Shén me míng zi?

Der er nu mindre end en uge til vi flyver, og hele min dag går med diverse forberedelser. Jeg har en alenlang to-do-liste på min iPod, hvor jeg lige så langsomt - meget langsomt - kan begynde at tjekke ting af.

Én af de ting, jeg er lykkeligst for at kunne tjekke af, er visummet. Under hele køreturen til København sad jeg i nervøs spænding og håbede og bad for at det var de rigtige ting, der stod på visummet. Hvad nu hvis de havde givet mig et forkert? Kunne jeg så ikke komme af sted? Ville jeg skulle betale en mindre formue for at få det lavet om?
Nå, men vi kom til China Visa Application Center, gik ind og trak denne gang et lyserødt nummer fra en anden automat. Nummeret var 57. Jeg kiggede hen på skærmen, der viste 3. Et øjeblik sukkede jeg dybt indvendigt ved tanken om den lange ventetid, men så var det at jeg så mig om. Ligesom sidste gang var der stort set mennesketomt, og der stod kun to mennesker i kø. Hm.

Endelig blev det min tur (ikke som nr. 57, men som nummer 6). Jeg gik hen til skranken - der i øvrigt gik mig næsten til hagen - og rakte manden min kvittering, mens jeg overvejede hvad jeg skulle sige. Det blev ikke nødvendigt med noget. Han tog bare kvitteringen, scannede stregkoden og fandt mit pas frem. Jeg flåede - så hurtigt som høflighed tillader det - elastikken af, åbnede passet og gav mig til at bladre. Først var der min pasbilledeside, hvor billedet af én, der burde hedde Tante Ingrid, halvsmilede ud til mig. Jeg bladrede om på næste side og næste og næste igen. Ingenting. Efter et øjebliks panik, finder jeg et yndigt klistermærke på side 6. Der var en tegning af den kinesiske mur og en hel masse kinesiske tegn - så officielt og rigtig nok ud.
Hurtigt scannede jeg siden, mens jeg tjekkede at det var de rigtige ting, der stod på den. Ikke fordi jeg ville have anet hvad jeg skulle gøre, hvis ikke det havde været det...
F. Tjek! Single entry. Tjek! 180 days. tjek!
Alt var præcist som det skulle være. Lidt af et antiklimaks måske, for nu havde jeg jo gået at være spændt og nervøs og så var alting bare som det skulle være.
Men jeg skal ikke være den, der klager, nej!

Med visummet ude af verden - definitivt denne gang - kunne jeg koncentrere mig om andre ting, der også krævede min opmærksomhed: de 31 resterende punkter på min liste.

Ét af punkterne var: Afhent valuta.
Nogle dage forinden havde jeg bestilt 2000 yuan, som jeg skulle hente i banken. Dette gjorde jeg om morgenen inden vi kørte til København. I banken var der kø, men siden der var en specialkø til valuta, blev det lynhurtigt min tur. Bankdamen fandt hurtigt pengene frem og begyndte at tælle de små mao'er for øjnene af mig, så jeg kunne se at det passede. Så lagde hun pengene i én af de der papkuverter til valuta og bad mig skrive under på en kvittering. Det gjorde jeg så. Hun tog kvitteringen og så stod jeg sådan lidt dér. Øh. Skal jeg bare gå? Hvad med betalingen?
Jeg havde selvfølgelig glemt, at de bare trak pengene fra min konto.
Bankdamen så op fra sit arbejde.
"Det var det. Ha' en god rejse" sagde hun med et smil. Jeg smilede dumt tilbage, tog mine penge og gik.
Jeg følte mig lidt som en tyv ved sådan at rende rundt med Folkets Penge, men det er der jo ikke noget at gøre ved ; )

Et andet punkt var: Øv kinesisk.
Så jeg fandt det link frem, som jeg havde fået til informationsmødet. Dette link førte til en masse små gratis onlinelektioner, som Lesson 8: Please speak more slowly og Lesson 6: Excuse me, where is the post office?
Så kunne jeg ellers sidde dér på mit værelse og lyde som og ligne en idiot, mens min tunge med større eller mindre held forsøgte at vride sig omkring ord som jin tian - som i øvrigt slet ikke er så simpelt som det står skrevet!

Jeg føler mig lidt som et tungnemt barn, når jeg sidder der og troligt efterligner computerstemmen ord for ord, trykker igen og frem og tilbage hele tiden for at høre ordene igen og igen, til de reduceres til lyde og jeg fuldstændig glemmer hvad de betyder.
Nogle af ordene giver dog på en bizar måde mening. Eksempelvis gong gong qi che - bus. Her forestiller jeg mig, at 'gong-gong' er den lyd bussen laver, når den kører hen over en bumlet landevej. Langt ude, det ved jeg godt, men det er utroligt nok ét af de eneste ord, jeg rent faktisk kan huske...

Jeg forsøgte at teste mine skills ved at skrive zao shang! til min kusine, der har haft kinesisk. Det er vist ikke engang en rigtig hilsen, bare ordet for morgen. Hun kvitterede så ved at skrive ni hao ma? hvorefter jeg selvfølgelig var screwed. Det er ikke at jeg ikke ved hvad det betyder - enhver, der har set Jul i Valhal og har set lille Emma med høretelefonerne på, kender ni hao. Problemet var, at jeg ikke anede hvordan jeg skulle svare. Så meget for de lektioner!

Men jeg giver ikke op!

'Shén me' siger stemmen - 'schjææn mæh!' svarer jeg lydigt.

'míng zi' siger stemmen - 'mi-ingg tse! svarer jeg.

Yeii! Min første sætning! Shén me míng zi? What is your name? 
Dét skal nok blive en god ting at kunne...

Jeg øver videre, og forhåbentlig vil jeg så også kunne svare på spørgsmålet inden jeg kommer til Kina.