Happy Teacher's Day!

Tirsdag d. 10. september var en ganske speciel dag for os lærere. Det var nemlig Teacher's Day - en kinesisk tradition, som ingen af os var helt sikre på hvad var, og vi havde kun hørt kortfattede bemærkninger fra de kinesiske lærere.

Fra mit vindue den morgen havde jeg set de små førsteklasser og børnehaveklasser komme til skole med store buketter af blomster, men ingen kunne have forberedt os på det blomsterfyldte menneskevirvar, der mødte mig og Miriam, da vi gik til morgenmad. Overalt var der kinesiske skolebørn - klædt i rødt, hvidt og gult, som de er her - der i større eller mindre grad var belæsset med blomster.
Vi blev hilst med det sædvanlige "Hello, Teacher!" men denne gang også med "Happy Teacher's Day!"

 

Pludselig kommer en pige løbende hen til os med en potteplante - "Happy Teacher's Day!" siger hun og giver os hver en potteplante på skolens vegne. Vi smilede og beundrede den og 'Thank you very much!' og alt det der, og selvom det måske virker en smule overfladisk, var jeg helt vildt glad for den lille potteplante. Jeg har været i gang med at personliggøre min lejlighed og en lille potteplante er bare lige prikken over i'et! Nu virker det mere som et hjem end bare et sted, jeg bor for tiden.

 

Da jeg senere den dag skulle undervise mine 2. klasser, kom de alle sammen op til mig i begyndelsen af timen og overrakte en eller anden lille ting - en lille blomst, en tegning, et papirsudklip...

Før jeg vidste af det stod jeg med en hel lille bukket. "Wow, this is so cool! Thank you very much!" sagde jeg, gang på gang, og mit lærerhjerte blev endnu gladere for svaret "You're welcome", som jeg fik fra nogle af eleverne:D

Jeg fik også en smukt foldet origamiblomst, som jeg var meget glad for.

 

Således belæsset med blomster forlod jeg klasseværelset for at gå til frokost. På vejen gik jeg forbi mit kontor for at efterlade mine blomster der, så jeg ikke skulle sidde med dem mens jeg spiste.

 

Da jeg kom tilbage, var de væk.

 

Først undrede jeg mig bare. Er der ikke noget, der mangler her? Så kom jeg i tanke om blomsterne. Jeg kiggede mig lidt omkring. Hvor var de? Jeg kiggede i skraldespanden - måske havde nogen smidt dem ud - jeg kiggede endda på de andre læreres kontorpladser (Jeg var alene på kontoret, heldigvis:) ).

 

Endelig fandt jeg mine blomster - i en af de andre læreres portfoliomapper!!! Jeg blev fyldt af en mærkelig indigneret vrede - mærkelig, for det var trods alt kun blomster. Hun havde taget mine blomster! Mine blomster, som mine søde, små 2. klasser havde givet mig! Hun havde taget dem!

Første gang jeg sådan rigtig får blomster på den måde, og så bliver de taget før jeg overhovedet fik en chance for at nyde dem!

Den rationelle halvdeldel af min hjerne sagde at hun nok havde troet at det var hendes - måske havde hun fundet nogle blomster og bedt nogle elever lægge dem op på kontoret...

En fjerdedel af min hjerne følte kun distanceret selvironi og morede sig gevaldigt - utroligt at jeg kan blive så ked af det over noget så mundant! ;) - mens den sidste fjerdedel snøftede... mine blomster!

 

Hvad skulle jeg gøre? Jeg ville jo gerne have mine blomster igen - et øjeblik strejfede tanken mig bare at tage dem igen. Men det føltes ligesom forkert på en måde. Nu var de jo derovre, ved hendes kontorplads. Hun havde på en måde gjort dem sine, sådan som jeg troede at jeg havde gjort dem til mine ved at lægge dem på mit bord. Det føltes lidt for meget som at stjæle, så først gjorde jeg ingenting.

Så kom en af de andre lærere ind. Jeg spurgte lidt henkastet om hun havde set mine blomster. "I can't find my flowers. I left them here - when I went for lunch - and now they're gone." Jeg håber ikke jeg lød alt for ynkelig. Den anden lærer - Ice er navnet - så sig lidt omkring, indtil jeg forsigtigt bemærkede at jeg vidst nok troede, at det var mine blomster derovre, ved det andet bord - ja, her... mine blomster, jeg tror vist nok det er dem her...

