"All my bags are packed, I'm ready to go..."

Yes! Jeg vandt bagagekampen!

Efter megen massen og pressen og klemmen er det endelig lykkedes mig at lukke min kuffert! Føler mig som Sankt Jørgen efter kampen med dragen - det bæst kom ned med nakken...

Det bliver et større puslespil, når man forsøger at klemme 50 L bagage ned i en 45 L's kuffert, der i øvrigt slet ikke lader sig strække på nogen som helst måde. For slet ikke at tale om vægten. Den måtte veje 23 kg og ikke et gram mere.
Så står jeg dér - efter at have sat mig på det sølvgrå bæst og klemt og presset så meget jeg kan, rejser jeg mig, strækker ryggen og finder bagagevægten frem.
24.2 kg. Pis...

Den stakkels lynlås sukker af lettelse, da jeg lyner kufferten op igen og tager et blik på det, der skal være mit liv de næste 6 måneder. Man vil jo så nødigt undvære noget.
Efter megen omrokering og bytten frem og tilbage mellem kuffert og håndbagage, lykkedes det mig endelig at få puslespillet til at gå op. Men det var også først efter at jeg havde vejet hver eneste genstand i min rygsæk og sorteret grundigt og grusomt i det. Men nu passer det! 22.7 kg i kufferten og 7.8 kg i håndbagagen. Nu beder vi til at de ikke tager 300 gram på i løbet af natten...
Så rejsen bliver minus min solcreme, håndcreme, skitseblok, håndtaske, lommeletter og lidt andre småting. Mon ikke jeg overlever?

Sig nærmer tiden, da jeg må væk. I skrivende stund er der præcis...37 timer og 56 minutter til flyet letter og vi er af sted. Det begynder langsomt at blive mere og mere virkeligt. Jeg har dybderengjort mit værelse og badeværelse, så man næsten ikke kan se at jeg har været her, og sådan vil det bare forblive til jeg kommer hjem, mens en dyne af støv langsomt lægger sig over alt.
Det føles en smule som om jeg skal dø. I aften skal vi holde afskedsmiddag, hvor jeg får min familie at se for sidste gang... nogensinde. Eller sådan føles det i hvert fald. Jeg kommer jo hjem igen, men lige nu virker det bare så langt væk.
Nå, men indtil videre vil jeg koncentrere mig om at nyde hvert eneste lille øjeblik, jeg har tilbage med min familie:)

Bagagepuslespillet er ikke det eneste, der falder på plads. Langsomt begynder min to-do-liste at svinde ind, efterhånden som jeg rent faktisk bliver færdig.
Én af de ting, jeg mangler, er at downloade en såkaldt VPN. Det er et program, som tillader én at gå på blokerede hjemmesider - I Kina er dette eksempelvis Facebook og Youtube, så det er sådan set en rimelig vigtig ting!
Jeg skal ikke påstå at jeg forstår mig på det, og der er tilsyneladende mange forskellige - med mange forskellige kvaliteter og priser - så det er jo lige det der med at vælge den rigtige...
Jeg vil jo gerne have god kvalitet, men samtidig bliver jeg også altid sådan lidt queasy, når jeg skal downloade ting, jeg ikke ved hvad er. Har haft en virus engang og det var ikke kønt!
Jeg har allerede downloadet et virusprogram, så jeg skulle være beskyttet i det virus-helvede som Kina tilsyneladende er, men det vil jeg heller ikke påstå at forstå...

I går fik jeg mine sidste stik, så nu er jeg også beskyttet på den front. Kom ikke her hepatitis A og B, stivkrampe, tyfus og japansk hjernehindebetændelse! Jeg fik bare hele pakken - ingen grund til at tage chancer.
Som altid ved vaccinationer var min arm temmelig død bagefter, men det gik hurtigt over.
Det var en stor lettelse at få de sidste stik, for det var noget, der havde bekymret mig længe. Ville jeg nå det, inden jeg tog af sted? Ville der være tid nok til at de kunne nå at virke? Havde jeg taget tyfus-pillerne rigtigt? Hvorfor er min læge på ferie netop nu, hvor jeg har allermest brug for ham?!

Der er efterhånden ikke meget tilbage for mig at gøre, så det eneste jeg kan nu er sådan set... at vente. Nu er jeg kommet ind i dødzonen, stilheden før stormen.
Forude venter eventyret, og næste gang I hører fra mig sidder jeg i den anden ende af verden:)

Shén me míng zi?

Der er nu mindre end en uge til vi flyver, og hele min dag går med diverse forberedelser. Jeg har en alenlang to-do-liste på min iPod, hvor jeg lige så langsomt - meget langsomt - kan begynde at tjekke ting af.

