Første skoledag og Wangfujing Snack Street

Lørdag den 3. august var først skoledag, så efter en velfortjent nats søvn på en madras, der kun er en lille smule blødere end gulvet - en del af dette skyldes lagnet:) - stod vi op og begyndte i den begyndende hedde at klæde os på. Hvad tager man på på første skoledag? Bliver det varmt i dag? Vi var blevet stegt i går - der er hedebølge i Beijing lige nu - så jeg nøjedes med en T-shirt og knæbukser.

 

Vi - os danskere - havde aftalt at mødes i lobbyen kl. 7.20, så vi kunne følges til morgenmad. Det gjorde vi, og vi gik hen til kantinen, som Letitia havde vist os tidligere. Kantinens ene væk bestod af en lang disk, bag hvilken en masse kokke og køkkenpersonale gik rundt. Vi stod lidt en tid og holdt øje med hvad andre gjorde. De andre folk - deltagere og kinesisk personale og andre tilsyneladende tilfældige folk pegede på den mad, de ville have, som så blev skovlet op på en metalbakke, hvorefter man scannede sit madkort så maden gik over TTC's budget. Der var ikke noget af det, det er specielt morgenmadsagtigt ud, så jeg bestilte bare ganske tilfældigt. Det endte med at blive et par mærkelige kogte boller, som viste sig at have gulerodsstykker og en eller andet inden i sig, samt et friturestegt fladbrød. Det smagte faktisk uventet godt, og selvom jeg stadigvæk var lidt af en rookie med spisepindende gik det.

Derefter gik vi lige hjem og ordnede os lidt og fandt skoletingene frem. Kl. 8 fandt vi vej hen til undervisningslokalerne, som ligger på sjette sal i én af bygningerne. Bordene er ret små og lavet af grå mdf-plader. Jeg satte mig ved siden af den tyske pige Christa, men så snart Ales kom til første time, lavede han en navnerunde med navn og nationalitet, og da han opdagede at alle svenskerne og tyskerne sad sammen, bad han os alle sammen finde en ny partner, så jeg endte ved siden af britiske Serena.

Første time var Language Awareness, hvor vi skulle træne lidt hurtigt grammatik. Det gik ikke så godt, for selvom jeg sagtens kunne huske navnene på de forskellige former for stedord, så var de alle sammen på dansk, så jeg kunne ikke bruge det til noget. Det var lidt dumt, men jeg var heldigvis ikke den eneste, der havde problemer - Alex forklarede at engelsk grammatik er rigtig svært for engelsksprogede personer. Han har selv oplevet det, da han kommer fra Canada.

Efter Alex time var der en halv times pause, hvor vi kunne trække vejret, hvilket også langsomt blev mere og mere nødvendigt eftersom airconditionen i vores klasseværelse var i stykker, så der blev ret hurtigt temmelig varmt.

Så kom Laura - vores anden lærer - og Classroom Management: how to manage a class gik i gang. Det var sjovt nok - det der føltes mest som det vi var kommet her for. Her lærte vi om forskellige former for interaction,  monitoring, communicative approach og de problemer man kan have når man underviser en kinesisk klasse.

Hvor Alex er rigtig sjov er Laura mere business like. Hun er også rigtig sød, men man kan godt mærke at hun virkelig går meget op i undervisning og tager det meget seriøst. Hun er også rigtig god til at gå over tiden:)

 

Kl. 11.30 var der en halvanden time lang frokostpause. Vi gik alle sammen hen i kantinen, for at se hvad de havde at byde på. Der var mange ting at vælge mellem denne gang, men morgenmadstingene stod der endnu. Det skulle hurtigt gå op for os, at det var sådan det fungerede. Maden blev sat frem ved morgenmasdtid og så blev der tilføjet lidt ved frokosttid, og så blev det ellers holdt varmt til aftensmadstid, hvor nudlerne er en smule lunkne.

Til den første frokost fik jeg nogle sjove brune nudler med icebergstykker i, samt en isthe. Det smagte rigtig godt (selvom jeg nu, efter at have spist næsten det samme i en uge, er ved at være rimelig træt af kantinemaden.)

