De blindes majshøst

Lørdag d. 19. oktober var alle os deltagere, der boede i Beijing, inviteret til at lave noget frivilligt arbejde sammen med IES Global. Mig og Miriam sagde ja. Vi skulle hjælpe et børnehjem for blinde med at høste deres majs.

Dette indlæg er oprindeligt skrevet til IES Global, så derfor er det på engelsk. Håber I kan leve med det, ellers må I google-translate det...

On Saturday the 19th of October Miriam and I got up at the hellish hour of 5.45. At 6.00 we took the bus to Beijing. The reason for this was that we had volunteered through IES Global to help an orphanage with their corn harvest.
This trip to China was/is the adventure of my life - so far - and I wanted to make the most of it, getting as much 'adventure' as I possibly could, so when Rona wrote to us Beijingers and invited us to join I thought 'Why not? This orphanage-thing sounds exciting and, incredibly enough, I actually miss hard physical labour.'

So we gave up the idea of a Saturday morning lie-in and instead spend two hours cramped in the subway with half of Beijing's population. We had no idea what we were heading into, who else was coming - if indeed anyone else was - where we were gonna go, what we were gonna do...
But - we'd been promised a good lunch and in our western-food-craving heads that was as good a reason as any:)

We arrived at the office - or Beijing Headquarters, if you like - of IES Global. Here we met Rona and one other participant, Galina, who we knew from the Inner Mongolia trip. The rest were all new faces. Smiling faces, though.
So we got in the bus and drove to the orphanage - that is to say, all the way back to Fangshan District where we had just come from...

We had no idea what to expect. A Chinese orphanage. I mean, you hear so many things about the Chinese... But then again, I had thought Chinese schools would be more like military trainingstations or robot factories and here I'd been proven quite wrong. Anything was possible.

But as familiar citycenter turned into familiar cityoutskirts which again turned into familiar countryside Kirsty from the volunteer department told us about this orphanage. The orphanage was in China, founded by a French couple, who lived in the Phillipines...? and the children were visually impaired, or mostly blind as it were.

They were raised after western standards, with western ideas, values and perspectives.

To me the 'visually impaired' part made the rest make more sense. Of course there are orphanages in China - we have orphanages in Denmark too:) - but I didn't quite understand why a French couple had to start one here and do it like that. 

In my head adopting a blind child must be quite a handfull, which must be why they taught these children English and raised them like westerners - to make adoption to another country so much easier.

We arrived at the orphanage and were greeted by a parkinglot full of corn and some children sitting on the stairs in front of a long, low building. It was kind of weird with these little children who couldn't see. You didn't immidiately realise it - they were just clinging to each other and their carer. I felt invisible, in some way. Like I wasn't there unless they touched me...

So, Kirsty had been here many times before and she gave us a tour of the orphanage. We saw the cosy little classrooms, the cantine and their little houses. They were raised in little family units, which I thought was a very heartening and sweet thing. Much better than the 50-girls-dorm I always get in my head when I think of orphanages and Chinese orphanages in particular.

The children were also taught how to care for themselves as blind people - how to put on their own clothes and do all those small things that people who can see tend to take for given. That was almost the best part, I thought - helping the children to help themselves. All the children came from other orphanages, and I could way too easily imagine what life in as a blind person in a normal Chinese orphanage would have been like.  

The orphanage was almost completely self-sustainable and grew most of their food themselves, which of course explained our reason for being there. Most of the harvest, as far as I understood it, was done by volunteers like us.

We went down to the field where other teams of volunteers were already working. There was still a quarter of the cornstalks standing, but most of them were shucking(?) corn - taking of the peel and putting the corn in big sacks, which could then be taken up to the parking lot for drying and sorting.

We threw our bags in a pile and quickly got to work - seven women around a big pile of corn. The guys started harvesting the still standing stalks. It was a perfect day - warm, sunny and totally smog free:)

Some of the corn had been lying there for a while and was semi-rotten, while others had maggots in them. We were relieved to hear that they fed those to the animals. Oh, well. Never having been on the squeamish side, I eagerly dug in and soon found a soothingly mechanical rhythm.

We shucked corn for two hours, I think, every once in a while moving on to a new pile. It was nice and we didn't mind the work, though we were rather relieved when the gloves arrived and we didn't have to directly touch all the yucky stuff.

Then we had that lunch. It was way better than I had imagined. When we were told there would be sandwiches, we were thrilled at the idea of actual bread and maybe even salad, but this was much better. Not only did we get actual, crunchy bread - we also got ham! and cheese! and pasta salad! and butter! and fruit! and cookies! 

It. Was. Awesome:D

After having gorged ourselves till we couldn't possibly eat anymore - someone madly suggested a dodgeball tournament. I felt pleasantly full and a little sluggish, but oh well, what the hell.

We played for two hours, and it turned out to be more fun than I expected. I didn't win, though - but Miriam got a fancy medal, so I felt that we had in some way redeemed ourselves.

Around 3 or 4 o'clock we said goodbye to the orphanage and drove home.  This time Miriam and I were dropped off in Liangxiang - anything else would have been silly.

This day had been very gratifying. Here I felt like I was really helping - instead of that exasperated 'what the hell am I doing here?!'-feeling I sometimes get with the worst classes.

I mean, even though you know that technically China is a developing country, most of the time you can't see it unless you really look hard, and back home people never mention China as a place where volunteering is needed. I guess there's more media focus on Africa and the other Asian countries.

China? They have so much money - they don't need help! People said that to me, when I told them I wanted to go to China.

Well, I'm here and I see the people back home being proven wrong everyday and on this day especially.

Ann Bjerregaard - Her er dit liv

 

Nu har i snart fulgt mit liv her i Kina i tre måneder, og det slår mig, at det måske var tid til at jeg fortalte jer om min hverdag her pa Bei Lu Yuan Xue Xiao, (xue xiao betyder praktisk nok 'lille skole'. Universitet er da xue - 'stor skole')

Mit soveværelse er østvendt, så jeg vågner som regel ved solopgang - det vil sige omkring 6.40. Dette er temmelig irriterende, da jeg som regel har brug for al den søvn jeg kan få.

Derfor bliver jeg liggende i sengen. Kl. 7.25 begynder børnehavebørnenes morgengymnastik, og jeg lytter mig igennem det faste repetoire af mærkelig kinesiske børnesange (og sangen 'Tarzan and Jane' af det danske band Toy Box - verden er i sandhed et småt sted!).

Kl. 7.35 ringer mit væggeur og jeg står op. For nogle uger siden blev vi trætte af den kinesiske morgenmad(mere om den i et senere indlæg), så jeg koger vand og laver en lille potion havregrød. Havregryn er heldigvis forholdsvis billige i vores lokale supermarked:)

Så sidder jeg i sofaen og spiser min grød mens jeg med et efterhånden trænet øje vurderer luftkvaliteten denne morgen. Fra mit stuevindue kan jeg se ud af den gård hvor skolen ligger og hen på en kran og et hus. På en god dag kan jeg se huset. På en dårlig kan jeg kun lige akkurat skimte kranen. Sommetider er kranen helt væk. Så ved jeg at luften udenfor vil smage underligt, og jeg går og får lyst til at trække vejret gennem mit tørklæde, men gør det ikke. Ingen andre reagerer og jeg føler mig så fjollet.

Efter morgenmaden sidder jeg lidt og kigger på mine lektionsplaner for denne dag. Måske drikker jeg en kop the. Kl. 8.30 præcis banker Miriam på og vi går hen til skolen. Der er helt stille på denne tid, fordi eleverne har time.