Én af de ting, jeg er lykkeligst for at kunne tjekke af, er visummet. Under hele køreturen til København sad jeg i nervøs spænding og håbede og bad for at det var de rigtige ting, der stod på visummet. Hvad nu hvis de havde givet mig et forkert? Kunne jeg så ikke komme af sted? Ville jeg skulle betale en mindre formue for at få det lavet om?
Nå, men vi kom til China Visa Application Center, gik ind og trak denne gang et lyserødt nummer fra en anden automat. Nummeret var 57. Jeg kiggede hen på skærmen, der viste 3. Et øjeblik sukkede jeg dybt indvendigt ved tanken om den lange ventetid, men så var det at jeg så mig om. Ligesom sidste gang var der stort set mennesketomt, og der stod kun to mennesker i kø. Hm.

Endelig blev det min tur (ikke som nr. 57, men som nummer 6). Jeg gik hen til skranken - der i øvrigt gik mig næsten til hagen - og rakte manden min kvittering, mens jeg overvejede hvad jeg skulle sige. Det blev ikke nødvendigt med noget. Han tog bare kvitteringen, scannede stregkoden og fandt mit pas frem. Jeg flåede - så hurtigt som høflighed tillader det - elastikken af, åbnede passet og gav mig til at bladre. Først var der min pasbilledeside, hvor billedet af én, der burde hedde Tante Ingrid, halvsmilede ud til mig. Jeg bladrede om på næste side og næste og næste igen. Ingenting. Efter et øjebliks panik, finder jeg et yndigt klistermærke på side 6. Der var en tegning af den kinesiske mur og en hel masse kinesiske tegn - så officielt og rigtig nok ud.
Hurtigt scannede jeg siden, mens jeg tjekkede at det var de rigtige ting, der stod på den. Ikke fordi jeg ville have anet hvad jeg skulle gøre, hvis ikke det havde været det...
F. Tjek! Single entry. Tjek! 180 days. tjek!
Alt var præcist som det skulle være. Lidt af et antiklimaks måske, for nu havde jeg jo gået at være spændt og nervøs og så var alting bare som det skulle være.
Men jeg skal ikke være den, der klager, nej!

Med visummet ude af verden - definitivt denne gang - kunne jeg koncentrere mig om andre ting, der også krævede min opmærksomhed: de 31 resterende punkter på min liste.

Ét af punkterne var: Afhent valuta.
Nogle dage forinden havde jeg bestilt 2000 yuan, som jeg skulle hente i banken. Dette gjorde jeg om morgenen inden vi kørte til København. I banken var der kø, men siden der var en specialkø til valuta, blev det lynhurtigt min tur. Bankdamen fandt hurtigt pengene frem og begyndte at tælle de små mao'er for øjnene af mig, så jeg kunne se at det passede. Så lagde hun pengene i én af de der papkuverter til valuta og bad mig skrive under på en kvittering. Det gjorde jeg så. Hun tog kvitteringen og så stod jeg sådan lidt dér. Øh. Skal jeg bare gå? Hvad med betalingen?
Jeg havde selvfølgelig glemt, at de bare trak pengene fra min konto.
Bankdamen så op fra sit arbejde.
"Det var det. Ha' en god rejse" sagde hun med et smil. Jeg smilede dumt tilbage, tog mine penge og gik.
Jeg følte mig lidt som en tyv ved sådan at rende rundt med Folkets Penge, men det er der jo ikke noget at gøre ved ; )

Et andet punkt var: Øv kinesisk.
Så jeg fandt det link frem, som jeg havde fået til informationsmødet. Dette link førte til en masse små gratis onlinelektioner, som Lesson 8: Please speak more slowly og Lesson 6: Excuse me, where is the post office?
Så kunne jeg ellers sidde dér på mit værelse og lyde som og ligne en idiot, mens min tunge med større eller mindre held forsøgte at vride sig omkring ord som jin tian - som i øvrigt slet ikke er så simpelt som det står skrevet!

Jeg føler mig lidt som et tungnemt barn, når jeg sidder der og troligt efterligner computerstemmen ord for ord, trykker igen og frem og tilbage hele tiden for at høre ordene igen og igen, til de reduceres til lyde og jeg fuldstændig glemmer hvad de betyder.
Nogle af ordene giver dog på en bizar måde mening. Eksempelvis gong gong qi che - bus. Her forestiller jeg mig, at 'gong-gong' er den lyd bussen laver, når den kører hen over en bumlet landevej. Langt ude, det ved jeg godt, men det er utroligt nok ét af de eneste ord, jeg rent faktisk kan huske...