Nå, men det smagte rigtig godt og vi blev mætte. Derefter gik vi tilbage til vores værelser, for at tage en lur eller bare læse lidt. De fleste var stadigvæk temmelig jetlagged, så der var forholdsvis stille på hotellet. Jeg brugte pausen på at forsøge at få min computer til at virke, men det gik ikke.

I gymnasiet startede og sluttede næsten alle timer halvtimeligt - altså enten klokken halv-et eller andet eller klokken hel. Denne rutine havde jeg af én eller anden grund fået ind i mit hoved, så jeg var fuldstændig overbevist om at jeg først skulle til time kl. 13.00.

Kl. 12.45 forlod jeg værelset for at komme til klasseværelset i god tid. På vejen købte jeg et simkort til min telefon, så jeg kan ringe mens jeg er i Kina. Jeg har desværre ikke fået købt et taletidskort, så jeg kan ikke bruge det til en skid alligevel, endnu. 

Jeg ankom til klasselokalet 10 minutter i hvad jeg troede var timestart, blot for at finde alle mine klassekammerater sidende på deres pladser, mens Laura var i gang med at forklare et eller andet. Timen startede åbenbart kvart i og i stedet for at være i god tid, var jeg pludselig fem minutter forsinket. Dette slog mig fuldstændig ud af kurs, så gennem hele Speaking: introduction to speaking skills and restricted speaking activities havde jeg det som om jeg havde fået det forkerte ben ud af sengen. Det var temmelig ubehageligt, men da jeg efter timen gik op til Laura for at undskylde, sagde hun, at det var fuldstændig okay - første dag og alt det der, og hvor er det godt, at jeg siger det, det skal jeg ikke bekymre mig om... Så fik jeg det lidt bedre, og er ikke kommet for sent siden:)

 

Jeg går i B-klassen, og min klasse består af mange forskellige mennesker og nationaliteter. Der er Anton L - der har været et år i Australien og derfor lyder en smule som Crocodile Dundee, når han taler, så er der Na'alie(udtalt uden t) fra Sheffield, Serena, Jenny(som er 36 eller sådan noget) fra New Castle, Rhidwan fra Sydafrika, Christa og Finja fra Tyskland, Marcus(med fuldskægget) fra Sverige, og den anden Marcus (uden fuldskæg) fra Sverige, Anton fra Tyskland, Emma fra England, Louis fra et eller andet sted, Pol fra Spanien, Sue fra USA(46 eller sådan noget), Miriam fra Tyskland, Emma(tror jeg nok) fra Norge, Henrik fra Danmark, Claire fra Australien og flere hvis navne og nationaliteter, jeg ikke kan huske.

Det er alle sammen rigtig flinke mennesker, og jeg er langtfra den, der afviger mest fra den store, berygtede norm, som vi alle er så optagede af og bange for.

 

Efter sidste time, kl. 2.30 er der selfstudy - hvor vi kan lave vores lektier. Den første dag var det ikke mange, men den anden dag skulle vi forberede nogle aktiviteter, så her blev jeg siddende et stykke tid. Det er rart nok at få lektierne ud af verden og så have fri.

Sådan her fortsætter dagene, med enkelte variationer som Pronunciation: sentence stress and connected speech, Vocabulary: how to teach vocabulary.

Om mandagen begyndte vi vores mandarin-undervisning, så skoledagen nu strakte sig til 16.15, ved hvilket punkt de fleste præ-lærerer(elever) er både smeltefærdige af hede og segnefærdige af træthed. Mere om mandarintimerne senere. 

 

 

Wangfujing Snack street

Om søndagen havde TTC-folkene arrangeret en frivillig tur til én af Beijings største shopping-gader, Wanfujing - og jeg siger jer - denne gade gjorde Ryesgade i Århus til skamme!

