Forberedelse, forberelse, forberedelse... og? Lidt mere forberedelse!

Hej alle sammen!

Som I nok ved, rejser jeg til Kina d. 1. august og skal være der i seks måneder. Jeg skal være en del af Teach and Travel-programmet og skal altså arbejde en tid som engelsklærer på en kinesisk skole.

Nu er der kun 10 dage til jeg rejser, og tingene begynder så småt at falde på plads. Flybilletten er klaret – med utroligt lidt arbejde fra mig selv, utroligt nok (Tak Alott!). Valuta er bestilt og skal snart hentes. En hel masse papirer fra Kina er modtaget og læst – om end ikke helt forstået;)

Det, der mangler nu  - og her ser jeg bort fra sådan en bagatel som rent faktisk at pakke kufferten – er visummet. Det er meget irriterende. Jeg sad dagen inden jeg skulle til Tyskland og ville lige se om jeg kunne få ordnet dette hersens visum-halløj inden jeg tog af sted. Bemærk her at jeg var i god tid! Der var en pokkers masse ting, der skulle udfyldes og det tog et par timer. Jeg havde blandt andet fat i en ordbog for at se hvordan jeg dog skulle bære mig ad med at forklare, at min mor var boliginspektør. Det endte med at blive til Occupation: Inspector. Inspector Lene – sejt nok! J

Så skuer mit øje på den mest irriterende og stressagtige panikmåde, at de skal have mit originale pas med. KRISE! Dagen efter skulle jeg køre med toget til Tyskland, og her er risikoen for at blive tjekket jo større end i bil, så jeg havde brug for mit pas. Nå, men efter lidt hektisk email-skriveri til en fyr i Kina, der hedder Niles (en programkoordinater, tror jeg nok), kunne jeg slappe mere af. Jeg kunne vente med at ansøge om visummet til d. 16, når jeg kom hjem. Så jeg tog på ferie med (okay) ro i sindet. Så kommer jeg hjem og himlen falder ned. Ikke alene er visumansøgningen helt usandsynligt dyrt, når man gør det gennem posten, det vil sørme også komme til at tage 14 dage – ifølge dem selv. Det kunne mine forældre ikke lide – at jeg først fik mit visum 5 dage inden jeg skulle af sted. Der var simpelthen for mange ting, der kunne gå galt. Min søde taxa-far besluttede så at han ville køre mig til København, så jeg kunne ansøge personligt, da det så kun ville tage 4 dage og koste næsten det halve. Så det gjorde vi så. På vejen satte vi mormors fugle af i Holbæk og fik os en kop the og et par(J) kager. Dagen forinden havde jeg taget en tyfus-pille som led i min vaccination, og den valgte så at give sig til at virke mit under køreturen, så jeg var ved at dø af mavekramper, hedeslag og opkastfornemmelse (som slet heller ikke havde noget med at jeg havde læst halvdelen af vejen, nej.) Det gik heldigvis over efter et par vaniljekranse, så det var jo godt. Nå, men så vi så til København – det store trafik-, vejarbejds- og menneskehelvede. Vi kørte rundt – fulgte troligt GPS’ens søde stemme, der godt kunne lide at komme med kommentarer som ’Prepare to continue straight on’. Ikke et ondt ord om GPS-damen, for hun ledte os lige til døren, og selvom bygningen var dækket af stilladser, så vi nær var gået forbi skiltet, fandt vi det da. Vi kom ind, trak et nummer og endte med at stå i et venteværelse, hvor der godt nok var dækket op til at 20 personer kunne sidde i kø, men der var nu kun tre. Forholdsvis hurtigt blev det min tur og jeg gik op til skranken med min plastiklomme fyldt med papirer, som jeg måske måske ikke fik brug for. Jeg stak damen – der kun talte engelsk – min ansøgning, mit pas, Letter of Confirmation og et andet stykke papir fyldt med kinesiske tegn og et stort rødt stempel. Der stod mit navn og min fødselsdag på det, så jeg går ud fra at det var okay.

”For student?” spurgte hun. Mit hjerte trak sig lidt sammen, for det havde vi fået meget skarpe indskærpelser om – det skulle ikke være et student-visa!

”No. An F-visa. For cultural exchange.” svarede jeg, og gentog vist mig selv rimelig mange gange. Hun tog papirerne, og ud over at hun sendte min far ud for at tage en kopi af mit Letter of Confirmation og sagde at jeg ikke fik papiret med det røde stempel tilbage (som jeg ellers havde fået at vide, at jeg skulle bruge), gik det gnidningsfrit. Alt i alt endte vi med at bruge seks timer i en bil for 10 minutters action. Men nu er det klaret. Jeg skal hente det (i København, suk) på mandag, og så må vi håbe, at det er et F-visum for 180 dage…

Med visummet ude af verden (for nu, i hvert fald) kunne jeg roligt begynde med resten af mine forberedelser. Jeg gik hele mit skab igennem og sortere mit tøj i 'ja', 'nej' og 'måske'. Alle ja’erne ligger nu spredt ud over hele vores spisebord og lidt på mit kaffebord… og lidt på mit gulv – men jeg ved i hvert fald hvor det er! Når det ligger sådan lagt ud, er det ikke til at se hvordan i alverden jeg skulle kunne få klemt det hele ned i min kuffert. Den var fuld, da jeg tog til Tyskland (14 dage), så hvad skal jeg dog gøre med 6 måneder?! Nå, den tid, den sorg. Det kan jeg tage… æh, senere.

 

Som et led i Alotts (fantastiske) service hører et informationsmøde, hvor vi kunne møde de andre deltagere, få stillet de sidste spørgsmål, hørt lidt om Kina fra et par tidligere deltagere. Det var jeg til i fredags, og det var så godt. Jeg fik mødt de andre deltagere. Vi er et lille hold, kun seks, der skal af sted. To drenge og fire piger. Vi skal flyve sammen, så her lærer vi formentlig også hinanden lidt bedre at kende, men selv ved informationsmødet synes jeg – måske temmelig naivt – at jeg fik god forståelse af dem, en fornemmelse af hvem de er. Og jeg kunne lide, hvad jeg så – de virker som søde, rare, fine, fornuftige mennesker (for nu at putte så mange absolut tomme ord på, som jeg kan. Sandheden er, at de – og jeg, forhåbentligt – gjorde et godt førstehåndsindtryk, og det er jo alt det kan være efter så forholdsvis kort et møde.)

Efter selve mødet tog vi ned på en café, hvad jeg ikke havde forventet, men synes var en fantastisk idé. Her gav Joan – Alotts del af Teach and Travel-programmet – en øl (eller sodavand til de overraskende mange, der ikke var til den slags.) Jeg gik bare lidt i default-mode og bestilte en cola light, selvom jeg ved nærmere eftertanke indså, at jeg jo aldrig har fået smagt dansk øl, og at det måske var en idé at få gjort inden jeg skulle til Kina og smage den kinesiske variant. Hm.

Nå, men her fik vi i hvert fald lejlighed til i fred og ro at overdænge Joan og den tidligere deltager Sarah med spørgsmål om alt lige fra hvilken slags fodtøj, man har på, når man underviser, til hvordan man kører i taxi og den slags. Der blev fortalt mange gode, sjove, spændende og også lidt uhyggelige anekdoter om Kina, men alt i alt tager jeg det som et godt tegn at jeg efter mødet var så opstemt at jeg snakkede løs om Kina hele vejen hjem i bilen.

Til mine forberedelser hører også øvelse i spisning med pinde; en sofistikeret kunstart, som jeg efterhånden føler at jeg mestrer. Det bliver spændende at se, hvor meget jeg tager fejl, når jeg kommer til Kina.

Kina. Et ord, der efterhånden vækker følelser at både rædsel, spænding og uvirkelighed i mig. Kina repræsenterer min (umiddelbare) fremtid, mit største håb, min største udfordring, og dermed givet også min største rædsel. På trods af al min research – eller måske netop derfor – ved jeg, at jeg aldrig kan forberede mig fuldstændig på de næste 6 måneder. Det bliver et spring fra en klippetop, ud i det uvisse. I de første 20 meter er mit udsyn frit. Jeg tror jeg ved hvor jeg er på vej henaf, hvad der kommer til at ske, hvordan det vil være. Så øjner jeg skyerne under mig, og efterhånden går det op for mig, at jeg ingenting ved, at jeg ikke er forberedt, at jeg ikke aner hvordan det kommer til at gå. Så rammer jeg skyerne – d. 1. august – og jeg kan kun håbe at det går godt. Og håbe, det gør jeg. Af hele mit hjerte. Dette bliver mit livs oplevelse, og jeg vil klare det, overvinde det, og vende hjem som en stærkere person.