Over hovedindgangen hænger der en LED-skærm, der viser inspirerende citater og fremtidsdrømme, skrevet på det mest fantastiske Chinglish. Det er efterhånden blev en slags stående joke - gad vide hvad de skriver i dag af skøre ting?

Jeg burde næsten fortælle jer nogle af de sjoveste. Af dem jeg husker er blandt andet 'I want to be a science.' , 'be a swim player' og en anden, overraskende korrekt og ærlig fremdtidsdrøm var 'I want to be a brave and powerful policeman. Protect the good and punishing the bad guys' - skrevet af en elev fra sjetteklasse. Så sødt!

Vi går op til 'Foreign Teacher's Office' på tredje sal. Hilser et hurtigt 'Good morning' til de andre engelsklærere og sætter os ned og begynder at forberede os på dagens lektioner. Vi har vores egne computere på kontoret. Som regel tjekker jeg skype, men da kl. er 2 om natten hjemme i Danmark, er der aldrig nogen på.

Mandag, tirsdag og onsdag begynder min første lektion kl. 10.10. Om torsdagen har jeg helt indtil kl. 11.00, og om fredagen starter jeg allerede kl. 8.50. Morgenen bruger jeg som regel på forberedelse - skrive lektionsplaner, finde og lave materiale, planlægge kommende lektioner... alt det der halløj.

Vi har egentlig temmelig meget tid til forberedelse, når vi sådan sidder på kontoret, og derfor laver vi sjældent noget derhjemme. En del af tiden på kontoret bliver også brugt på kedsomhed... Det er utroligt så mange gange om dagen man kan se sig nødsaget til at tjekke sin email.

Kl. 9.30 er der morgengymnastik for alle skolens elever. Lige i øjeblikket arbejder vi alle tre på tre små skuespil, som elever fra forskellige klassetrin skal opfører engang i næste uge, når der er temauge. I denne halve times pause kommer altså 7 femteklasser til vores kontor for at øve sig igennem 'Clumsy Hans' som jeg har genskrevet meget simpelt til lejligheden.

Vi øver det igennem en tre gange eller sådan noget, og eleverne er efterhånden blevet rigtig dygtige - selvom de dog stædigt insisterer på ikke at gøre noget som helst ved det, når jeg gør dem opmærksom på fejl i deres intonation. Således er det, at jeg siger næsten de samme ting til de samme elever hver eneste gang. Nu har jeg efterhånden givet op og fokuserer mest på skuespillet, som stadigvæk mangler en del.

Det er de bedste elever fra alle mine tre 5. klasser, der er blevet udvalgt. Jeg kender ikke rigtig deres navne... i mit hoved er de 'Princess', 'Clumsy Hans', 'Brother 1 and 2' og så videre.

Mellem hver lektion er der 10 minutters pause, og kl. 10.05 og 14.30 er der øjenmassage, hvor en båndoptagelse over skolens højtaleranlæg taler eleverne igennem deres daglige afspændingsøvelser. 'Yi! Er! San! Si! Wu! Liu! Qi! Ba! Er! Er! San! Si!' og så en helt masse andet kinesisk volapyk. I det mindste er jeg da blevet exceptionelt god til at tælle til otte:)

Jeg forlader som regel kontoret en 3 - 4 minutter før timen begynder, da jeg som regel ikke har så langt at gå. Enten er det een etage op for 5. klasse, én etage ned for 3. klasse og to etager ned for 2. klasse.

Hos 2. klasserne ankommer jeg dog som regel tidligere, da de er så søde og fantastiske at snakke med i frikvartererne, og jeg bilder mig ind at det virkelig hjælper deres engelsk at snakke med mig. Der skal som regel også sættes et vist tidsrum af til at komme igennem det gule og røde hav af 7-8 årige - Hello, teacher! What's your name! og high fives og alt det der. Mine øreringe er også en evig genstand for beundring. Lige nu kører jeg 'Halloween' med de fleste af mine klasser, så jeg har mine græskarørering på. Om ikke andet får de da lært 'a pumpkin' selvom en del af mine 2. klasser stadigvæk stædigt fastholder 'apple!'