 

Ice løvede at hun ville spørge den anden lærer, men da den anden lærer kom tilbage efter time i pausen, og jeg rettede mig op og kastede Ice et ubemærket forventningsfuldt blik, skete der ingenting.

Og ingenting fortsatte med at ske.

 

Jeg sad der uden at ane mine levende råd.

 

Pludselig kommer Ice hen til mig med en blomst. "For you," sagde hun. Det var en pæn blomst - pakket ind i folie og med guldståltrad og det hele. Men det var jo ikke min blomst... det var bare ikke det samme.

"But this is your flower - don't you want your flower?"

"No no, it was just some student who gave it too me," 

Er det ikke det, der er pointen? tænkte jeg, men tog imod gaven fordi det i Kina er meget uhøfligt at sige definitivt nej til en gave (Man skal selvfølgelig huske at afslå mindst to gange - nej, det er da for meget, det havde du ikke behøvet...).

 

Så mit totale Teacher's Day-udbytte var to blomster, et T-shirt formet klistermærke, to lyserøde papirudklip af en solsikke og nogle glade stjerner og en potteplante.

Og selvom det var mere end jeg nogensinde havde forventet, gik jeg dog rundt resten af dagen og følte mig en smule ved siden af mig selv.

 

 

Min eftermiddagslektion var aflyst, men det havde jeg selvfølgelig glemt, da jeg sad oppe og planlagde den aftenen forinden. Hm.

I stedet var der et eller andet slags arrangement, som Grace kun flygtigt havde nævnt som 'We do some push and pull' hvad det så end var for noget.

 

Så kl. 15.35 gik vi med de andre engelsklærere hen til begyndelsen til den bro, der går fra skolen over vejen til sportsanlægget. Her skulle vi stille op i en linje sammen med de andre engelsklærere. Den forreste engelsklærer havde en fane - grøn med en eller anden krusedulle på. Hver eneste lærer' fakultet' havde deres egen fane, således at matematiklærerne gik bag deres og geografilærer bag deres osv.

 

Så gik vi i gåsegang over brøn. Hist og her kom der elever gående - enten på vej til sportspladsen eller på vej hjem.

Alt gennemsyredes af en nærmest ferieagtig stemning, for eleverne havde fået fri to timer tidligere end de plejede, og lærerne gjorde noget unormalt og fjollet.

 

Nå, men vi gik altså over brøn og hen på fodboldbanen. Os udenlandske lærere fattede ikke en brik af hvad der skete, så vi holdt os bare til Grace og de andre og lod os lede af fagter.

Hver af os knugede en lille lap papir, hvorpå vi havde skrevet noget kinesisk krims-krams, som de gerne ville have os til at sige. Vi havde brugt lidt tid på at øve det, men var langtfra sikre, og således var det altså at vi gik med fjogede, forvirrede smil og var vis på den kommende totale ydmygelse.

 

På sportspladsen blev vi mødt af elever med farvestrålende pomponer, som de ivrigt viftede og heppede med. Der stod allerede mange rækker af lærere - fuck, hvor var der mange! - i fine rækker.

Alle rækkerne stod vendt mod et stykke af løbebanen, hvor der var opstillet en mikrofon. Bag mikrofonen stod alle fanebærerne, og en efter en kom de op til mikrofonen og sagde et eller andet, hvorefter folk klappede eller hujede. Først anede vi ikke hvad det var, men så spurgte jeg Grace, og hun fortalte at hver gruppe lærere havde et slogan, som de sagde.

Mikrofonen var en typisk elendig kineser-mikrofon (no offence) og det lød mest som en genforening af en familie af R2D2'er. Hvordan de kunne forstå et ord, er et mysterium.

 

 

Pludselig var det vores tur. Vi skulle op og stå bag mikrofonen, og så skulle vi træde frem en efter en og præsentere os selv. Denne gang var der selvfølgelig nogen, der løb frem og fiksede mikrofonen, så man pludselig kunne høre alt med pinlig tydelighed.

Jeg var den sidste, så Ben og Miriam stod deroppe allerede. Jeg trådte frem, og efter et flygtigt blik på min seddel, som jeg holdt skjult i hånden, sagde jeg, med hvad jeg selv synes var perfekt udtale:

 

"Wo jiao Ann Bjerregård. Wo laitze Danmai."

