Jeg lever endnu!

Hvis I skulle være i tvivl om det !

 

- godt nok er Kina et stort og mærkeligt land, men jeg har det fint:-)

Som skrevet i noten har nogle utroligt irriterende tekniske problemer forhindret mig i at blogge indtil nu. Det skyldes til dels mit virusprogram, men også at min vpn tilsyneladende ikke virner ordentligt, sådan at google og facebook stadigvæk er blokeret for mig. Træls!

Nå, men... wow - jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde! Så meget er sket i de sidste fem dage, at det er helt utroligt.

 

Nå, men jeg må hellere begynde fra begyndelsen...

Om onsdagen - den store rejsedag - stod vi tidligt op. Alt var pakket og klart, så det var sådan set bare at sætte os i bilen, og så kørte vi ellers mod Sjælland.

Undervejs gjorde vi holdt hos mormor og morfar, hvor vi tilbragte eftermiddagen med kaffebord og familiehygge. Jeg fik mit sidste rigtige danske måltid, og der blev skam ikke sparet på noget!

Jeg fik både en mad med spegepølse, remoulade og ristede løg, en mad med makrelsalat og et stykke flæskesteg. Yum!

Kl. 17 kørte vi mod Kastrup lufthavn. Her mødte jeg Marie, en af de andre danske deltagere.

Efter at have tjekket min bagage ind, vægten passede sørme, fandt vi de andre deltgere sidde oppe i cafeteriet og ventede på os.

Vi var lidt generte, men spændingen ved rejsen fik os snart til at åbne op, og der blev udvekslet livshistorier.

Turen gennem security gik godt, som det altid plejer, og efter et kort pitstop ved en sandwichbar i den toldfrie afdeling, begav vi os mod gate C33, hvorfra flyet ville afgå kl. 21.

Der gik pludselig lidt panik på flokken! Det viste sig at flyet var overbooket og at der måske ikke var plads til os alle. Lufthavnspersonalet fandt gudskelov alligevel plads, og vi kunne boarde som nogen af de sidste.

Det blev en lang og temmelig trættende flyvetur - 9 timer i alt.

Kl. 23 dansk tid slukkede personalet lyset og lukkede vinduerne. Folk fandt deres røde tæpper frem - de der´ flytæpper som er så overraskende bløde - og så lagde man sig ellers til at sove.

 

Undtagen mig!

 

Jeg kunne bare ikke sove.

Ikke alene sidder man, trods bedste hensigter, af helvede til i et flysæde. Nej, der var også både larm og spænding til at holde mig vågen.
Så det endte med at jeg tog en døgner og var vågen i 37 timer eller deromkring.

Kl. 10 Beijing-tid (4 om natten dansk tid) blev folk vækket, og de fleste var vist temmelig groggy, undtagem mig, der var gået hen og blevet overtræt, så jeg nu var nærmest hyper.
Ud af vinduet så vi Gobi-ørkenens tørre sandsletter glide forbi, mens der ikke var en sky på himlen. Det var både flot og uhyggeligt på samme tid.

Beijing lufthavn er en ordentlig sag.

Da vi var kommet ud af flyveren, skulle vi gennem immigratione. Her skulle vi aflevere en lille gul seddel, som vi havde udfyldt i flyet. En kvindelig immigrationsmedarbejder så længe på vores pasfotos og vores ansigter, og Henrik (en´ anden af deltagerne) fik kommentaren: " is this you?!", fordi han havde morgenhår på sit pasbillede:-)

Så skulle vi ellers se om vi kunne finde vores kuffertet. Vi fulgte skiltene og kom snart til en blind vej, en smal korridor med glasvægge. Først så vi os forvirrede omkrimg, men pludselig gik nogle glasdøre op, og vi så et tog på den anden side. Vi steg på - vi skulle åbenbart af ved det tredje stop, så vi kørte i tog i 10 minutter bare for at komme til den anden ende af lufthavnen - I gør jer intet begreb om hvor enorm den er!

I ankomsthallen mødte vi Niels og en gruppe af de andre deltagere - hovedsageligt svenskere - der var i samme opsamlingshold som os.

Vi var lidt sultne og tørstige, så sådan gik det til, at det første jeg fik at spise i Kina var en Starbucks Frappuchino:-)

Der var endeløse hilsener, så de første mange dages mest brugte sætning var for mig: " hi, I'm Ann. I'm from Denmark. Who are you?"

Da vi trådte ud af lufrhavnens hovedbygning blev vi med det sammede overvældede af varmen og fugtigheden.

Det var helt utroligt!

Sveden løb allerede af os, og det første vi gjorde, da vi kom ind i bussem, var at skrue så højt op som muligt for airconditionen.

Her mødte jeg min første ven - Christa fra Tyskland.

Hun er rigtig sød og vi går i klasse sammen.
Der var en kæmpe kø på den syvsporede motervej, så turen tog mere end de planlagte 20 minutter. I begyndelsen bestod udsigten mest af skov, men der begyndte hurtigt at dukke højhuse op på begge sider.

Endelig ankom vi til BUU - Beijimg Union University, hvor vi skulle bo i træningsperioden.

Det nyankomne hold skulle efterlade deres kufferter i indgangspartiet og så gå ind og 'tjekke ind' - aflevere vores pas, så de kunne skaffe os en 'temporary residence permit' uden hvilken vi kunne blive arresreret.

Så fik vi udleveret vores elektroniske rumnøgle og madkort og vist til vores værelser.

Da jeg kom ind på mit værelse, lå der allerede en hel masse ting på den ene seng. Det var min ukendte roommate, Hannah, som ikke var hjemme.

Straks efter tog vi på en tour, hvor vi blev vist rundt af den rigtige søde unfe studine Letitia (kineser med engelsk navn). Det er noget mange gør. De vælger deres navne nogenlumde tilfældigt, så vi har også en Rice, Solaro og Panda.)
Letitia tog os med på en restaurent og besrilte oksekød og nuddelsuppe til os allesammen.

Selvom det var sådan cirka umuligt at spise nudlerne med pinde, fik vi da en del ned og det smagte bare fantastisk!

Så min første oplevelse af kinesisk mad var bestemt postivt.

Vi gik tidligt i seng på grund af jetlagget.

 

Den næste dag, fredag, var der introduktion, hvor Niles og Rice holdt oplæg om Kina og kineserne, vi fik mulighed for at møde vores ELC-lærere, (står for Engish Language Companym som er den organisation, der står bag selve læreruddannelsen.) Mine lærere er Alex fra Canada og Laura fra Skotland/Australien.

De er begge rigtig søde og sjove.

Sådan cirka alle medarbejderne er tidligere deltagere, der har besluttet sig for at gøre TTC til deres projekt, så de ved præcis hvad vi går igennem.

" Så. Det var alt for denne gang.

Næste gang, som forhåbentlig bliver snart, vil jeg fortælle om min første skoledag og om mit besøg til Beijings berømte snack-street Wangfujing."