Jeg har endelig, langt om længe, efter flere ugers banden og svovlen og øjeblikke, hvor jeg seriøst overvejede at smide min computer i skraldespanden, fået min VPN til at virke.
Et lille råd til alle, der går med Kina-planer: hvis I laver en blog, skal I ikke bruge blogger.com, medmindre I har en VPN, for blogger.com er eget af Google, som er... blokeret. Dumt.
Jeg ved godt, at jeg lovede at skrive om min tur til den kinesiske mur - og de mange ting, jeg har set siden - men der er bare sket noget, som virkede mere vigtigt når man tager i betragtning, hvorfor jeg er her.
Naked teachers er en betegnelse for det vores lærere gør os til. Nøgne lærere. Lærere, der kan stilles sig op og undervise helt uden hjælpemidler. Ingen PowerPoint, dvd-afspiller, højtaler eller noget som helst. Bare en lærer, en tavle og et stykke kridt.
I sidste uge - efterhånden som programmet begynder at lakke mod enden - kom teaching practise, som er præcist hvad det lyder som - undervisningsøvelse.
Dette var ugen, hvor vi skulle ud og afprøve vores nyerhvervede lærerskillz på vaskeægte, levende børn... fuuuuck!
Om søndagen var der TP-orientering. Her blev vi først fordelt i fire store grupper, hver med en lærer, som skulle observere og evaluere os. Jeg kom i John Higgins' gruppe. Ham havde jeg ikke selv haft som lærer før, bortset fra en enkelt time, en dag hvor de kørte et tema. John er skotte, og han lyder så fantastisk, når han snakker. Han har en fantastisk selvironi og siger selv at han lyder som en lille grønklædt nisse med en guldkrukke. Hvilket faktisk er sandt nok:)
Nå, men derefter blev vi delt ind i en masse undergrupper, hver bestående af fire would-be lærere. Jeg kom i gruppe 2, sammen med britiske Charlotte, norske Marie og tyske Anna-Lena, som jeg nævnte i sidste indlæg.
Sammen skulle vi i den næste uge (tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og fredag) undervise den samme klasse i to timer, fra kl. 9.15 - 11.15. Det var fordelt sådan at vi hver skulle undervise i en halv time ad gangen, og mens én underviste skulle de andre sidde nede bagi klassen og observere og tage noter til senere gruppeevaluering.
Vi skulle undervise to lektioner og altså to temaer, så vi skulle koordinere vores arbejde, så det passede.
Efter fordelingen gik vi ind i et andet klasselokale, hvor vi skulle forberede os på tirsdagens lektioner - de havde nok så betænksomt givet os en fridag om mandagen. Vi fik udleveret et skema, hvori John havde beskrevet hvad vi skulle undervise i og havde givet en meget grov skitsering af hvad han mente at vi skulle lave.
Vores skema over anden lektion.
Vi havde hver fået tildelt et bogstav og disse bogstaver var blevet organiseret sådan at det var fastlagt hvilke tidspunkter, vi skulle undervise på. Jeg var B og dermed nr. 2 den første dag.
Så vi satte os ned og gik i gang med at skrive lektionsplaner. Det var lidt svært, når vi jo skulle have det til at hænge sammen. Jeg skulle eksempelvis give feedback på en aktivitet eleverne skulle lave i Maries halve time, så jeg var nødt til at forstå den aktivitet og forberede min egen.
Om mandagen blev vi liggende længe i sengen for at nyde den sidste fridag i et stykke tid og for at oplade batterierne til den næste uges strabadser.
Ved middagstid gik vi til kantinen og spiste morgenmad, og så gik jeg ellers i gang med at forberede næste dags lektion.
Mit hoved summede af frygter og forventninger. For det første vidste jeg - jeg vidste det bare - at jeg ville glemme alt, når først jeg stod deroppe.