Vi skulle tage metroen for første gang, og det var lidt en speciel oplevelse. For det første var vi ikke helt sikre på hvornår vi skulle af, for NIles havde sagt navnet på kinesisk og var i en anden vogn. Heldigvis var der én, der havde hørt efter, så det gik. På vejen mod Wanfujing fulgtes jeg med danske Rikke og tyske Leni(?), som var en rigtig sød, om end en smule forsagt, pige. Vi snakkede rigtig godt sammen - jeg ved ikke hvad der er med de der tyskere(indtil videre har jeg tre tyske veninder; Leni, Hannah og Christa.) Jeg fortalte hende om dansk jul - kan ikke lige huske hvordan vi kom ind på det emne, hm - og hun var meget imponeret over alle de forskellige juletraditioner, vi har i Danmark. Det tror jeg at jeg kommer til at savne.

Vi ankom til den rette station, men kom til at tage den forkerte udgang. Der var åbenbart stor forskel på hvor man kom op, så vi var en større gruppe, der gik rundt i Beijing og var en lille smule lost. Endelig fandt vi Niles og resten af gruppen og vi gik sammen hen til den kæmpe shoppinggade, der var bredere end Parkallé og lige så lang som Ryesgade og strøget tilsammen, tror jeg nok - kom aldrig så langt ned. Ved starten af gaden var der den største Apple-forretning, jeg nogensinde har set! Den var fire etager høj, med glasfacade og et kæmpe æble på fronten. Det var halvmørkt, og der var et mylder derinde.

Vi gik dog hurtigt videre, for vores destination var en helt anden. Vi skulle nemlig besøge den berømte snackgade, hvor man kan få alt. Jeg havde besluttet mig for at være åbensindet - Kina er ikke noget man gør halvt.

 Venstre: indgangsportal til snack streeten
Øverst: levende skorpioner, silkelaver, søstjerner og søheste, og slange-barbecue.

Snackgaden var en sidegade til shoppinggade, og den var meget nem at se, hvorover indgangen var der en rigtig (formentlig fake) kinesisk pagode-portal, og belysningen kom fra røde, kinesiske lamper, der hang på kryds og tværs. Husfacaderne var åbne, og her stod sælgere med deres grill og frituregryder på rad og række, mens de med glubske grin fremviste deres varer. Her siger jeg glubske, fordi for det første tog de ågerpriser(efter kinesisk standard, selvfølgelig) og for det andet har jeg hørt at ingen kineser ville røre det, de sælger, men godt kan lide at komme her bare for at se udlændinge spise det, de selv betragter som uhyrligheder. Ved ikke hvor sandt det er men oh, well what the hell. 

Knap var mig og Rikke trådt under portalen - billeder havde forsinket os - før vi så Leni stå ved en at standende med en pind med et eller andet på. Da vi kom tættere på gik det op for os, at det var små friturestegte skorpioner - de var blevet spiddet levende på træspid, og når man købte dem, stak manden dem i en frituregryde et øjeblik. De små skorpioner, der sad der på deres spyd og sprællede med benene er noget af det mest makabre jeg nogensinde har set. (Det skulle selvfølgelig blive værre, men hvor skulle jeg vide det fra?)

Leni spiste den første skorpion, og forsikrede os om at det ikke smagte dårligt eller noget som helst, og så fik mig og Rikke lov til at dele den sidste. Rikke tog modigt den første bid - halen - mens jeg fik kroppen og benene. Det smagte faktisk overraskende okay, bare som friturestegt skal. Det var lidt crunchy, men ikke noget, der var ubehageligt eller noget. Så nu kan jeg sige til folk derhjemme, og at jeg har spist skorpion!

 

Således opmuntret gik vi videre ind i den smalle, tætpakkede gyde. Der var snak og hvin og latter overalt omkring os, efterhånden som vores meddeltagere kastede sig ud i diverse kulinariske manddomsprøver. Det var hen på aftenen, så heden var taget en smule af, men de mange små køkkener og grills fyldte luften med en tyk, fugtig lugt af barbecue og unævnelige ting.

Da var det, at jeg så det. En spiddet søstjerne - godt nok død og formentlig også frosset og optøet, for der er langt til havet herfra. Den havde fem arme, var cirka 15 centimeter i diameter og havde den der orangerøde koralfarve, vi også kender fra søstjerne herhjemme.