Jeg forsøgte at teste mine skills ved at skrive zao shang! til min kusine, der har haft kinesisk. Det er vist ikke engang en rigtig hilsen, bare ordet for morgen. Hun kvitterede så ved at skrive ni hao ma? hvorefter jeg selvfølgelig var screwed. Det er ikke at jeg ikke ved hvad det betyder - enhver, der har set Jul i Valhal og har set lille Emma med høretelefonerne på, kender ni hao. Problemet var, at jeg ikke anede hvordan jeg skulle svare. Så meget for de lektioner!

Men jeg giver ikke op!

'Shén me' siger stemmen - 'schjææn mæh!' svarer jeg lydigt.

'míng zi' siger stemmen - 'mi-ingg tse! svarer jeg.

Yeii! Min første sætning! Shén me míng zi? What is your name? 
Dét skal nok blive en god ting at kunne...

Jeg øver videre, og forhåbentlig vil jeg så også kunne svare på spørgsmålet inden jeg kommer til Kina.

Forberedelse, forberelse, forberedelse... og? Lidt mere forberedelse!

Hej alle sammen!

Som I nok ved, rejser jeg til Kina d. 1. august og skal være der i seks måneder. Jeg skal være en del af Teach and Travel-programmet og skal altså arbejde en tid som engelsklærer på en kinesisk skole.

Nu er der kun 10 dage til jeg rejser, og tingene begynder så småt at falde på plads. Flybilletten er klaret – med utroligt lidt arbejde fra mig selv, utroligt nok (Tak Alott!). Valuta er bestilt og skal snart hentes. En hel masse papirer fra Kina er modtaget og læst – om end ikke helt forstået;)

Det, der mangler nu  - og her ser jeg bort fra sådan en bagatel som rent faktisk at pakke kufferten – er visummet. Det er meget irriterende. Jeg sad dagen inden jeg skulle til Tyskland og ville lige se om jeg kunne få ordnet dette hersens visum-halløj inden jeg tog af sted. Bemærk her at jeg var i god tid! Der var en pokkers masse ting, der skulle udfyldes og det tog et par timer. Jeg havde blandt andet fat i en ordbog for at se hvordan jeg dog skulle bære mig ad med at forklare, at min mor var boliginspektør. Det endte med at blive til Occupation: Inspector. Inspector Lene – sejt nok! J

Så skuer mit øje på den mest irriterende og stressagtige panikmåde, at de skal have mit originale pas med. KRISE! Dagen efter skulle jeg køre med toget til Tyskland, og her er risikoen for at blive tjekket jo større end i bil, så jeg havde brug for mit pas. Nå, men efter lidt hektisk email-skriveri til en fyr i Kina, der hedder Niles (en programkoordinater, tror jeg nok), kunne jeg slappe mere af. Jeg kunne vente med at ansøge om visummet til d. 16, når jeg kom hjem. Så jeg tog på ferie med (okay) ro i sindet. Så kommer jeg hjem og himlen falder ned. Ikke alene er visumansøgningen helt usandsynligt dyrt, når man gør det gennem posten, det vil sørme også komme til at tage 14 dage – ifølge dem selv. Det kunne mine forældre ikke lide – at jeg først fik mit visum 5 dage inden jeg skulle af sted. Der var simpelthen for mange ting, der kunne gå galt. Min søde taxa-far besluttede så at han ville køre mig til København, så jeg kunne ansøge personligt, da det så kun ville tage 4 dage og koste næsten det halve. Så det gjorde vi så. På vejen satte vi mormors fugle af i Holbæk og fik os en kop the og et par(J) kager. Dagen forinden havde jeg taget en tyfus-pille som led i min vaccination, og den valgte så at give sig til at virke mit under køreturen, så jeg var ved at dø af mavekramper, hedeslag og opkastfornemmelse (som slet heller ikke havde noget med at jeg havde læst halvdelen af vejen, nej.) Det gik heldigvis over efter et par vaniljekranse, så det var jo godt. Nå, men så vi så til København – det store trafik-, vejarbejds- og menneskehelvede. Vi kørte rundt – fulgte troligt GPS’ens søde stemme, der godt kunne lide at komme med kommentarer som ’Prepare to continue straight on’. Ikke et ondt ord om GPS-damen, for hun ledte os lige til døren, og selvom bygningen var dækket af stilladser, så vi nær var gået forbi skiltet, fandt vi det da. Vi kom ind, trak et nummer og endte med at stå i et venteværelse, hvor der godt nok var dækket op til at 20 personer kunne sidde i kø, men der var nu kun tre. Forholdsvis hurtigt blev det min tur og jeg gik op til skranken med min plastiklomme fyldt med papirer, som jeg måske måske ikke fik brug for. Jeg stak damen – der kun talte engelsk – min ansøgning, mit pas, Letter of Confirmation og et andet stykke papir fyldt med kinesiske tegn og et stort rødt stempel. Der stod mit navn og min fødselsdag på det, så jeg går ud fra at det var okay.