 

Derefter skulle vi i kor sige den sidste sætning, som var lang og kompliceret. Jeg havde haft to timers pause, så jeg havde øvet den, men det havde de andre ikke, så det blev noget mærkeligt rod.

 

"Wo hen xi hua Bei yu Luan xue xiao"  oversat: Jeg kan rigtig godt lide Bei Yuluan School.

 

Det blev vist temmelig uforståeligt, for 'toast masteren' gentog den sidste sætning bagefter, så de andre lære kunne forstå os og klappe...

 

Derefter kunne legene begynde.

 

Først skulle hvert hold gå, så hurtigt de kunne ned af løbebanen - men her kommer den tricky del: deres ben skulle være bundet sammen!

Det var noget de gjorde hvert år, og flere lærerteams havde tydeligvis øvet sig, for de nærmest løb ned ad banen med deres 'Yi! Er! Yi! Er!' (Et ! To! Et! To!).

 

Det så ret sjovt og mærkeligt ud, og langs hele banen stod eleverne og heppede.

 

Så blev det pludselig vores tur. Det var åbeenbart noget med at det var smartest, hvis de højeste gik i midten, så vi vesterlændinge blev med det samme gennet ind på midten. Vi forstod selvfølgelig stadigvæk ikke en bjælde, men lod dem bare guide os derhen, hvor vi skulle være. Jeg var åbenbart ikke helt høj nok, for en anden kinesisk engelsklærer skulle pludselig ind mellem mig og Miriam, men det blev ændret i sidste øjeblik.

 

Så blev vores ben bundet sammen med nogle dertil indrettede velcro-elastikker. Vi tog hinanden under armene og stod lidt der. Øhhhh...

"Which leg first?" spurgte jeg desperat, og nogle kom hen og prikkede til mit ene ben, men da vi så begyndte at gå og lærnerne talte 'Yi! Er!' gik det helt galt og vi var tragisk meget ude af takt. Den elastik, der bandt mig og en anden engelsklærer sammen, gik op og så måtte vi bare prøve at følge med, uden at falde.

Vi var godt nok tæt på at gå på næsen hele bundtet, flere gange. Jeg kunne lige se elevernes ansigtsudtryk, hvis det skulle ske.

For nu at gøre det endnu bedre, stod mine 2. klasser nede ved startlinjen. Akavet...:S

 

 

Vi var langtfra de hurtigste, men jeg ser det personligt som en stor triumf at ingen fra vores team endte med næsen i gruset på trods af det betydelige handicap med en midterdel der ingenting forstod.

 

Efter dette var der flere hold, der skulle til, og vi satte os til rette på plastikgræsset i mellemtiden. Det var tydeligvis noget, de gik utroligt meget op i, for flere hold stormede omkring og øvede sig.

 

Da denne leg var overstaæt kom anden etape af Teacher's Day-legene. Tovtrækning. Et megalangt tov blev fundet frem og en bane blev sat op.

 

Flere af holdene var underbemandede - der skulle selvfølgelig være det samme antal trækkere på hvert hold - men hey! Så får vi da bare lidt fat i de udenlandske lærere. Vi fulgte selvfølgelig godmodigt med hvoren man viste os hen. Hold her? Okay. Træk? Nå, jamen okay. Hvad, igen?!

 

 

Således gik det til at vi udenlandske lærere endte med at dyste i tovtrækning en 7 - 8 gange, og til sidst var vores hænder helt smadrede og vores ben helt syrede til. Men det var nu rigtig sjovt alligevel, og vi gav den da alt hvad vi kunne, hver gang.

Efter hvad jeg husker, vandt vi også næsten hver gang - uanset hvilket hold vi var på!

 

Ved halv seks tiden var det ovre. Eleverne var så småt begyndt at gå hjem. Vi tog vores faner og gik stille og roligt tilbage til kontoret, for at se og smøre creme på vores røde hænder...

 

Alt i alt var denne dag faktisk ret morsom når det kom til stykket, og det var en rigtig god oplevelse at se de andre - sommetider noget strikse og seriøse kinesiske lærere - give los og more sig og i det hele taget opføre sig som almindelige, afslappede mennesker:)

Nu hvor jeg har set vores skoleinspektør fjolle rundt med lærerne, til meget grin og morskab, er han heller ikke helt så skræmmende længere.

 

Det var så den Teacher's Day. Næste gang, hvilket forhåbentlig ikke bliver om så forfærdeligt længe, vil jeg fortælle om Månefestivallen - en anden kinesisk højtid.