For det andet bekymrede jeg mig om hvorvidt eleverne nu forstod den leg, jeg havde planlagt. En velbegrundet bekymring, skulle det vise sig.
For det tredje var jeg lidt bekymret over den forkølelse, jeg kunne mærke var på vej - ville jeg være i stand til at hæve stemmen? Ville jeg få brug for det?
Hvad nu hvis de ikke forstår hvad jeg siger?
Hvad nu hvis jeg ikke har planlagt aktiviteter nok?
Hvad nu hvis mit tøj ikke er læreragtigt nok?
Hvad nu hvis jeg ikke har nok kort?
Hvad nu hvis de ikke synes det er sjovt?
Hvad nu hvis... hvad nu hvis... ...
Det kan vel ikke undre nogen, at jeg slet ikke kunne falde i søvn den nat! :S
Så oprandt dagen, hvor vi skulle dø. Vi mødtes i lobbyen k. 7.45. Vi var blevet strengt informeret om dresscoden for lærere nogle dage forinden - no jeans, no sandals, no spaghettistraps, no shorts, no T-shirts, no tattoos, no piercings...
Resultatet var at alle stod der i lobbyen i noget nær deres stiveste puds - lange busker og skjorter(og et enkelt slips hist og her) for drengene og fine kjoler, skjorter og nederdele for pigerne.
Jeg havde min blå tunikatop, som jeg havde købt i Silkemarkedet, på, samt mine lange, mørke (godt nok denim) bukser og ballerinaer, der til min fortrydelse viste sig at være lige på den stramme side.
Alt den get-up kombineret med den nervøse, lavmælte hvisken fik det mest af alt til at minde om en begravelse.
I gåsegang gik vi mod busserne, jeg med min lektionsplan i hånden. Igen og igen gik jeg igennem de enkelte trin, mens min hjerne febrilsk forsøgte at rumme det hele på én gang.
Det var en usædvanligt stille bustur, der desværre var alt for hurtigt ovre. Pludselig stod vi foran hovedindgangen til Beijing Skole Nr. 7.
Det burde ikke komme bag på mig længere, men alligevel blev jeg en anelse overrasket over at se, at indgangen var bevogtet af uniformerede vagter.
Vi blev ledt ind i en aula, hvor der var lidt hurtig information og derefter blev hver gruppe råbt op og fik tildelt en elev, som skulle lede os til vores klasselokaler.
Vi ankom og pludselig stod vi foran døren til klasselokalet. Vi gik ind, smilede og vinkede til beklemt og satte vores ting nede bagi. En hurtigt tælling afslørede at vi stod foran en klasse af 22 tolvårige, og en enkelt sekstenårig?!
Det var lidt flere end de 14 John havde lovet os, og jeg gik allerede dér i gang med at genoverveje mine aktiviteter.
Vi gik udenfor klasselokalet og stod lidt dér og var akavede. Én af eleverne listede frem og kiggede ud af den åbne dør. Jeg så ham, smilede og gav et lille vink. Han spærrede øjnene op og styrtede tilbage til sin plads til lyden af fnis. De andre elever nøjedes med at læne sig forover og strække hals for et glimt af de udenlandske lærere.
Endelig blev kl. 9.15. Vi gik ind og stod foran tavlen, hvor vi efter tur præsenterede os selv.
"Hello, my name is Ann. Can you say that? I come from Denmark, the land of fairytales and windmills, you know... øh... for making energy... øh..."
Fuck...
Ingen af eleverne havde hørt om Danmark og jeg kunne ikke fortælle dem andet end at det var 'very small'
Så vidt så godt. Vi satte os, og Marie begyndte sin lektion. Jeg sad og stirrede med gru på uret, der langsomt nærmede sig 9.45.
Så var det endelig min tur og alting gik præcis som jeg havde forventet - galt.
1. Eleverne havde ikke forstået Maries instrukser ordentligt(de skulle forberede introduktionsspørgmål), så da jeg spurgte: "What do you ask someone when you meet them for the first time?" fik jeg svaret: "Hello, my name is Lily. I am twelve years old."
