme og kinesisk byggestil: store klodser toppet af pagodetage.

 

 

Togstationen var fyldt med mennesker, der skyndte sig til eller fra. De fleste af dem bar på røde poser af variende størrelse - månekager, som de skulle hjem og dele med deres familie eller venner. Det samme fænomen så vi i undergrundsbanen, da vi bevægede os videre. Overalt var der mennesker med røde poser, og i det hele taget var mængden af mennesker så stor, at den næsten kunne måle sig med morgentrafikken i undergrundsbanen. Vi måtte mase os ind i Linje 9 mod National Library, og denne gang behøvede vi ikke engang at holde fast i håndtagene eller noget som helst for vi stod som sild i en tønde.

 

Det var en lettelse, da vi endelig nåede National Library og kunne presse os ud af toget. Det var dog det samme overalt, så det hjalp ikke meget da vi skiftede til Linje 4 - een af byens hovedpulsårer med stop ved både Tian'anmen Square (øst og vest), Den Forbudte By, Wangfujing og Xidan Shopping Street. Denne gang var det Wangfujing Shopping Street, der var vores destination, for vi sigtede efter BØGER!!!

 

Først besøgte vi den fireetages boghandel, der lå i den ene ende af shoppinggaden. Denne boghandel gjorde det hovedsageligt i kinesiske bøger, men vi fandt dog en lille afdeling med engelsk klassikere - mest Shakespeare, Dickins, Bronte og biografier af kendte amerikanske politikere.

Det, der var mest interessant, var dog deres børnebogsafdeling, hvor de havde tonsvis af kinesiske og oversatte børnebøger. Her fandt jeg blandt andet H. C. Andersens Eventyr og Narnia-bøgerne. Vi kiggede specielt efter Lær-engelsk børnebøger, og vi fandt da også nogen, men de var dyre.

 

 

Dernæst gik vi op ad den tætpakkede shoppinggade mod Wangfujing Foreighn Language Bookstore, som jeg vist nok har fortalt om tidligere. Dette og også en fire-etages boghandel, men specielt 3. sal - importerede bøger - er fantastisk. Her kan man få alle tænkelige klassiskere for den sølle pris 20 RMB, altså mindre end 20 kr. Denne gang undlod jeg dog at købe mig fattig i dem, men tiden vil komme, for jeg har ikke bøger nok til at holde mig kørende i yderligere 3 måneder...

 

Nå, men vi kiggede altså efter engelske børnebøger, som vi kunne læse højt for eleverne, eller letlæsningsbøger, som de kunne læse for os. Og nøj, hvor var der mange at vælge imellem. Blandt andet fandt jeg en bog med alle Disney Klassikerne som godnathistorier. Jeg var fuldstændig solgt, men min nærrighed sagde nej, for den kostede 170 RMB. Til sidst endte jeg dog med alligevel at smide en masse penge efter bøger, da jeg købte 'Horton Hears a Who', på dansk 'Horton og støvfolket Hvem'. Jeg elsker den historie, selvom den nok er lidt for svær for mine 2. klasser... hm...

Derudover købte jeg en ret morsom bog kaldet 'Tyrannosaurus Drip', der har en lidt Grimme Ælling-agtig handling. Denne bog inspirerede mig - nå, ja, men vi skal da snakke om dinosauere! Det' da det vi skal! Nu kører jeg jo allerede Monsters med mine 5. klasser, så 3. klasserne og 2. klasserne skal da også have lidt!

 

Efter dette krydsede vi gaden og gik ind i et gigantisk shopping center. Seriøst, I vil ikke tro jeres egne øjne, hvis I så hvor store de kinesiske shopping centre er! Det er helt sindsygt! De fleste af dem har en 6 - 7 etager, snildt mere end 1000 kvadratmeter...

Det er intet under at kineserne klager over at vi ikke har nok shopping muligheder, når de kommer til Danmark for at glo på Den Lille Havfrue! ;)

 

Vi var efterhånden godt sultne, så på 6. sal - Food - fandt vi en lækkert cafeterie, hvor de serverede den bedste stegte ris, jeg endnu har fået. Og hvad var endnu bedre: de havde lavet plastikkopier af alle retterne, så det eneste vi behøvede at gøre var at pege:)

 

Efter dette lækre måltid begav vi os af sted mod vores egentlige destination, Bei Hai Park - Nordligt Hav Parken. Det tog os over en time at komme derhen, men nu var trafikken i metrøn i det mindste taget lidt af, efterhånden som dagen var gået og folk var kommet hjem til deres familier.

 

Kl. 16 ankom vi til parken, som er flere hundrede år gammel og indhegnet af en høj mur. Der stod mange mennesker i kø til billetterne - ja, her i Kina betaler man for at komme ind i parkerne - men det blev dog hurtigt vores tur. Efter at have betalt de 10 RMB det kostede at komme ind, gik vi gennem portalen og direkte ind i en bambusskov. Det må have været en slags bagindgang, for selvom der var mange mennesker på stien, var det vist ikke den rigtige. 

 

Vi gik igennem en måneport og stod pludselig på en bred sti, flankeret på den ene side af høje piletrær og på den anden side af en lav mur og nogle fyrretræsklædte bakker. Gennem piletræernes grene kunne vi se søen - Bei Hai.

På søen sejlede udsmykkede turbåde, der kørte i pendulfart mellem landingspladsen på denne side og en stor ø i midten af søen. Der var også mange pedalbåede, der dog tog det lidt mere roligt.

 

 

Øen i midten af søen var prydet af et kæmpestort hvidt bygningsværk - Den Hvide Pagode - som var et buddhistisk tempel. Det var dog temmelig smogget denne dag, så det var bare en stor klat af gråt mod noget, der var en lidt anden nuance af gråt. Ikke videre imponerende, og vi bekymrede os også lidt, for vi var jo kommet for at se månen, men med dette vejr...

 

 

Nå, men så spadserede vi ellers hen ad stigen, mens vi stoppede op hvert 10. meter for at tage billeder. Her var mange mennesker, men det var en stor park, så vi var spredt godt ud.

 

Inde mellem nogle trær fandt vi en plads hvor der var en lang åndemur. En åndemur er sat op som en beskyttelse mod ånderne, der kommer på vindene oppe nordfra. Denne mur havde en masse keramikdrager i kraftige glasurfarver på. Det var meget flot og specielt.

 

Her var virkelig kinesisk kunst! Det var ret imponerende, specielt når man tog murens alder i betragtning.

 

Snart kom vi til tre små pavillioner, der stod på miniøer ude i søen.

 

 

 

Der hørtes musik i den ene af dem, så vi gik over den lille bro for at undersøge det nærmere. Musikken vidste sig at komme fra tre ældre mænd, der morede sig med en mikrofon og et keyboard. Vi satte os på en bænk overfor dem og kiggede ud over søen, mens vi lyttede. Mændene sang og lo, og mange mennesker stoppede op og kiggede på. En kinesisk kvinde begyndte at danse og fik snart selskab af en lille pige.

 

 

 

Efter omkring en halv time havde vi fået kræfterne lidt tilbage, og vi gik videre. Det var dog ikke langt, vi næede, for i den sidste af de tre pavillioner sad en mand med en violin og spillede. Det var en mystisk violin - en elektrisk een, der ikke brugte akkustik, men bare sendte signalerne direkte videre til en højtaler. Den musik, han spillede, mindede en smule om klassisk musik, men med tydelige kinesiske kendetræk. Det var en meget smuk blanding, og her blev vi altså NØDT til at stoppe op igen.

Til sidst måte vi dog gå igen, for vi var så trætte efter den lange dag, at vi ville falde i søvn...

 

 

 

Så vi spadserede videre ud langs promenaden og kom forbi et tempel, som en Qing-kejser havde bygget til sin mor i anledning af hendes fødselsdag. Her var også et rigtig sødt lille vandfald med een af de der karakteristiske kinesiske brør.

På en sten stod en mand og gav en vild kat vand fra en flaske. Dem var der rigtig mange af - de vilde katte altså:) Flere af dem lignede racekatte, men de så sultne og upassede ud.

 

 

 

Vi kom også forbi en lille legeplads, hvor der var en statue af en partimand i Sun Yatsen-tøj, der fortalte historier for nogle små børn. Det var ret mærkeligt på den sjove måde. Det er meget nemt at glemme at Kina er en kommunistisk land, men sommetider bliver man lige mindre om det.

 

 

Promenaden var cirka 2 km. lang og vi gik hele vejen ud til enden. På vejen tilbage satte vi os på en bænk for at vente. Det var langsomt ved at blive mørkt, og der kom flere mennesker til. Der var rigtig mange kinesere med gigantiske kameraer og kamerastativer, som de satte op, så de pegede direkte øst, på himlen over Den Forbudte By.

 

Flere gange var vi lige ved at opgive vores venten, for vi var trætte og sultne og det ville tage os halvanden time at komme hjem, men hele tiden holdt vi dog fast - nej, vi skulle altså se fuldmånen når det nu var Månefestivalen.

 

Mange kinesere var taget herhen med hele deres familie og sad nu i den dæmpede belysning og spiste månekager og drak the. Vi havde ikke nogen månekager, for selvom vi havde været på udkig efter nogen, så havde vi slet ikke set nogen, der blev solgt enkeltvis og vi havde ikke tænkt os at give 100 RMB for en pakke med 10 i. Ja, månekager er meget dyre, kinesiske priser taget i betragtning...

 

Ude på søen tændte bådene deres lamper, og snart kunne vi ikke se andey

 

Pludselig fik jeg øje på en mærkelig, lysere klat i den tykke smog, der hang over byen mod øst. Den var rødorange - farvet af smoggen - men der var ingen tvivl om at det virkelig var den, fuldmånen. Vi pegede og flere kinesere vendte sig om og sluttede sig til os, men snart forsvandt den igen.

 

Det begyndte at blive koldt, og til sidst gav vi op. På vejen hjem var metrøn næsten tom. Det var åbenbart kun familieløse lærerpraktikanter, der var ude på dette tidspunkt.

 

På vejen over en fodgængerbro ved Beijing West Railway Station så vi den dog endelig. Fuldmånen! Der hang den, så stor og flot lige ved siden af den gigantiske bygning. Så var dagen reddet:)

 

Vi var trætte og der var meget stille i bussen på vejen hjem. Pludselig så jeg et mærkeligt orange lys oppe i himlen. Først trøde jeg at det bare var en tv-mast eller sådan noget, men lidt senere så jeg een til, og så een til. Deres højde tog af, med det første lys højt oppe i himlen, det næste tættere på jorden og så videre, indtil jeg pludselig så eet af lysende komme blinkende til syne over nogle trætoppe. Flere lys blinkede inde mellem trærne, og nu forstod jeg hvad det var. Lanterner! Det var for mørkt til at jeg kunne se meneskerne, men nede mellem trærne var de samlet for at sende lykkebringende lanterner op til den strålende fuldmåne.

Det var så smukt og fantastisk - jeg har altid elsket den scene i To på flugt, hvor de sender lanterne op, og nu kunne jeg se det med mine egne øjne!

 

Så med næsen trykket mod busvinduet sad jeg under hele køreturen og spejdede efter flere gyldne lys og glimt af fuldmånen.

 

Da vi kom hjem, så vi også her lanterner, selvom disse var større. Oppe på fodgængerbrøn ved vores skole stod en flok mennesker samlet om en stor, tilsyneladende hjemmelavet lanterne. Jeg så hvordan de tændte ild i den, og holdt den mens luften langsomt blev varmet op, indtil den pludselig blev let nok til at bære sig selv. Med et lille skub sendte de den opad for at slutte sig til de andre svævende lys.

 

Klokken var omkring 9 om aftenen, men vi skyndte os lige i supermarkedet, for vi måtte altså se om de ikke havde nogen månekager - det kunne da ikke oasse, at vi ikke fik spist månekager til Månefestivalen!

Heldigvis havde de stadigvæk en lille pakke af den billige variant, så dem købte vi og gik hjem og så Mulan. Månekagerne var ret flotte med deres mystiske krummelurer og halløjsa. Indeni var der en slags figenpostej, så det smagte lidt som en figenstang pakket ind i bløde Mariekiks - på den gode måde selvføligelig! 

 

Hele denne tur og oplevelsen af den kinesiske kultur på så tydeligt et plan havde bragt mig i Kina-humør og jeg fik simpelthen sådan lyst til at se Mulan, som jeg havde købt for 38 RMB.

Det er utroligt så mange ting i den film, der giver mening nu! Skørre gamle kinesiske koner, lykkebringende ting, the, spisepinde, spytning, lydighed, dumplings, den kinesiske mur - der har jeg været! - og Den Forbudte By - der har jeg også været!

 

Alt i alt var det en meget begivenhedsrig og speciel dag, og den dag, hvor jeg har været tættest på de kinesiske traditioner. Jeg beklager meget, at det skulle tage mig en måned at få det frem til jer.