 

Kl. 11.40 (eller 11.30 når der kommer til 2. klasserne) er der frokostpause. Ofte bliver jeg hængende lidt i klasselokalet og taler med de interesserede - som regel de stærke elever. Så går jeg til frokost i skolens/områdets kantine.

Som jeg vist nok tidligere har nævnt, så er området her et 'community' hvilket betyder at kantinen er åben for alle. Jeg fortæller mere om vores kantine og maden dér i et senere indlæg...

Efter frokost går vi hjem til vores lejligheder igen. Nu er klokken omkring 12, og så har vi ellers 1.5 times pause, før næste lektion begynder kl. 13.40. Det er dog kun om mandagen og onsdagen, at jeg har time lige efter, så som regel kan jeg bare gå op på kontoret og så sidde og forberede mig lidt mere. Eller kede mig:)

Alle lektioner - undtagen 2. klasserne lige inde frokost - er 40 minutter lange, og jeg har enten 3 eller fire af dem hver dag. Det er jeg nu temmelig glad for, for de andre to har dage, hvor de kun har to timer eller dage hvor de har 5. Så vil jeg hellere have det spredt lidt ud.

Tirsdag, onsdag og torsdag har jeg mne seks 3. klasser. De er godt nok umulige sommetider! Slet ikke som mine 2. klasser, som bare er så nuttede at man ikke kan andet end elske dem, selvom de snakker:)

3. klasserne har ikke den samme grad af nuttethed, og de er ikke ret gode til engelsk, så de kan slet ikke koncentrere sig om hende den mærkelige dame der står der oppe ved tavlen og vinker og klapper og synger sange helt solo...:S

Mandag morgen er fyldt med 2. klasser, så det er jo herligt. Men om eftermiddagen underviser jeg 7. klasserne!!! Der er stor forskel på de to klassers engelsk niveau og engagement. I 7(1) får jeg frivillige, hvis jeg beder om det. I 7(2) kan jeg knap nok få drenge og piger til at arbejde sammen.

Min fredag er lidt speciel. Her har jeg tre morgenklasser og ingenting efter frokostpausen. Som regel er dagen ovre, når tre lektioner er gået for mig, og derfor føles fredagene så underlige - de føles ovre, selvom det kun er frokosttid. Det er dog rart nok. Jeg bruger de ekstra timer på kontoret på at forberede næste uges lektioner og lave materialer (powerpoints, flashcards, papirstykker) der tager længere tid end jeg som regel har.

En gang i mellem får jeg tid til at øve lidt kinesisk - ikke at det gør meget, og så får jeg blogget, som nu i dag.

Det er endnu ikke blevet en rutine, men det bliver det snart. Kinesisk timer. Gennem TTC er vi berettiget til to timers kinesisk om ugen, men vores skole har været temmelig langsom i optrækket, så vi har først fået vores første i sidste uge.

Det var meget uformelt og hyggeligt - vi spurgte vores kontaktlærer om navnene på en masse kinesiske retter og den slags, som vi havde brug for at kende, når vi bestiller mad i kantinen. Jeg lærte også at sige "an jing!" som betyder "Be quiet!" på kinesisk. En meget praktisk sætning, som jeg skrev på tavlen i en af mine 3. klasse timer. De synes det var sjovt og spændende at jeg skrev kinesisk, men gjorde ikke andet end at rette mig - jeg havde altså skrevet tonen forkert...

Min sidste lektion slutter kl. 16.25 mandag, tirsdag og torsdag, mens det er 15.15 om onsdagen og altså 11.40 om fredagen. Det samme gælder for de andre, undtagen Bens tirsdag, hvor han har en ottende lektion, der først slutter kl. 17-et eller andet.

Derefter sidder vi på kontoret og forbereder os på morgendagen, flader ud i vores stole, drikker the, spiser halspastiler(overranstrengte stemmer er skam ingen joke her!) og er ellers bare generelt udkørte. Undervisning er hårdt hårdt hårdt!

Klokken 17.30 kan vi gå hjem fra kontoret. Så sidder jeg og stener i min sofa eller spiller syvkabale indtil vi mødes for at gå til aftensmad kl. 18.30. Når vi passerer skolen på vejen til kantinen, ser vi de sidste elever - 9. klasser - forlade skolen og blive hentet af deres forældre. Og hjemme i Danmark plejede vi at beklage os, når en time først sluttede 15.15!

Aftensmaden er som regel en halvtrist affære, og på vejen hen til kantinen fantaserer vi om alle de ting, vi vil spise, når vi kommer hjem... til vores respektive hjemlande altså.

Spegepølsemader, cornflakes, frisk agurk, kartoffelmos, frikadeller, frugt...

Efter en halv times aftensmad går vi tilbage til vores lejligheder, hvor jeg nu har 3 timer, der skal gå, inden jeg kan begynde at overveje at gå i seng. Så spiller jeg lidt mere syvkabale eller edderkop - de to eneste offline spil jeg har på min tablet pt. Andre dage læser jeg, men det kan jeg ikke blive ved med. Er netop begyndt på min 22. bog, og jeg har snart ikke flere tilbage...

Altid har jeg skype åben, men grundet tidsforskellen er det jo ikke ofte, at der er nogen på. Det er netop nu lykkedes mig at skaffe nogle film, som jeg har se på mit tv, ved hjælp af en usb og en overanstrengt Dropbox. Det er dog ikke mange, jeg har, så jeg rationerer dem og altså er aftenerne nogle kedsommelige affærer.

Det kan jo heller ikke rigtig svare sig at forberede sig til næste dag, når vi har så meget tid om morgenen.

Det er nu okay - når jeg kommer hjem fra arbejde har jeg virkelig bare brug for at flade ud, og så er det rart nok med så lang tid, der bare kan drysses væk.

Weekenderne bliver også fortrinvist brugt på at sove og genoplade. Om lørdagen tager mig og Miriam ind til Beijing, hvad enten det er shopping eller sightseeing vi går efter, og om søndagen sover vi, vasker tøj og går i supermarkedet - vi har en Carrefour, en fransk supermarkedskæde, der er det tætteste på et vestlig supermarked, vi kan finde på disse kanter. Her kan vi få tilfredsstillet nogle af vores behov, men langt fra alle.

Det er nu i begyndelsen af november, og man begynder så småt at kunne mærke at vinteren er på vej. Endnu er vejret som en fantastisk septemberdag, men om aftenen og morgenen er det p*sse koldt! I Kina er varmen centralt styret, og regeringen og myndighederne i Beijing har bestemt at der først tændes for varmen den 5. november.

Indtil da pakker jeg mig ind i mine tæpper og borer tæerne godt ned i hjemmeskoene. Jeg har også endelig fået købt mig en dejlig jakke, et par vinterstøvler og nogle rigtig gode, tykke handsker, så nu kan vinteren bare komme an... 

Nå, men det var så min beretning om dagligdagen og livet her i Liangxiang Town, Fangshan District, Beijing. Det går stille og roligt, uden så meget ståhej, men det er jeg nu glad for. Jeg får den ståhej jeg har brug for i weekenderne.

Selvom det er rart og afslappet her, tæller jeg dog dagene til jeg kommer hjem - om ikke andet så da bare for spegepølsemadernes skyld!

På et tidspunkt, når jeg får tid, vil jeg fortælle om min tur til Indre Mongoliet, men mit næste indlæg bliver om noget frivilligt arbejde vi lavede. Derefter må jeg vist hellere, langt om længe, fortælle jer om det Kinesiske Køkken, med alle dets mærkværdigheder, samt mit forhold dertil...:S