Efter megen massen og pressen og klemmen er det endelig lykkedes mig at lukke min kuffert! Føler mig som Sankt Jørgen efter kampen med dragen - det bæst kom ned med nakken...
Det bliver et større puslespil, når man forsøger at klemme 50 L bagage ned i en 45 L's kuffert, der i øvrigt slet ikke lader sig strække på nogen som helst måde. For slet ikke at tale om vægten. Den måtte veje 23 kg og ikke et gram mere.
Så står jeg dér - efter at have sat mig på det sølvgrå bæst og klemt og presset så meget jeg kan, rejser jeg mig, strækker ryggen og finder bagagevægten frem.
24.2 kg. Pis...
Den stakkels lynlås sukker af lettelse, da jeg lyner kufferten op igen og tager et blik på det, der skal være mit liv de næste 6 måneder. Man vil jo så nødigt undvære noget.
Efter megen omrokering og bytten frem og tilbage mellem kuffert og håndbagage, lykkedes det mig endelig at få puslespillet til at gå op. Men det var også først efter at jeg havde vejet hver eneste genstand i min rygsæk og sorteret grundigt og grusomt i det. Men nu passer det! 22.7 kg i kufferten og 7.8 kg i håndbagagen. Nu beder vi til at de ikke tager 300 gram på i løbet af natten...
Så rejsen bliver minus min solcreme, håndcreme, skitseblok, håndtaske, lommeletter og lidt andre småting. Mon ikke jeg overlever?
Sig nærmer tiden, da jeg må væk. I skrivende stund er der præcis...37 timer og 56 minutter til flyet letter og vi er af sted. Det begynder langsomt at blive mere og mere virkeligt. Jeg har dybderengjort mit værelse og badeværelse, så man næsten ikke kan se at jeg har været her, og sådan vil det bare forblive til jeg kommer hjem, mens en dyne af støv langsomt lægger sig over alt.
Det føles en smule som om jeg skal dø. I aften skal vi holde afskedsmiddag, hvor jeg får min familie at se for sidste gang... nogensinde. Eller sådan føles det i hvert fald. Jeg kommer jo hjem igen, men lige nu virker det bare så langt væk.
Nå, men indtil videre vil jeg koncentrere mig om at nyde hvert eneste lille øjeblik, jeg har tilbage med min familie:)
Bagagepuslespillet er ikke det eneste, der falder på plads. Langsomt begynder min to-do-liste at svinde ind, efterhånden som jeg rent faktisk bliver færdig.
Én af de ting, jeg mangler, er at downloade en såkaldt VPN. Det er et program, som tillader én at gå på blokerede hjemmesider - I Kina er dette eksempelvis Facebook og Youtube, så det er sådan set en rimelig vigtig ting!
Jeg skal ikke påstå at jeg forstår mig på det, og der er tilsyneladende mange forskellige - med mange forskellige kvaliteter og priser - så det er jo lige det der med at vælge den rigtige...
Jeg vil jo gerne have god kvalitet, men samtidig bliver jeg også altid sådan lidt queasy, når jeg skal downloade ting, jeg ikke ved hvad er. Har haft en virus engang og det var ikke kønt!
Jeg har allerede downloadet et virusprogram, så jeg skulle være beskyttet i det virus-helvede som Kina tilsyneladende er, men det vil jeg heller ikke påstå at forstå...
I går fik jeg mine sidste stik, så nu er jeg også beskyttet på den front. Kom ikke her hepatitis A og B, stivkrampe, tyfus og japansk hjernehindebetændelse! Jeg fik bare hele pakken - ingen grund til at tage chancer.
Som altid ved vaccinationer var min arm temmelig død bagefter, men det gik hurtigt over.
Det var en stor lettelse at få de sidste stik, for det var noget, der havde bekymret mig længe. Ville jeg nå det, inden jeg tog af sted? Ville der være tid nok til at de kunne nå at virke? Havde jeg taget tyfus-pillerne rigtigt? Hvorfor er min læge på ferie netop nu, hvor jeg har allermest brug for ham?!
Der er efterhånden ikke meget tilbage for mig at gøre, så det eneste jeg kan nu er sådan set... at vente. Nu er jeg kommet ind i dødzonen, stilheden før stormen.
Forude venter eventyret, og næste gang I hører fra mig sidder jeg i den anden ende af verden:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar