The Naked Teachers

Og nej... det er ikke hvad I tror!

Jeg har endelig, langt om længe, efter flere ugers banden og svovlen og øjeblikke, hvor jeg seriøst overvejede at smide min computer i skraldespanden, fået min VPN til at virke.
Et lille råd til alle, der går med Kina-planer: hvis I laver en blog, skal I ikke bruge blogger.com, medmindre I har en VPN, for blogger.com er eget af Google, som er... blokeret. Dumt.

Jeg ved godt, at jeg lovede at skrive om min tur til den kinesiske mur - og de mange ting, jeg har set siden - men der er bare sket noget, som virkede mere vigtigt når man tager i betragtning, hvorfor jeg er her.

Naked teachers er en betegnelse for det vores lærere gør os til. Nøgne lærere. Lærere, der kan stilles sig op og undervise helt uden hjælpemidler. Ingen PowerPoint, dvd-afspiller, højtaler eller noget som helst. Bare en lærer, en tavle og et stykke kridt.

I sidste uge - efterhånden som programmet begynder at lakke mod enden - kom teaching practise, som er præcist hvad det lyder som - undervisningsøvelse.
Dette var ugen, hvor vi skulle ud og afprøve vores nyerhvervede lærerskillz på vaskeægte, levende børn... fuuuuck!

Om søndagen var der TP-orientering. Her blev vi først fordelt i fire store grupper, hver med en lærer, som skulle observere og evaluere os. Jeg kom i John Higgins' gruppe. Ham havde jeg ikke selv haft som lærer før, bortset fra en enkelt time, en dag hvor de kørte et tema. John er skotte, og han lyder så fantastisk, når han snakker. Han har en fantastisk selvironi og siger selv at han lyder som en lille grønklædt nisse med en guldkrukke. Hvilket faktisk er sandt nok:)
Nå, men derefter blev vi delt ind i en masse undergrupper, hver bestående af fire would-be lærere. Jeg kom i gruppe 2, sammen med britiske Charlotte, norske Marie og tyske Anna-Lena, som jeg nævnte i sidste indlæg.

Sammen skulle vi i den næste uge (tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og fredag) undervise den samme klasse i to timer, fra kl. 9.15 - 11.15. Det var fordelt sådan at vi hver skulle undervise i en halv time ad gangen, og mens én underviste skulle de andre sidde nede bagi klassen og observere og tage noter til senere gruppeevaluering.
Vi skulle undervise to lektioner og altså to temaer, så vi skulle koordinere vores arbejde, så det passede.

Efter fordelingen gik vi ind i et andet klasselokale, hvor vi skulle forberede os på tirsdagens lektioner - de havde nok så betænksomt givet os en fridag om mandagen. Vi fik udleveret et skema, hvori John havde beskrevet hvad vi skulle undervise i og havde givet en meget grov skitsering af hvad han mente at vi skulle lave.

Vores skema over anden lektion.

Vi havde hver fået tildelt et bogstav og disse bogstaver var blevet organiseret sådan at det var fastlagt hvilke tidspunkter, vi skulle undervise på. Jeg var B og dermed nr. 2 den første dag.

Så vi satte os ned og gik i gang med at skrive lektionsplaner. Det var lidt svært, når vi jo skulle have det til at hænge sammen. Jeg skulle eksempelvis give feedback på en aktivitet eleverne skulle lave i Maries halve time, så jeg var nødt til at forstå den aktivitet og forberede min egen.

Om mandagen blev vi liggende længe i sengen for at nyde den sidste fridag i et stykke tid og for at oplade batterierne til den næste uges strabadser.
Ved middagstid gik vi til kantinen og spiste morgenmad, og så gik jeg ellers i gang med at forberede næste dags lektion.

Mit hoved summede af frygter og forventninger. For det første vidste jeg - jeg vidste det bare - at jeg ville glemme alt, når først jeg stod deroppe.
For det andet bekymrede jeg mig om hvorvidt eleverne nu forstod den leg, jeg havde planlagt. En velbegrundet bekymring, skulle det vise sig.
For det tredje var jeg lidt bekymret over den forkølelse, jeg kunne mærke var på vej - ville jeg være i stand til at hæve stemmen? Ville jeg få brug for det?
Hvad nu hvis de ikke forstår hvad jeg siger?
Hvad nu hvis jeg ikke har planlagt aktiviteter nok?
Hvad nu hvis mit tøj ikke er læreragtigt nok?
Hvad nu hvis jeg ikke har nok kort?
Hvad nu hvis de ikke synes det er sjovt?
Hvad nu hvis... hvad nu hvis... ...

Det kan vel ikke undre nogen, at jeg slet ikke kunne falde i søvn den nat! :S

Så oprandt dagen, hvor vi skulle dø. Vi mødtes i lobbyen k. 7.45. Vi var blevet strengt informeret om dresscoden for lærere nogle dage forinden - no jeans, no sandals, no spaghettistraps, no shorts, no T-shirts, no tattoos, no piercings...
Resultatet var at alle stod der i lobbyen i noget nær deres stiveste puds - lange busker og skjorter(og et enkelt slips hist og her) for drengene og fine kjoler, skjorter og nederdele for pigerne.
Jeg havde min blå tunikatop, som jeg havde købt i Silkemarkedet, på, samt mine lange, mørke (godt nok denim) bukser og ballerinaer, der til min fortrydelse viste sig at være lige på den stramme side.
Alt den get-up kombineret med den nervøse, lavmælte hvisken fik det mest af alt til at minde om en begravelse.
I gåsegang gik vi mod busserne, jeg med min lektionsplan i hånden. Igen og igen gik jeg igennem de enkelte trin, mens min hjerne febrilsk forsøgte at rumme det hele på én gang.

Det var en usædvanligt stille bustur, der desværre var alt for hurtigt ovre. Pludselig stod vi foran hovedindgangen til Beijing Skole Nr. 7.
Det burde ikke komme bag på mig længere, men alligevel blev jeg en anelse overrasket over at se, at indgangen var bevogtet af uniformerede vagter.

Vi blev ledt ind i en aula, hvor der var lidt hurtig information og derefter blev hver gruppe råbt op og fik tildelt en elev, som skulle lede os til vores klasselokaler.

Vi ankom og pludselig stod vi foran døren til klasselokalet. Vi gik ind, smilede og vinkede til beklemt og satte vores ting nede bagi. En hurtigt tælling afslørede at vi stod foran en klasse af 22 tolvårige, og en enkelt sekstenårig?!
Det var lidt flere end de 14 John havde lovet os, og jeg gik allerede dér i gang med at genoverveje mine aktiviteter.

Vi gik udenfor klasselokalet og stod lidt dér og var akavede. Én af eleverne listede frem og kiggede ud af den åbne dør. Jeg så ham, smilede og gav et lille vink. Han spærrede øjnene op og styrtede tilbage til sin plads til lyden af fnis. De andre elever nøjedes med at læne sig forover og strække hals for et glimt af de udenlandske lærere.
Endelig blev kl. 9.15. Vi gik ind og stod foran tavlen, hvor vi efter tur præsenterede os selv.

"Hello, my name is Ann. Can you say that? I come from Denmark, the land of fairytales and windmills, you know... øh... for making energy... øh..."
Fuck...
Ingen af eleverne havde hørt om Danmark og jeg kunne ikke fortælle dem andet end at det var 'very small' 

Så vidt så godt. Vi satte os, og Marie begyndte sin lektion. Jeg sad og stirrede med gru på uret, der langsomt nærmede sig 9.45.

Så var det endelig min tur og alting gik præcis som jeg havde forventet - galt.
1. Eleverne havde ikke forstået Maries instrukser ordentligt(de skulle forberede introduktionsspørgmål), så da jeg spurgte: "What do you ask someone when you meet them for the first time?" fik jeg svaret: "Hello, my name is Lily. I am twelve years old."
Jeg løste problemet ved at brainstorme på klasse i stedet.
2. Jeg glemte reglerne til mit eget spil. Måtte læse i mine noter - men ikke ret længe!
3. Jeg havde ikke nok kort til min aktivitet, så jeg besluttede at gøre det til en par-aktivitet.
4. Eleverne var utroligt dårlige til pararbejde og jeg brugte meget af min tid på at gå rundt og prøve at få dem til at arbejde sammen.
5. På trods af flere mere eller mindre vellykkede conceptchecking questions endte eleverne med alligevel ikke at forstå spillet og dermed gøre det forkert.
6. Fordi de ikke forstod den første halvdel, kunne de ikke lave den anden, så jeg stod pludselig med 10 minutter, som jeg skulle have til at gå. De længste ti minutter i mit liv!
7. Løste problemer ved at smile fjollet og sende desperate grimasser til mine medlærere. Netop som jeg havde besluttet mig for at fortsætte med aktiviteten alligevel, ringede det til frikvarter.

Og således forløb min ilddåb ind i lærer-verdenen. Al respekt til mine gamle folkeskolelærere. Nu forstår jeg hvad de går igennem.
Alt i alt er jeg faktisk temmelig tilfreds. Det gik præcis som jeg havde forventet, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde troet at det ville være. Jeg tror faktisk godt at jeg kan det her. Jeg er vist slet ikke så vanvittig, som jeg ellers sommetider har tænkt!:)

Om onsdagen skulle vi observeres. John sad på én af stolene nede bagerst og tog noter og notater til alt hvad vi gjorde. Det var en lille smule uhyggeligt, og flere af de andre var tydeligt mærket af nervøsitet. Dog ikke mig. Af en eller anden mystisk grund var jeg fuldstændig kold i røven. Med klassens hjælp fik jeg opbygget en dialog mellem to venner, og John var meget 'prøuvt'. Som den eneste i gruppen fik jeg 'very good' i bedømmelse, og det eneste han havde at sige var, at dialogen var for let.
Dette skyldes at vi - på grund af elevernes tavshed den første dag - havde troet at de var på et lavere niveau, end de i virkeligheden var.

Da vi kom til time torsdag morgen, blev vi pludselig mødt af Lily - vores lille, virkelig søde, overivrige stjerneelev - der havde lavet kort til os.

Derefter kom Harry - en anden af de dygtige elever - hen til os med gaver. Vi fik hver et porcelænsbogmærke med en lille skægget kineser på - så sødt, og utroligt perfekt til mig, der jo elsker bogmærker.
I det hele taget var vi meget rørte og overraskede og glade. Nu kunne vi pludselig mærke, at de satte pris på os, på trods af at deres forældre havde tvunget dem i skole midt i sommerferien for at lave mærkelige lege med de udenlandske lærere.
Så var det pludselig det hele værd:)


Alt i alt var teaching practise faktisk en utroligt positiv oplevelse, og den gav mig mod på mere. Nu er der heller ikke længe til vi skal ud og prøve kræfter med vores egne elever i vores egne klasser på vores egne skoler.

Sidste søndag(25. august) fik vi offentliggjort vores placements - klassetrin, skole, by, provins. Det var en nervepirrende oplevelse. Men dette indlæg er vist allerede for langt til at jeg kan beskrive det i detaljer.
Jeg vil derfor nøjes med at fortælle, at jeg skal undervise i primary school (6 - 12 år) på Beiluyuan Primary School i Beijing. Det er selvfølgelig lidt kedeligt at blive i Beijing - specielt når alle, og her mener jeg virkelig alle mine nye veninder skal sydpå. Den nærmeste er min roommate Hannah i Shandong-provinsen, og selv hun er 4 timers togtur væk.

Snart bliver vi spredt for alle vinde...

Tour Day

Så er jeg her igen!

Måske var det nu på tide med en lille bemærkning, hvad angår længden af mine indlæg. Jeg betragter mig selv som lidt af en deltidsforfatter, så det kan næppe komme bag på nogen, at jeg befinder mig godt med ord. Derfor burde det heller ikke komme bag på nogen, at jeg skriver lange indlæg.
Derfor antager jeg, at folk, der ikke gider lange indlæg for længst er holdt op med at læse min blog.
Og derfor har jeg ikke tænkt mig at ændre det...:)

Her kommer så min beretning om hvad vi gjorde og så på vores udflugtsdag:

Af ukendte praktiske årsager har TTC besluttet at normale konventioner som f.eks fridag lørdag og søndag er sat ude af spilet. For nu at sige det kort: onsdag er den nye lørdag. Fredag er den nye mandag.
Da vi havde været i Kina i seks dage oprandt den første Tour Day - en dag hvor TTC-folkene har arrangeret en dagsudflugt, sædvanligvis om 'lørdagen'.

Onsdag d. 6. august gik turen til Enkekejserinde Cixis Sommerpalads. Programmet var som følger:

Kl. 7.45 - mødes i lobbyen
8.15 - afgang med bus mod Sommerpaladset
9.00 - ankomst til Sommerpalads
11.45 - frokost på restaurant Jin Ding Xuan  (Metal gryde lille rum med vinduer)
13.00 - Shopping i Pearl Market
17.00 - Aftensmad på restaurant
21.15 - Akrobatshow i Chaoyang Chinese Theatre

Sommerpaladset
Først lidt historie. Der har altid ligget et sommerpalads ved Kunming Søen, men da England og Frankrig i forbindelse med den Anden Opiumskrig indtog Beijing, brændte de det gamle sommerpalads ned til grunden. På dette tidspunkt var det enkekejserinden Cixi, der var kejser. Hun var tidligere kejserens yndlingskonkubine og efter kejserens død varetog hun Kina som stedfortræder for sin mindreårige søn. Sommerpaladset havde længe været en pryd for det kejserlige Kina, og Cixi - af kineserne kaldet Dragekvinden - besluttede at bruge alle de penge, den kinesiske regering ellers havde øremærket til en udbygning og reform af den kinesiske flåde som forsvar mod europæerne, til at bygge et nyt, prægtigere sommerpalads. Det nuværende sommerpalads er således bygget i midten af 1800-tallet - tror jeg nok. Den eneste båd, der blev købt med flådens penge, var marmorbåden - en pyntebåd lavet af marmor, der ligger i Kunming sø.