Jeg havde læst en blog om en tidligere deltager, der havde smagt sådan én, og besluttede omgående, at det ville jeg altså også. Så jeg købte en søstjerne for 25 Yuan. Manden tog den og lagde den lidt på grillen, så dyppede han den i en rød sauce af en art og derefter ned i en krydderiblanding. Så fik jeg min søstjerne. Forsigtigt forsøgte jeg at tage en lille bid af én af takkerne, men det gik ikke. Den havde sådan en virkelig hård skal, som der skulle hjørnetænder til for at komme igennem, men af kom den da. Konsistensen var underlig - hård og skallet. Faktisk mindede det lidt om skallen på en appelsinkerne. Hård og temmelig utyggelig. Løsningen er at male det til mel i munden. Men ned kom det da. Og smagte faktisk ikke engang så slemt, så jeg tog en bid mere og lidt til og lidt mere, når andre deltagere kom forbi og imponerede spurgte om jeg havde spist af den, så jeg demonstrerede det selvfølgelig, og følte mig temmelig sej. Krydderi blandingen smagte som kommen - her så jeg faktisk flere hele korn - og sennep, og det endte med at det i sidste ende var dén, der dræbte min entusiasme for søstjernen, så jeg efterhånden blev rimelig træt af den. Rikke gav mig en slurk af hendes cola, så jeg kunne skylle det sidste stykke, der på en måde havde sat sig fast i halsen, ned.

 

Vi gik videre og så mange eksotiske snacks: store sorte skorpioner, stegte flyvefirben, dueunger, silkelarver, blæksprutter og blæksprutte arme på pind, søheste og mange andre unævnelige ting.

Det begyndte at regne og vi gik ind i en souvenirbutik for at komme i lå for hvad vi troede var et kortvarigt regnskyl. Denne souvenir var enhver turists største drøm og største mareridt, for der var så mange seje og mærkelige ting, at det var svært ikke at købe sig fattig, men vi havde på forhånd besluttet at vente med souvenirsene til vi kom til vores placements, så vi kiggede bare og tænkte på hvad vi dog skulle give dem derhjemme. 

 

 Klokken begyndte at nærme sig 20, hvor vi skulle mødes med Niles og de andre og køre hjem. Vi kiggede ud; det stod ned i stænger. Vi blev der lidt længere, men blev til sidst nødt til at gå. Vi ville blive våde uanset hvad, så vi besluttede os for bare at give pokkers i regnen. En dame forsøgte at sælge mig en paraply, men da hun først sagde 2 for 20 Yuan og jeg sagde at det var for dyrt, ændre hun meget modvilligt prisen til én for 10, for nå ja - det er jo så meget billigere! Men jeg havde ikke tænkt mig at betale 10 Yuan for en paraply, når jeg alligevel ville ende med at blive våd. Så vi gik roligt ud i hvad der viste sig at være en frygtelig tordenstorm. Regnen stod ned i stænger og vi var gennemblødte efter 10 meter. Det gik dog værst ud over vores sko, for regnen samlede sig i dybe pøle, der fyldte de smalle gader, og det hjalp selvfølgelig heller ikke at jeg kom til at træde ned i en meget dybt hul fyldt med ulækkert brunt vand, så min ene sko ikke alene var våd, men også fyldt med beskidt, kinesisk smogvand. Det var jo til dels smoggen, der regnede ned i hovedet på os - syreregn - hvilket vi også kunne regne ud af den uventede blå himmel, der ventede os næste morgen. 

Den aften så jeg noget af det mest imponerende tordenvejr, jeg nogensinde har set. Det var kæmpe lyn, der fyldte hele himlen og skraldene ekkoede mellem højhusene. 

 

 

 

Da vi kom hjem, smed jeg alt tøjet, vaskede det i håndvasken og gik i seng. 

Det er endnu ikke så åbenbart, men det vil nok komme frem senere, at jeg er ved at blive en smule sprogforvirret. Her den anden dag begyndte jeg at tale engelsk til mine forældre!

Næste gang vil jeg berette om min tur til Enkekejserinde Cixis Sommerpalads - én af Beijings helt store attraktioner.

 

Nat i Beijing