”For student?” spurgte hun. Mit hjerte trak sig lidt sammen, for det havde vi fået meget skarpe indskærpelser om – det skulle ikke være et student-visa!

”No. An F-visa. For cultural exchange.” svarede jeg, og gentog vist mig selv rimelig mange gange. Hun tog papirerne, og ud over at hun sendte min far ud for at tage en kopi af mit Letter of Confirmation og sagde at jeg ikke fik papiret med det røde stempel tilbage (som jeg ellers havde fået at vide, at jeg skulle bruge), gik det gnidningsfrit. Alt i alt endte vi med at bruge seks timer i en bil for 10 minutters action. Men nu er det klaret. Jeg skal hente det (i København, suk) på mandag, og så må vi håbe, at det er et F-visum for 180 dage…

Med visummet ude af verden (for nu, i hvert fald) kunne jeg roligt begynde med resten af mine forberedelser. Jeg gik hele mit skab igennem og sortere mit tøj i 'ja', 'nej' og 'måske'. Alle ja’erne ligger nu spredt ud over hele vores spisebord og lidt på mit kaffebord… og lidt på mit gulv – men jeg ved i hvert fald hvor det er! Når det ligger sådan lagt ud, er det ikke til at se hvordan i alverden jeg skulle kunne få klemt det hele ned i min kuffert. Den var fuld, da jeg tog til Tyskland (14 dage), så hvad skal jeg dog gøre med 6 måneder?! Nå, den tid, den sorg. Det kan jeg tage… æh, senere.

 

Som et led i Alotts (fantastiske) service hører et informationsmøde, hvor vi kunne møde de andre deltagere, få stillet de sidste spørgsmål, hørt lidt om Kina fra et par tidligere deltagere. Det var jeg til i fredags, og det var så godt. Jeg fik mødt de andre deltagere. Vi er et lille hold, kun seks, der skal af sted. To drenge og fire piger. Vi skal flyve sammen, så her lærer vi formentlig også hinanden lidt bedre at kende, men selv ved informationsmødet synes jeg – måske temmelig naivt – at jeg fik god forståelse af dem, en fornemmelse af hvem de er. Og jeg kunne lide, hvad jeg så – de virker som søde, rare, fine, fornuftige mennesker (for nu at putte så mange absolut tomme ord på, som jeg kan. Sandheden er, at de – og jeg, forhåbentligt – gjorde et godt førstehåndsindtryk, og det er jo alt det kan være efter så forholdsvis kort et møde.)

Efter selve mødet tog vi ned på en café, hvad jeg ikke havde forventet, men synes var en fantastisk idé. Her gav Joan – Alotts del af Teach and Travel-programmet – en øl (eller sodavand til de overraskende mange, der ikke var til den slags.) Jeg gik bare lidt i default-mode og bestilte en cola light, selvom jeg ved nærmere eftertanke indså, at jeg jo aldrig har fået smagt dansk øl, og at det måske var en idé at få gjort inden jeg skulle til Kina og smage den kinesiske variant. Hm.

Nå, men her fik vi i hvert fald lejlighed til i fred og ro at overdænge Joan og den tidligere deltager Sarah med spørgsmål om alt lige fra hvilken slags fodtøj, man har på, når man underviser, til hvordan man kører i taxi og den slags. Der blev fortalt mange gode, sjove, spændende og også lidt uhyggelige anekdoter om Kina, men alt i alt tager jeg det som et godt tegn at jeg efter mødet var så opstemt at jeg snakkede løs om Kina hele vejen hjem i bilen.

Til mine forberedelser hører også øvelse i spisning med pinde; en sofistikeret kunstart, som jeg efterhånden føler at jeg mestrer. Det bliver spændende at se, hvor meget jeg tager fejl, når jeg kommer til Kina.

Kina. Et ord, der efterhånden vækker følelser at både rædsel, spænding og uvirkelighed i mig. Kina repræsenterer min (umiddelbare) fremtid, mit største håb, min største udfordring, og dermed givet også min største rædsel. På trods af al min research – eller måske netop derfor – ved jeg, at jeg aldrig kan forberede mig fuldstændig på de næste 6 måneder. Det bliver et spring fra en klippetop, ud i det uvisse. I de første 20 meter er mit udsyn frit. Jeg tror jeg ved hvor jeg er på vej henaf, hvad der kommer til at ske, hvordan det vil være. Så øjner jeg skyerne under mig, og efterhånden går det op for mig, at jeg ingenting ved, at jeg ikke er forberedt, at jeg ikke aner hvordan det kommer til at gå. Så rammer jeg skyerne – d. 1. august – og jeg kan kun håbe at det går godt. Og håbe, det gør jeg. Af hele mit hjerte. Dette bliver mit livs oplevelse, og jeg vil klare det, overvinde det, og vende hjem som en stærkere person.