Vi havde vores egen private guide, som ledte os rundt i paladset og fortalte om de forskellige ting vi så. Det var faktisk rigtig godt, til trods for hendes Chinglish.
Vi ankom med bussen og blev med det samme konfronteret med nogle meget insisterende sælger, der kom direkte hen til busdøren og forsøgte at sælge os deres vifter, solhatte og andet bras. Vores guide havde dog advaret os: "Don't buy anything at the Summer Palace - there are fake money!"
Hun fortalte om flere gæster, der havde købt ting og i pengeudvekslingens forvirring var der røget nogle falske penge ned i deres lommer, mens de rigtige penge forsvandt sammen med sælgerne. En indisk turist havde pludselig stået med 700 falske Yuan.
Vi holdt os derfor troligt væk, og skyndte os videre med den langsomt tiltagende turiststrøm.

Pludselig drejede vi om hjørnet, og dér var det - det rigtige Kina! Det vi havde søgt så indædt efter hjemme i vores kedelige, betonblokfyldte Chaoyang-district. Foran os hævede sig en mægtig hvælving, og selvom den højst var 200 år gammel, var det alt det 'antikke Kina', vi ønskede os. Røde mure, pagodeudhæng, guld og lapis lazuli... og dette var blot billetlugen.

Vi gik igennem og befandt os pludselig i en stor gård, omgivet på alle sider af høje, røde bygninger med mosgroede pagodetage. Midt i gården stod store, virkelig gamle træer, hvis grene blev holdt oppe af metalstivere. Der var også nogle store, mærkeligt vindblæste og hullede sten. Jeg fik ikke helt fat i hvorfor de var der, men guiden kaldte dem 'unlucky stones'. Det skulle eftersigende betyde uheld at fotografere dem... ups.
På den anden side af træerne og stenene hævede Enkekejserindens Hovedkontorbygning sig. Den var indhegnet med metalhegn, så man kunne kun kigge ind gennem de mægtig døråbninger. Derinde i skyggerne gemte tronen sig, omgivet af guldbesat blær og ornamenterede påfuglestatuer. Foran døråbningen var en række med fire dyrestatuer, lavet af bronze. De to yderste var traner/haner/fønikser, mens de to midterste var nogle dragelignende skabninger, som guiden fortalte os var enhjørninge. De havde to horn, skæl som en drage, bagkrop som en løve og forhove som en tyr. Disse dyr var placeret her som beskyttelse, så paladset aldrig ville brænde ned igen. 

Tagene var pagodeformet og dekoreret med drager og små dyr i hjørnerne (komplet med lynafledere og det hele). Disse var malet guld, mens de fleste bygninger, vi så, havde et bredt bånd af mønsterdekoration, i farverne rød (for lykke, derfor murfarven), guld (kejserens farve), blå (himlens farve) og grøn (jordens farve), samt hvid af æstetiske årsager(?). Jo flere drager en bygning havde, desto vigtigere var den.

Vi gik omkring kontorbygningen og gennem en lille pynteskov langs en snoet og nedsænket sti. Pludselig kom vi ud af skoven og den store Kunming Sø bredte sig ud foran os, omgivet af en nydelig kaj. Til højre havde vi en kamufleret toiletbygning og en souvenirshop, mens vi på vores venstre side havde store, nærmest drømmeagtigt fredfyldte piletræer, der gik hele vejen langs kajen til Forårspavillionen, hvor forårets komme hvert år var blevet forudsagt ved hjælp af piletræerne. Ud fra kajen ved Forårspavillionen gik De Sytten Buers Bro, der strakte sig hele vejen ud til en lille ø midt i søen. 

Helt ude ved kajen kunne vi også se det store buddhistiske tempel, der nærmest er blevet synonymt med Sommerpaladset. Bag dette ottekantede pagodetårn sås selve kejserboligens guldtage. Her havde Dragekvinden boet i starten, men hun havde været meget overtroisk og havde ikke brudt sig om at bade nøgen så tæt på så mange buddhistiske (og mandlige) munke. Derfor fik hun bygget et nyt beboelseshus til sig selv og sin søn (som hun i øvrigt efter sigende senere skulle have snigmyrdet, da han begyndte rent faktisk at tro, at det var ham, der var kejseren).
Dette nye kvarter kom vi til da vi gik lidt langs med søen og pludselig kom ud i endnu én af disse kvadratiske gårde med overdækkede buegange hele vejen rundt.

Her blev vi konfronteret med det, der senere skulle vise sig at blive den helt store trend: kinesiske familier, der ville have et billede af deres børn, tanter og bedsteforældre sammen med en fremmed, og helst én, der var enten høj eller lyshåret. Og så snart én familie var gået, kom en ny til, så hvis ikke man gik sin vej, kunne man ende med at stå dér for evigt!

Der var dog ingen, der ville have mig med i deres fotoalbum - rødt hår er åbenbart ikke specielt nok:(

Da vi forlod atriumgården, kom vi til noget af det, Sommerpaladset er mest berømt for: verdens længste overdækkede korridor. Den var 749 meter lang(tror jeg nok) og bestod af virkelig mange søjler, der holdt et tag oppe - som en pergola, bare møglang og uden blomster.
Der var fyldt med kinesere og mennesker, men det lagde jeg ikke så meget mærke til. Jeg havde alt for travlt med at se op i loftet, der var dekoreret med de flotteste kinesiske malerier. Der var dyre- og naturmotiver, hvor gråspurve og guldfisk slyngede sig hen over loftet, men også menneskemotiver, hvor smukke geisha-lignende kvinder tog på udflugt i de tågedækkede bjerge.

Allerede mens vi stod på kajen havde vi hørt det, men hér - med søen på den ene side og ukendt, tempelspækket bakkelandskab på den anden side, kunne vi høre det meget tydeligere. Musik. Der var nogen, der sang - højt og vedvarende - et sted oppe i de grønne. Vi forlod Den Lange Korridor og begav os op ad en brostensbelagt sti for at undersøge det nærmere.
Snart nåede vi toppen af bakken, hvor en pagodepavillion stod omgivet af høje træer. Her var fyldt med ældre kinesere, der med én stemme sang en mærkelig, rytmisk sang, tilsyneladende uden ophold. Inde i selve pavillionen var der musikere, der spillede på trommer og horn. Vi fandt senere ud af at sangerne sang hele dagen, med ti minutters pause hver 10. minut. Vi - den store flok udlændinge - kom netop som de skulle til at holde pause, så de fortsatte bare med at synge for vores skyld. Sangerne stod spredt rundt omkring i den lille lysning og inde i pavillionen. Nogle havde sangtekster, og de fleste stod og svajede frem og tilbage  i takt med musikken. Nogle af os udlændinge blev inviteret med i dansen og snart var der dannet en lang kæde af dansende udlændinge, til kinesernes - og også vores - store morskab. Vi havde dog en stram tidsplan og var snart nødt til gå.

Vi gik langs korridoren ud til spidsen. Her mødte vi en gammel mand som gik rundt med en tallerken og pensel. Jeg opdagede at han malede et eller andet og iagttog ham på en forsigtig og slet ikke spor turistet måde. De sorte blækstreger blev snart til noget, jeg genkendte - Marcus med fuldskæggets ansigt. Først havde jeg troet at det var Jesus, men nej. Da manden var færdig med tallerkenen, gik han hen til Marcus og spurgte om han ville købe den for 20 RMB. Det ville Marcus selvfølgelig gerne, og sådan tjente manden sit levebrød.

 Ude fra spidsen afgik færgebåde, der var formet som kinesiske drager, så det næsten var som kinesisk nytår. Sådan én sejlede vi med tilbage til kajen. Ude på søen fik vi et fantastisk udsyn til det buddhistiske tempel og noget, der mindede om et fyrtårn. Vi sejlede lige forbi Dragekejserens(?) ø og De 17 Hvælvingers Bro til ved Forårspavillionen, men nåede desværre ikke ud til øen.

Kl. 11.15 samledes vi igen og kørte mod restauranten. Her fik vi et rigtigt kinesisk måltid, sådan som jeg altid har fået fortalt at det er. Vi blev fordelt på store runde borde med en stor rund glasplade i midten, hvorpå der blev stillet adskillige forskellige, velsmagende retter frem. Så tog man bare det, man lige havde lyst og lagde det på sin meget lille tallerken, mens glaspladen blev kørt rundt, så alle kunne nå alt. Jeg endte ved et godt bord, med mange af dem, jeg kendte i forvejen. Der var Rikke og Andreas fra Danmark, Louisa og Nathalie fra England, Pol fra Spanien, Elena fra Rusland og Iris fra Holland.

Maden blev sat på bordet. Der var hvide ris - ikke så klumpede som jeg havde troet at de ville være - karrykartofler, små stykker af noget, der mindede om spareribs uden barbecue, noget der mindede om og smagte lidt som porre i en slags salt sovs, pomfritter, chicken nuggets formet som hjerte, ruder, klør etc, slimet suppe og en ret med små okse- og agurketern, der var ret stærke. Det lyder måske som temmelig vestlig mad, men for os, der kun havde spist begrænset med forskelligt kinesisk mad i 6 dage, var det som at træde ind i en hel ny verden.

 Som drikkelse fik vi cola, sprite og så selvfølgelig også grøn the, som jeg har ladet mig fortælle var af meget god kvalitet, fordi bladene var næsten hele. Det smagte dog af helvede til - bittert og bladagtigt og slet ikke som den the, jeg ellers lige havde vænnet mig til derhjemme.

Der var lidt sjove episoder, hvor folk diskuterede hvilken vej pladen skulle køre, når to ville have, og når folk dybt koncentreret forsøgte at løfte maden hen på deres tallerkener, blot for at tabe det hele fem centimeter fra tallerkenen på grund af en mikroskopisk slækning af grebet.

Svenske Agnes havde fødselsdag og det skulle selvfølgelig fejres. Først med at køkkenpersonalet kom ind med en lille kage og et fyrfadslys - en improviseret, men sød gestus:) - og så med fødselsdagssang på først engelsk, så svensk og så tysk.

Efter frokost tog vi til en af Beijings mange turistfælder - og her mener jeg virkelig turistfælder! Perlemarkedet er et sted, hvor intetanende turister lokkes ind og flås levende, og det bliver endda gjort så snedigt, at de ikke engang selv bemærker det!
Det var en kæmpemæssig bygning, der husede i hundredvis af forskellige stande, hvor man kunne købe bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord. For på en eller anden måde at få det til at virke turistvenligt, var bygningen delt op, så hver etage husede én eller anden varegruppe. Således var det, at 1. etage var hjemsted for alle elektronikstandende. Her kunne man købe alt, lige fra fake beats(høretelefonener) til kamerastativer. Der var hylde op og hylde ned med eksotiske iPhone-covere og iPad-etuier, zippo-lightere, opladere, nye batterier...
Nu må jeg ikke blive helt væk i elektronik-etagen, for der var nemlig fem etager i alt og elektronikken var kun en lille brøkdel!
På 2. sal var der tasker, sko og tøj. Her kunne man få lige det mærke man ønskede sig; Chanel eller Armani? De havde det hele. Fake alt sammen selvfølgelig, selvom sælgerne hårdnakket påstod det modsatte.

Nogle af disse sælgere var rimelig pågående og for mange var det at skulle prutte om prisen en helt ny og ikke særlig behagelig oplevelse.
Anna Lena - min nye tyske veninde - ville gerne købe en lille kuffert, og det var der rig mulighed for hér. En sælgerdamen var meget venlig og ledte gerne hele sin butik rundt for at finde den helt rigtige kuffert til Lena. Hendes kundeservice ville tilsyneladende ingen ende tage - hun gav sig endda til at hoppe på kufferten, bare for at vise hvor god en kvalitet, den var. Nå, men så kom vi til den lille detalje med prisen.
"How much?" spørger Leni.
Damen siger: "For you - you are student, so I give you good prize." taster 1200 RMB på sin lommeregner, "Just for you, very cheap, very good quality", lidt mere hoppen rundt på kufferten. Det var selvfølgelig en fuldstændig outrageous pris for et stykke håndbagage, så Leni gør sit bedste for at tale hende ned, mens jeg hjælper hende med mine (dengang) sparsomme handleevner. Dette går der lang tid med, men damen nægter at gå under 400. Den pris ville vi jo ikke engang betale for en lille kuffert derhjemme! Jeg gør mit bedste for at tale Lena fra det, for jeg kan se at hun er i gang med at blive snydt, og hun bliver mere og mere usikker på om hun rent faktisk vil have den. Da damen ser, at jeg bliver et problem, kommer hendes assistent over og forsøger at distrahere mig med flere tilbud - special prize for you og det hele.
Så begynder damen sørme også at tale om sin stemme - hun har brugt den hele dagen, hun er nødt til at spare på den, og nu har hun spildt den så meget på os, vi bliver nødt til at gøre det det værd - men det skal vi ikke have noget af. Lena bliver mere og mere beklemt og jeg siger: "Come, Leni. Let's go, it's way too expensive and you shouldn't buy it if you're not sure if you want it." Jeg rækker hånden ud mod hende, hun tager den og vi forsøger at gå væk. Damen følger efter os, stiller sig foran mig, stikker sin pegefinger helt op i mit ansigt og siger: "Why you do that? She wanted it! She was buying it!" Hun var pissesur og vi var ærlig talt også ved at blive vrede. Jeg tager et godt greb i Lenas hånd og vi forsætter uden kommentar. Pludselig griber damen fat i Lenas anden arm og forsøger at trække hende tilbage - jeg har aldrig set noget lignende! Jeg trækker hårdere til og pludselig er Lena som et stykke legetøj, men jeg kan se, at hun virkelig gerne vil væk og jeg har ikke tænkt mig at give slip. Damen må inderst inde have været klar over hvor absurd det er, for hun giver hurtigt slip og vi skynder os væk uden at se os tilbage. Det øjeblik vi runder hjørnet, stopper vi op, ser på hinanden med opspærrede øjne og begynder at grine nervøst. Fuck, hvor var det ekstremt!

Efter den episode var vi lidt mere forsigtige med shoppingen, men det forhindrede mig da ikke i at komme af med hvad der svarer til 665 danske kroner. Jeg fik købt en poncho-tørklæde-ting, som er rigtig rar om aftenen, et vedhæng med det kinesiske tegn for held, en gammel kinesisk lykkemønt(et af mine mere bizare impulskøb...), en vifte - det bedste jeg overhovedet har købt tror jeg! - en håndtaske, siden jeg nu var nødt til at efterlade min egen, grundt vægt. Fake Mulberry og det hele! og sidst men ikke mindst en blå og sølvfarvet notesbog med drager på, fordi den, jeg havde, havde alt for tykke sider.


Klokken 16.30, da vi var færdige med markedet, tog vi videre til endnu en restaurent for at spise aftensmad. Dette var en 300 år gammel restaurant, der ifølge guiden skulle have noget af den bedste peking-and i byen.
Nogle af fyrene ved mit bord havde købt kinesiske silkeskjorter på markedet og dem tog de nu på og poserede foran det henrykte kinesiske personale og vores TTC-staff (unge kinesiske engelskstuderende, der hjælper TTC frivilligt.)

Maden smagte også rigtig godt denne gang - selvom den nok var lidt bedre til frokost - men det mest specielle, det vi var kommer der for, var Pekinganden.
Først var der en slags line-up, hvor kokkene stillede sig ved nogle borde i enden af lokalet og skar de stegte pekingænder op, så vi kunne se det. Ud til alle borde kom der fade med andekød og mærkelige bliktårne med virkelig tynde pandekager i (for at holde pandekagerne varme). Så kom der en restaurantdame til alle bordene og viste os hvordan vi skulle lave pekinganden. Det var en længere proces, hvor man først tog nogle agurke- og løgstrimler og løgstrimler og lagde dem på sin pandekage, som man holdt i hånden. Så tog man nogle andekødstykker og dyppede dem i soja og lagde dem ovenpå det hele, og dernæst brugte man sine spisepinde til at rulle pandekagen sammen og folde den. Så spise.
Det var en lidt kompliceret ting, som det tog os noget tid at mestre. Personligt synes jeg ikke at det smagte særlig godt, men det var da en... speciel oplevelse.

Efter aftensmaden kom det, der senere viste sig at blive dagens højdepunkt. Vi skulle se at akrobatshow i Chaoyang Theatre World Chinese Acrobatics. Vi var allesammen trætte og ingen var særligt meget oppe for det, men vi kom da ind og fandt vores sæder i den halvmørke, kineserfyldte sal.
Det var lidt mystisk, da folk foran os rejste sig op og begyndte at tage billeder bagud i stedet for op på scenen...

Akrobatshowet bestod - som så mange andre lignende shows - af små 'numre', og her havde kineserne været så rare at skrive titel og antal guldmedaljer for hvert nummer i rød skrift på en skærm over scenen. Det var lidt distraherende.

Første nummer var meget kinesisk inspireret - lange, bølgende, gule kjoler, mærkelig masker og den slags og vi tænkte: 'Nå. Er den dén slags show? Godnat...'
Men der kom hurtigt gang i den. Der var en lille pige, der gav sig til at hoppe rundt på at fjederbræt, der stod på skuldrene af to fyre, og der var en masse fyre, der hoppede gennem ringe og slog saltomortaler, og der var hattejonglering og to fyre, der gik på hænderne ned af trappen, med hinanden stablet oven på skuldrene, på hovedet - det så meget anatomisk umuligt ud!
Der var også nogle piger, der balancerede kinesiske paraplyer på deres fødder, jonglerede med dem og spandt dem rundt. 
Så var der nogle damer på cykler - rettelse: rigtig mange damer på én cykel.

Og så kom hovednummeret. Det vi ikke vidste, at vi havde ventet på, fordi det i vores hoveder intet havde at gøre med et akrobatshow.
Bagtæppet kørte op og afslørede... en dødsdromme. Til de af jer, der ikke ved hvad det er, kan jeg fortælle, at det er en stor kugle lavet af jerngitter, hvori en mototcykelist kan køre rundt i cirkler, i loops hvis han er dygtig. Dødsdromen kaldes sådan fordi motorcykelister, der ikke er dygtige, som regel... dør. I vesten har dette længe været en uddød sport, men åbenbart ikke i Kina.

Motorcykelisten kørte ind på scenen på sin motorcykel og ind i kuglen og begyndte så at køre rundt og rundt og rundt, og på hovedet, og vi uhhhh-ede og vi ahhhhh-ede, for det så da temmelig farligt ud.
Så hørte vi pludselig en opgasning. Endnu en motorcykelist kom kørende ind på scenen. På dette tidspunkt kørte hans makker i vandrette loops, så han kunne komme op i dødsdrommen uden problemer. Så kørte de rundt i en hale, og ind og ud i mellem hinanden i vekslende loops. Meget imponerende.

Endnu en opgasning. En tredje motorcykelist. Tre motorcykelister, der kørte rundt i cirkler, ind og ud mellem hinanden. Et kort øjeblik gik min matematiske hjerne hen og begyndte at tænke parameterkurver, men selv dén måtte hurtigt give op.

Vi troede knap vores ører, da vi hørte endnu en opgasning, og endnu én, og endnu én, og endnu én...

...og endnu én!

Til sidst var der 8 motorcyklister i den lille kugle, og vi var stumme af ærefrygt. Jeg tror jeg sad med ansigtet i hænderne og kæben nede på brystet under halvdelen af nummeret. Jeg havde hørt at én motorcyklist var imponerende, men otte? Kun kineserne er sindssyge nok til at forsøge den slags!
Alle motorcyklisterne kom dog ud i live og linede op til at bragende bifald fra de godt og vel 400 tilskuere, der endelig havde fået mælet tilbage.

Bagefter var vi helt oppe at køre. Min puls racede af sted og det til trods for at jeg bare havde siddet i et teatersæde i to timer.
Men jeg tør godt sige, uden at fornærme nogen, at det sidste nummer er noget af det mest imponerende, jeg nogensinde har set!

Således endte denne torsdags blog-indlæg. Jeg beklager at det skulle tage mig en hel uge at få det skrevet, men selvom i måske tror jeg overdriver, så mener jeg det, når jeg siger at jeg virkelig ikke har ret meget tid til overs til den slags, og nu er det jo også en venindes computer jeg skriver fra, hvilket giver dobbelt besværlighed.
Jeg vil ikke love noget, men jeg vil gøre mit bedste for at det næste indlæg - The Great Wall - ikke kommer til at vente så længe på sig.

De bedste hilsner fra hedebølgeramte Beijing:)

Første skoledag og Wangfujing Snack Street

Lørdag den 3. august var først skoledag, så efter en velfortjent nats søvn på en madras, der kun er en lille smule blødere end gulvet - en del af dette skyldes lagnet:) - stod vi op og begyndte i den begyndende hedde at klæde os på. Hvad tager man på på første skoledag? Bliver det varmt i dag? Vi var blevet stegt i går - der er hedebølge i Beijing lige nu - så jeg nøjedes med en T-shirt og knæbukser.

 

Vi - os danskere - havde aftalt at mødes i lobbyen kl. 7.20, så vi kunne følges til morgenmad. Det gjorde vi, og vi gik hen til kantinen, som Letitia havde vist os tidligere. Kantinens ene væk bestod af en lang disk, bag hvilken en masse kokke og køkkenpersonale gik rundt. Vi stod lidt en tid og holdt øje med hvad andre gjorde. De andre folk - deltagere og kinesisk personale og andre tilsyneladende tilfældige folk pegede på den mad, de ville have, som så blev skovlet op på en metalbakke, hvorefter man scannede sit madkort så maden gik over TTC's budget. Der var ikke noget af det, det er specielt morgenmadsagtigt ud, så jeg bestilte bare ganske tilfældigt. Det endte med at blive et par mærkelige kogte boller, som viste sig at have gulerodsstykker og en eller andet inden i sig, samt et friturestegt fladbrød. Det smagte faktisk uventet godt, og selvom jeg stadigvæk var lidt af en rookie med spisepindende gik det.

Derefter gik vi lige hjem og ordnede os lidt og fandt skoletingene frem. Kl. 8 fandt vi vej hen til undervisningslokalerne, som ligger på sjette sal i én af bygningerne. Bordene er ret små og lavet af grå mdf-plader. Jeg satte mig ved siden af den tyske pige Christa, men så snart Ales kom til første time, lavede han en navnerunde med navn og nationalitet, og da han opdagede at alle svenskerne og tyskerne sad sammen, bad han os alle sammen finde en ny partner, så jeg endte ved siden af britiske Serena.

Første time var Language Awareness, hvor vi skulle træne lidt hurtigt grammatik. Det gik ikke så godt, for selvom jeg sagtens kunne huske navnene på de forskellige former for stedord, så var de alle sammen på dansk, så jeg kunne ikke bruge det til noget. Det var lidt dumt, men jeg var heldigvis ikke den eneste, der havde problemer - Alex forklarede at engelsk grammatik er rigtig svært for engelsksprogede personer. Han har selv oplevet det, da han kommer fra Canada.

Efter Alex time var der en halv times pause, hvor vi kunne trække vejret, hvilket også langsomt blev mere og mere nødvendigt eftersom airconditionen i vores klasseværelse var i stykker, så der blev ret hurtigt temmelig varmt.

Så kom Laura - vores anden lærer - og Classroom Management: how to manage a class gik i gang. Det var sjovt nok - det der føltes mest som det vi var kommet her for. Her lærte vi om forskellige former for interaction,  monitoring, communicative approach og de problemer man kan have når man underviser en kinesisk klasse.

Hvor Alex er rigtig sjov er Laura mere business like. Hun er også rigtig sød, men man kan godt mærke at hun virkelig går meget op i undervisning og tager det meget seriøst. Hun er også rigtig god til at gå over tiden:)

 

Kl. 11.30 var der en halvanden time lang frokostpause. Vi gik alle sammen hen i kantinen, for at se hvad de havde at byde på. Der var mange ting at vælge mellem denne gang, men morgenmadstingene stod der endnu. Det skulle hurtigt gå op for os, at det var sådan det fungerede. Maden blev sat frem ved morgenmasdtid og så blev der tilføjet lidt ved frokosttid, og så blev det ellers holdt varmt til aftensmadstid, hvor nudlerne er en smule lunkne.

Til den første frokost fik jeg nogle sjove brune nudler med icebergstykker i, samt en isthe. Det smagte rigtig godt (selvom jeg nu, efter at have spist næsten det samme i en uge, er ved at være rimelig træt af kantinemaden.)

Nå, men det smagte rigtig godt og vi blev mætte. Derefter gik vi tilbage til vores værelser, for at tage en lur eller bare læse lidt. De fleste var stadigvæk temmelig jetlagged, så der var forholdsvis stille på hotellet. Jeg brugte pausen på at forsøge at få min computer til at virke, men det gik ikke.

I gymnasiet startede og sluttede næsten alle timer halvtimeligt - altså enten klokken halv-et eller andet eller klokken hel. Denne rutine havde jeg af én eller anden grund fået ind i mit hoved, så jeg var fuldstændig overbevist om at jeg først skulle til time kl. 13.00.

Kl. 12.45 forlod jeg værelset for at komme til klasseværelset i god tid. På vejen købte jeg et simkort til min telefon, så jeg kan ringe mens jeg er i Kina. Jeg har desværre ikke fået købt et taletidskort, så jeg kan ikke bruge det til en skid alligevel, endnu. 

Jeg ankom til klasselokalet 10 minutter i hvad jeg troede var timestart, blot for at finde alle mine klassekammerater sidende på deres pladser, mens Laura var i gang med at forklare et eller andet. Timen startede åbenbart kvart i og i stedet for at være i god tid, var jeg pludselig fem minutter forsinket. Dette slog mig fuldstændig ud af kurs, så gennem hele Speaking: introduction to speaking skills and restricted speaking activities havde jeg det som om jeg havde fået det forkerte ben ud af sengen. Det var temmelig ubehageligt, men da jeg efter timen gik op til Laura for at undskylde, sagde hun, at det var fuldstændig okay - første dag og alt det der, og hvor er det godt, at jeg siger det, det skal jeg ikke bekymre mig om... Så fik jeg det lidt bedre, og er ikke kommet for sent siden:)

 

Jeg går i B-klassen, og min klasse består af mange forskellige mennesker og nationaliteter. Der er Anton L - der har været et år i Australien og derfor lyder en smule som Crocodile Dundee, når han taler, så er der Na'alie(udtalt uden t) fra Sheffield, Serena, Jenny(som er 36 eller sådan noget) fra New Castle, Rhidwan fra Sydafrika, Christa og Finja fra Tyskland, Marcus(med fuldskægget) fra Sverige, og den anden Marcus (uden fuldskæg) fra Sverige, Anton fra Tyskland, Emma fra England, Louis fra et eller andet sted, Pol fra Spanien, Sue fra USA(46 eller sådan noget), Miriam fra Tyskland, Emma(tror jeg nok) fra Norge, Henrik fra Danmark, Claire fra Australien og flere hvis navne og nationaliteter, jeg ikke kan huske.

Det er alle sammen rigtig flinke mennesker, og jeg er langtfra den, der afviger mest fra den store, berygtede norm, som vi alle er så optagede af og bange for.

 

Efter sidste time, kl. 2.30 er der selfstudy - hvor vi kan lave vores lektier. Den første dag var det ikke mange, men den anden dag skulle vi forberede nogle aktiviteter, så her blev jeg siddende et stykke tid. Det er rart nok at få lektierne ud af verden og så have fri.

Sådan her fortsætter dagene, med enkelte variationer som Pronunciation: sentence stress and connected speech, Vocabulary: how to teach vocabulary.

Om mandagen begyndte vi vores mandarin-undervisning, så skoledagen nu strakte sig til 16.15, ved hvilket punkt de fleste præ-lærerer(elever) er både smeltefærdige af hede og segnefærdige af træthed. Mere om mandarintimerne senere. 

 

 

Wangfujing Snack street

Om søndagen havde TTC-folkene arrangeret en frivillig tur til én af Beijings største shopping-gader, Wanfujing - og jeg siger jer - denne gade gjorde Ryesgade i Århus til skamme!

Vi skulle tage metroen for første gang, og det var lidt en speciel oplevelse. For det første var vi ikke helt sikre på hvornår vi skulle af, for NIles havde sagt navnet på kinesisk og var i en anden vogn. Heldigvis var der én, der havde hørt efter, så det gik. På vejen mod Wanfujing fulgtes jeg med danske Rikke og tyske Leni(?), som var en rigtig sød, om end en smule forsagt, pige. Vi snakkede rigtig godt sammen - jeg ved ikke hvad der er med de der tyskere(indtil videre har jeg tre tyske veninder; Leni, Hannah og Christa.) Jeg fortalte hende om dansk jul - kan ikke lige huske hvordan vi kom ind på det emne, hm - og hun var meget imponeret over alle de forskellige juletraditioner, vi har i Danmark. Det tror jeg at jeg kommer til at savne.

Vi ankom til den rette station, men kom til at tage den forkerte udgang. Der var åbenbart stor forskel på hvor man kom op, så vi var en større gruppe, der gik rundt i Beijing og var en lille smule lost. Endelig fandt vi Niles og resten af gruppen og vi gik sammen hen til den kæmpe shoppinggade, der var bredere end Parkallé og lige så lang som Ryesgade og strøget tilsammen, tror jeg nok - kom aldrig så langt ned. Ved starten af gaden var der den største Apple-forretning, jeg nogensinde har set! Den var fire etager høj, med glasfacade og et kæmpe æble på fronten. Det var halvmørkt, og der var et mylder derinde.

Vi gik dog hurtigt videre, for vores destination var en helt anden. Vi skulle nemlig besøge den berømte snackgade, hvor man kan få alt. Jeg havde besluttet mig for at være åbensindet - Kina er ikke noget man gør halvt.

 Venstre: indgangsportal til snack streeten
Øverst: levende skorpioner, silkelaver, søstjerner og søheste, og slange-barbecue.

Snackgaden var en sidegade til shoppinggade, og den var meget nem at se, hvorover indgangen var der en rigtig (formentlig fake) kinesisk pagode-portal, og belysningen kom fra røde, kinesiske lamper, der hang på kryds og tværs. Husfacaderne var åbne, og her stod sælgere med deres grill og frituregryder på rad og række, mens de med glubske grin fremviste deres varer. Her siger jeg glubske, fordi for det første tog de ågerpriser(efter kinesisk standard, selvfølgelig) og for det andet har jeg hørt at ingen kineser ville røre det, de sælger, men godt kan lide at komme her bare for at se udlændinge spise det, de selv betragter som uhyrligheder. Ved ikke hvor sandt det er men oh, well what the hell. 

Knap var mig og Rikke trådt under portalen - billeder havde forsinket os - før vi så Leni stå ved en at standende med en pind med et eller andet på. Da vi kom tættere på gik det op for os, at det var små friturestegte skorpioner - de var blevet spiddet levende på træspid, og når man købte dem, stak manden dem i en frituregryde et øjeblik. De små skorpioner, der sad der på deres spyd og sprællede med benene er noget af det mest makabre jeg nogensinde har set. (Det skulle selvfølgelig blive værre, men hvor skulle jeg vide det fra?)

Leni spiste den første skorpion, og forsikrede os om at det ikke smagte dårligt eller noget som helst, og så fik mig og Rikke lov til at dele den sidste. Rikke tog modigt den første bid - halen - mens jeg fik kroppen og benene. Det smagte faktisk overraskende okay, bare som friturestegt skal. Det var lidt crunchy, men ikke noget, der var ubehageligt eller noget. Så nu kan jeg sige til folk derhjemme, og at jeg har spist skorpion!

 

Således opmuntret gik vi videre ind i den smalle, tætpakkede gyde. Der var snak og hvin og latter overalt omkring os, efterhånden som vores meddeltagere kastede sig ud i diverse kulinariske manddomsprøver. Det var hen på aftenen, så heden var taget en smule af, men de mange små køkkener og grills fyldte luften med en tyk, fugtig lugt af barbecue og unævnelige ting.

Da var det, at jeg så det. En spiddet søstjerne - godt nok død og formentlig også frosset og optøet, for der er langt til havet herfra. Den havde fem arme, var cirka 15 centimeter i diameter og havde den der orangerøde koralfarve, vi også kender fra søstjerne herhjemme.

Jeg havde læst en blog om en tidligere deltager, der havde smagt sådan én, og besluttede omgående, at det ville jeg altså også. Så jeg købte en søstjerne for 25 Yuan. Manden tog den og lagde den lidt på grillen, så dyppede han den i en rød sauce af en art og derefter ned i en krydderiblanding. Så fik jeg min søstjerne. Forsigtigt forsøgte jeg at tage en lille bid af én af takkerne, men det gik ikke. Den havde sådan en virkelig hård skal, som der skulle hjørnetænder til for at komme igennem, men af kom den da. Konsistensen var underlig - hård og skallet. Faktisk mindede det lidt om skallen på en appelsinkerne. Hård og temmelig utyggelig. Løsningen er at male det til mel i munden. Men ned kom det da. Og smagte faktisk ikke engang så slemt, så jeg tog en bid mere og lidt til og lidt mere, når andre deltagere kom forbi og imponerede spurgte om jeg havde spist af den, så jeg demonstrerede det selvfølgelig, og følte mig temmelig sej. Krydderi blandingen smagte som kommen - her så jeg faktisk flere hele korn - og sennep, og det endte med at det i sidste ende var dén, der dræbte min entusiasme for søstjernen, så jeg efterhånden blev rimelig træt af den. Rikke gav mig en slurk af hendes cola, så jeg kunne skylle det sidste stykke, der på en måde havde sat sig fast i halsen, ned.

 

Vi gik videre og så mange eksotiske snacks: store sorte skorpioner, stegte flyvefirben, dueunger, silkelarver, blæksprutter og blæksprutte arme på pind, søheste og mange andre unævnelige ting.

Det begyndte at regne og vi gik ind i en souvenirbutik for at komme i lå for hvad vi troede var et kortvarigt regnskyl. Denne souvenir var enhver turists største drøm og største mareridt, for der var så mange seje og mærkelige ting, at det var svært ikke at købe sig fattig, men vi havde på forhånd besluttet at vente med souvenirsene til vi kom til vores placements, så vi kiggede bare og tænkte på hvad vi dog skulle give dem derhjemme. 

 

 Klokken begyndte at nærme sig 20, hvor vi skulle mødes med Niles og de andre og køre hjem. Vi kiggede ud; det stod ned i stænger. Vi blev der lidt længere, men blev til sidst nødt til at gå. Vi ville blive våde uanset hvad, så vi besluttede os for bare at give pokkers i regnen. En dame forsøgte at sælge mig en paraply, men da hun først sagde 2 for 20 Yuan og jeg sagde at det var for dyrt, ændre hun meget modvilligt prisen til én for 10, for nå ja - det er jo så meget billigere! Men jeg havde ikke tænkt mig at betale 10 Yuan for en paraply, når jeg alligevel ville ende med at blive våd. Så vi gik roligt ud i hvad der viste sig at være en frygtelig tordenstorm. Regnen stod ned i stænger og vi var gennemblødte efter 10 meter. Det gik dog værst ud over vores sko, for regnen samlede sig i dybe pøle, der fyldte de smalle gader, og det hjalp selvfølgelig heller ikke at jeg kom til at træde ned i en meget dybt hul fyldt med ulækkert brunt vand, så min ene sko ikke alene var våd, men også fyldt med beskidt, kinesisk smogvand. Det var jo til dels smoggen, der regnede ned i hovedet på os - syreregn - hvilket vi også kunne regne ud af den uventede blå himmel, der ventede os næste morgen. 

Den aften så jeg noget af det mest imponerende tordenvejr, jeg nogensinde har set. Det var kæmpe lyn, der fyldte hele himlen og skraldene ekkoede mellem højhusene. 

 

 

 

Da vi kom hjem, smed jeg alt tøjet, vaskede det i håndvasken og gik i seng. 

Det er endnu ikke så åbenbart, men det vil nok komme frem senere, at jeg er ved at blive en smule sprogforvirret. Her den anden dag begyndte jeg at tale engelsk til mine forældre!

Næste gang vil jeg berette om min tur til Enkekejserinde Cixis Sommerpalads - én af Beijings helt store attraktioner.

 

Nat i Beijing

Jeg lever endnu!

Hvis I skulle være i tvivl om det !

 

- godt nok er Kina et stort og mærkeligt land, men jeg har det fint:-)

Som skrevet i noten har nogle utroligt irriterende tekniske problemer forhindret mig i at blogge indtil nu. Det skyldes til dels mit virusprogram, men også at min vpn tilsyneladende ikke virner ordentligt, sådan at google og facebook stadigvæk er blokeret for mig. Træls!

Nå, men... wow - jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde! Så meget er sket i de sidste fem dage, at det er helt utroligt.

 

Nå, men jeg må hellere begynde fra begyndelsen...

Om onsdagen - den store rejsedag - stod vi tidligt op. Alt var pakket og klart, så det var sådan set bare at sætte os i bilen, og så kørte vi ellers mod Sjælland.

Undervejs gjorde vi holdt hos mormor og morfar, hvor vi tilbragte eftermiddagen med kaffebord og familiehygge. Jeg fik mit sidste rigtige danske måltid, og der blev skam ikke sparet på noget!

Jeg fik både en mad med spegepølse, remoulade og ristede løg, en mad med makrelsalat og et stykke flæskesteg. Yum!

Kl. 17 kørte vi mod Kastrup lufthavn. Her mødte jeg Marie, en af de andre danske deltagere.

Efter at have tjekket min bagage ind, vægten passede sørme, fandt vi de andre deltgere sidde oppe i cafeteriet og ventede på os.

Vi var lidt generte, men spændingen ved rejsen fik os snart til at åbne op, og der blev udvekslet livshistorier.

Turen gennem security gik godt, som det altid plejer, og efter et kort pitstop ved en sandwichbar i den toldfrie afdeling, begav vi os mod gate C33, hvorfra flyet ville afgå kl. 21.

Der gik pludselig lidt panik på flokken! Det viste sig at flyet var overbooket og at der måske ikke var plads til os alle. Lufthavnspersonalet fandt gudskelov alligevel plads, og vi kunne boarde som nogen af de sidste.

Det blev en lang og temmelig trættende flyvetur - 9 timer i alt.

Kl. 23 dansk tid slukkede personalet lyset og lukkede vinduerne. Folk fandt deres røde tæpper frem - de der´ flytæpper som er så overraskende bløde - og så lagde man sig ellers til at sove.

 

Undtagen mig!

 

Jeg kunne bare ikke sove.

Ikke alene sidder man, trods bedste hensigter, af helvede til i et flysæde. Nej, der var også både larm og spænding til at holde mig vågen.
Så det endte med at jeg tog en døgner og var vågen i 37 timer eller deromkring.

Kl. 10 Beijing-tid (4 om natten dansk tid) blev folk vækket, og de fleste var vist temmelig groggy, undtagem mig, der var gået hen og blevet overtræt, så jeg nu var nærmest hyper.
Ud af vinduet så vi Gobi-ørkenens tørre sandsletter glide forbi, mens der ikke var en sky på himlen. Det var både flot og uhyggeligt på samme tid.

Beijing lufthavn er en ordentlig sag.

Da vi var kommet ud af flyveren, skulle vi gennem immigratione. Her skulle vi aflevere en lille gul seddel, som vi havde udfyldt i flyet. En kvindelig immigrationsmedarbejder så længe på vores pasfotos og vores ansigter, og Henrik (en´ anden af deltagerne) fik kommentaren: " is this you?!", fordi han havde morgenhår på sit pasbillede:-)

Så skulle vi ellers se om vi kunne finde vores kuffertet. Vi fulgte skiltene og kom snart til en blind vej, en smal korridor med glasvægge. Først så vi os forvirrede omkrimg, men pludselig gik nogle glasdøre op, og vi så et tog på den anden side. Vi steg på - vi skulle åbenbart af ved det tredje stop, så vi kørte i tog i 10 minutter bare for at komme til den anden ende af lufthavnen - I gør jer intet begreb om hvor enorm den er!

I ankomsthallen mødte vi Niels og en gruppe af de andre deltagere - hovedsageligt svenskere - der var i samme opsamlingshold som os.

Vi var lidt sultne og tørstige, så sådan gik det til, at det første jeg fik at spise i Kina var en Starbucks Frappuchino:-)

Der var endeløse hilsener, så de første mange dages mest brugte sætning var for mig: " hi, I'm Ann. I'm from Denmark. Who are you?"

Da vi trådte ud af lufrhavnens hovedbygning blev vi med det sammede overvældede af varmen og fugtigheden.

Det var helt utroligt!

Sveden løb allerede af os, og det første vi gjorde, da vi kom ind i bussem, var at skrue så højt op som muligt for airconditionen.

Her mødte jeg min første ven - Christa fra Tyskland.

Hun er rigtig sød og vi går i klasse sammen.
Der var en kæmpe kø på den syvsporede motervej, så turen tog mere end de planlagte 20 minutter. I begyndelsen bestod udsigten mest af skov, men der begyndte hurtigt at dukke højhuse op på begge sider.

Endelig ankom vi til BUU - Beijimg Union University, hvor vi skulle bo i træningsperioden.

Det nyankomne hold skulle efterlade deres kufferter i indgangspartiet og så gå ind og 'tjekke ind' - aflevere vores pas, så de kunne skaffe os en 'temporary residence permit' uden hvilken vi kunne blive arresreret.

Så fik vi udleveret vores elektroniske rumnøgle og madkort og vist til vores værelser.

Da jeg kom ind på mit værelse, lå der allerede en hel masse ting på den ene seng. Det var min ukendte roommate, Hannah, som ikke var hjemme.

Straks efter tog vi på en tour, hvor vi blev vist rundt af den rigtige søde unfe studine Letitia (kineser med engelsk navn). Det er noget mange gør. De vælger deres navne nogenlumde tilfældigt, så vi har også en Rice, Solaro og Panda.)
Letitia tog os med på en restaurent og besrilte oksekød og nuddelsuppe til os allesammen.

Selvom det var sådan cirka umuligt at spise nudlerne med pinde, fik vi da en del ned og det smagte bare fantastisk!

Så min første oplevelse af kinesisk mad var bestemt postivt.

Vi gik tidligt i seng på grund af jetlagget.

 

Den næste dag, fredag, var der introduktion, hvor Niles og Rice holdt oplæg om Kina og kineserne, vi fik mulighed for at møde vores ELC-lærere, (står for Engish Language Companym som er den organisation, der står bag selve læreruddannelsen.) Mine lærere er Alex fra Canada og Laura fra Skotland/Australien.

De er begge rigtig søde og sjove.

Sådan cirka alle medarbejderne er tidligere deltagere, der har besluttet sig for at gøre TTC til deres projekt, så de ved præcis hvad vi går igennem.

" Så. Det var alt for denne gang.

Næste gang, som forhåbentlig bliver snart, vil jeg fortælle om min første skoledag og om mit besøg til Beijings berømte snack-street Wangfujing."