Jeg løste problemet ved at brainstorme på klasse i stedet.
2. Jeg glemte reglerne til mit eget spil. Måtte læse i mine noter - men ikke ret længe!
3. Jeg havde ikke nok kort til min aktivitet, så jeg besluttede at gøre det til en par-aktivitet.
4. Eleverne var utroligt dårlige til pararbejde og jeg brugte meget af min tid på at gå rundt og prøve at få dem til at arbejde sammen.
5. På trods af flere mere eller mindre vellykkede conceptchecking questions endte eleverne med alligevel ikke at forstå spillet og dermed gøre det forkert.
6. Fordi de ikke forstod den første halvdel, kunne de ikke lave den anden, så jeg stod pludselig med 10 minutter, som jeg skulle have til at gå. De længste ti minutter i mit liv!
7. Løste problemer ved at smile fjollet og sende desperate grimasser til mine medlærere. Netop som jeg havde besluttet mig for at fortsætte med aktiviteten alligevel, ringede det til frikvarter.
Og således forløb min ilddåb ind i lærer-verdenen. Al respekt til mine gamle folkeskolelærere. Nu forstår jeg hvad de går igennem.
Alt i alt er jeg faktisk temmelig tilfreds. Det gik præcis som jeg havde forventet, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde troet at det ville være. Jeg tror faktisk godt at jeg kan det her. Jeg er vist slet ikke så vanvittig, som jeg ellers sommetider har tænkt!:)
Om onsdagen skulle vi observeres. John sad på én af stolene nede bagerst og tog noter og notater til alt hvad vi gjorde. Det var en lille smule uhyggeligt, og flere af de andre var tydeligt mærket af nervøsitet. Dog ikke mig. Af en eller anden mystisk grund var jeg fuldstændig kold i røven. Med klassens hjælp fik jeg opbygget en dialog mellem to venner, og John var meget 'prøuvt'. Som den eneste i gruppen fik jeg 'very good' i bedømmelse, og det eneste han havde at sige var, at dialogen var for let.
Dette skyldes at vi - på grund af elevernes tavshed den første dag - havde troet at de var på et lavere niveau, end de i virkeligheden var.
Da vi kom til time torsdag morgen, blev vi pludselig mødt af Lily - vores lille, virkelig søde, overivrige stjerneelev - der havde lavet kort til os.
Derefter kom Harry - en anden af de dygtige elever - hen til os med gaver. Vi fik hver et porcelænsbogmærke med en lille skægget kineser på - så sødt, og utroligt perfekt til mig, der jo elsker bogmærker.
I det hele taget var vi meget rørte og overraskede og glade. Nu kunne vi pludselig mærke, at de satte pris på os, på trods af at deres forældre havde tvunget dem i skole midt i sommerferien for at lave mærkelige lege med de udenlandske lærere.
Så var det pludselig det hele værd:)
Alt i alt var teaching practise faktisk en utroligt positiv oplevelse, og den gav mig mod på mere. Nu er der heller ikke længe til vi skal ud og prøve kræfter med vores egne elever i vores egne klasser på vores egne skoler.
Sidste søndag(25. august) fik vi offentliggjort vores placements - klassetrin, skole, by, provins. Det var en nervepirrende oplevelse. Men dette indlæg er vist allerede for langt til at jeg kan beskrive det i detaljer.
Jeg vil derfor nøjes med at fortælle, at jeg skal undervise i primary school (6 - 12 år) på Beiluyuan Primary School i Beijing. Det er selvfølgelig lidt kedeligt at blive i Beijing - specielt når alle, og her mener jeg virkelig alle mine nye veninder skal sydpå. Den nærmeste er min roommate Hannah i Shandong-provinsen, og selv hun er 4 timers togtur væk.
Snart bliver vi spredt for alle vinde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar