Containing our motherlands heart stretch our sigths to the world

I sidste indlæg fortalte jeg om vores Teaching Practise. Efter denne uge var der en stemning af overståethed i blandt os kommende skolelærere. Vi havde overstået den værste del... eller sådan føltes det i hvert fald! I weekenden umiddelbart efter sov alle, for det er noget, der lige så langsomt er begyndt at gå op for mig - det er udmattende at undervise! Helt forfærdeligt udmattende!

Nå, men efter det var der ikke så meget mere at lære, og om onsdagen kom så den store dag: Graduation.
Vi tog vores fineste tøj på - ikke lærertøjet, en lille smule mere vovet og frit:) - og så kørte vi med busser hen til en fin restaurant, hvor der var borde fordelt til de forskellige klasser; A, B og C-klassen.  Der var også stillet en scene op, og folk satte sig spændte til rette.

Først kom Rona  - én af programmedarbejderne - og holdt en meget oplivende og sejrrig tale, og
derefter holdt John også en tale, og det begyndte så småt at gå op for os, at vi er lærere nu.

Så var det tid til kursusbeviserne. Først var det A-klassen, Alex' klasse, der skulle have deres beviser. De stillede sig op i en lang række efter fornavn og blev så én efter én råbt op og kom op på scenen for at trykke lærerens hånd. Det var fuldstændig ligesom til en translokation.
Efter A-klassen var det B-klassens tur, og her var jeg den første. Jeg kom op på scenen, fik overrakt mit kursusbevis og trykkede Lauras hånd, og så stillede jeg mig ud til siden. Da vi var otte på scenen, tog vi et gruppebillede, og så var det de næste ottes tur.
Sådan forløb aftenen, til lyden af energiske klapsalver, for fuck hvor er vi seje! :)

Efter graduationdinner var der en del, der tog videre i byen for at fejre det, mens der var andre - deriblandt undertegnede - der kløgtigt nok valgte at tage hjem, for vi skulle nemlig tjekke ud kl. 8, dagen efter.

Den næste morgen, torsdag d. 29. august, samledes vi i lobbyen med vores kufferter. Skolestart nærmede sig og de studerende, der normalt hørte til på det universitet, vi havde boet på den sidste måned, begyndte at komme tilbage fra sommerferien. Så ud skulle vi.
Der var i midlertidigt stadigvæk et par dage til vi skulle overføres til vores placements, så i mellemtiden skulle vi bo på et andet universitets konferencecenter.

Der var en masse rod den morgen, så det tog længere tid at tjekke ud end forventet. En del af roddet skyldtes folk, der først lige var kommet hjem kl. 6-7 stykker og bare var gået i seng i stedet for at pakke deres kufferter. Og så var der selvfølgelig nogen, der var bare en anelse smartere og først kom hjem 7.45 og bare slæbte deres kufferter ned i lobbyen og så faldt i søvn på sofaerne.

Det andet universitet lå lige syd for ingenting og det tog os halvanden time i en bus at komme dertil.
Og nøj, hvor blev vi overraskede, da vi trådte ind i lobbyen, udmattede og med tunge kufferter på slæb.

Dette hotel var et veritabelt paradis!

Blanke marmorgulve, atriumgård med kinesisk have, fladskærmstv, slippers, regnbruser, hotelsæbe...
Efter en måned på BUU(det universitet, vi boede på før), var dette som at komme i himlen!

Men det bedste af det hele var den vestlige mad:) Brød - rigtigt brød - og jordbærsyltetøj og croissanter og icebergsalat og agurkeskiver og vandmelon og scrambled eggs og toast og pomfritter...
I de tre dage vi var dér, åd vi til vi var ved at revne:D
 
Dette var jo bare et transitsted, og vi gik egentlig bare og ventede på at kunne komme videre. Dagene gik med at spise, sove, dase på en bænk eller sten i haven og så bare ellers lave ingenting. Om fredagen var der arrangeret nogle Tai Chi klasser og det var egentligt meget sjovt. Jeg lærte nogle tricks, som jeg har taget med videre.

Torsdag aften ankom nogle mærkelige mennesker. Ingen vidste helt hvem eller hvad de var, men én ting var vi sikre på: deres ankomst virkede som en indtrængen i det fællesskab, der efterhånden var opstået i vores gruppe af TTC'ere.
Den anden gruppe var gennemsnitligt ældre end vores, og den bestod af folk, der havde taget kurset online og vist nok kun lavet teaching practise her i Kina. De kaldte os 'The Four-Weekers' fordi vi havde været her i fire uger, og der var en generel følelses af mistillid og forsigtighed, grupperne i mellem.

"Why are you so special?" spurgte de, "What did you learn in those four weeks that we didn't?"
Øh, alt? Jeg forstår ikke hvordan de kan have gjort det, vi har gjort, på internettet. 
Nå, men de var jo alle sammen rigtige voksne(i modsætning til vores gruppe, hvor de fleste er omkring 20), så måske har det gjort en forskel...

Lørdag var en doven dag. De fleste tog ind til Beijing for at lave lidt sidste-øjeblik-shopping, så vi var kun en ti stykker tilbage på hele hotellet. Vi sad nede ved dammen og kølede tæerne og spillede lidt Bohnanza og gik på opdagelse i dette landskab af ingenting. Det var en rigtig hyggelig dag og en god semi-afslutning på et bekendtskab, der godt nok kun havde varet en måned, men som allerede var dybere end meget andet, jeg har kendt.
Således var det at vi brugte vores sidste aften sammen på paniksocialisering og forsikringer om at vi nok skulle holde kontakten.

Så oprandt morgenen, hvor vi skulle skilles - for altid for nogens vedkommende...
Jeg skulle først tjekke ud kl. 11 og det samme med Hannah, men vi stod alligevel tidligt op for at sige farvel til de tre busser med venner, der skulle sydpå.
Som overvældede forældre ved en lejskoletur stod vi på fortovet og vinkede farvel til venner og bekendte, gav de sidste inderlige knus, råbte 'Have fun!' og 'Good luck!' og lod ellers tårerne få frit løb.
Personligt vinkede jeg farvel til Rikke, Christa, Anna-Lena, Sophie, Louisa, Marie, Marie, Emma, Karen, Nathalie og Claire.
Tilbage stod mig og Hannah og resterne - den sølle skare, der skulle blive her eller kun til nabo-provinserne. Nu var hotellet meget rungende tomt.

Vi pakkede vores kufferter og ville sætte os ud i lobbyen for at få lidt wifi. I lobbyen stod en lille kvinde i en pink T-shirt, hvide knæbukser og solskygge.

Hun så op fra sine papirer. "Ann Bjerregaard?"
Fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuck!

Og her afsluttes første etape og en ny - den egentlige hurdle - begynder.
 

Og den vil jeg fortælle om med det samme...!

Kvindens navn var Shirley og hun var blev sendt af Bei Yuluan School for at samle os op. Men hun var to timer for tidligt på den... og hun hed ikke Miss Wang, som vi ellers var blevet informeret.
Guess that's China for you.

"Øh, yes - yes, Ann Bjerregaard... that's me."

Hurtigt fik jeg fat i Miriam fra Tyskland, som jeg skulle være sammen med, og sammen opsporede vi Niles, og Ben - den anden jeg skulle være sammen med - dukkede på mirakuløs vis op i lobbyen i netop det øjeblik.

Pludselig var vi parat til at gå.

Med en følelse af uvirkelighed fulgte vi efter Shirley ud på vejen som en flok fortabte ællinger. Der holdt en bil. Ja, jeg ved ikke hvad jeg ellers havde tænkt, vi skulle jo ikke så langt.

Efter en hurtigt afsked med Hannah - som et plaster der rives af - satte vi os ind i bilen og kørte i betuttet tavshed ud i det uvisse.
Vi havde aldrig talt sammen før og pludselig sad vi fastklemte på et bagsæde. Vi skulle tilbringe de næste 4,5 måneder sammen.
"Ha ha, look at that sign - no drunk and drive!" sagde jeg. Man skal jo starte et sted.

Efter ca. en times kørsel ankom vi til Fangshan-distriktet, som er en 'mindre' forstad til Beijing. Det er en by i al anden forstand en officielt - komplet med flere stormagasiner, shoppinggader, tre hospitaler og flere politistationer.
Vi kørte gennem et bom-anlæg og ind i det Shirley beskrev som Bei Yuluan Community, der minder lidt om en forvokset boligforening; en masse boligblokke i et semi-afspærret område, med egne supermarkeder, frisører, politistationer og skolen, Bei Yuluan School.

Shirley udpegede skolen for os, men ledte os ellers direkte til den boligblok lige bag skolen, hvor vi skulle bo.
Efter en lille ventepause - nå, ja, hov, der skal bruges dørkort til døren, hm, hvor er de? - fik vi tildelt hver vores lille lejlighed.
Lejlighederne var slet ikke som på billederne - de er så meget bedre!

Jeg ved ikke hvordan det er gået til, men vi må have trukket det længste strå i verden.

Vores lejligheder er den højeste luksus, efter kinesiske standarder selvfølgelig.
Vi troede ikke vores øjne, da Shirley åbnede døren. Her blev vi mødt af en hyggelig stue med en beigefarvet, rigtig blød tipersoners hjørnesoda, et 32-tommers fladskærmstv og stuebord, reol og tv-bord gjort i en dyb mørkchokolade farve, der matcher tapettet, der er dækket af sølvfarvede krummelurer. Den ene væg er glas, så man kan kigge lige ind i badeværelset, og selvom glasset er sandslebet er det stadigvæk mærkeligt, og ingen har endnu været villig til at gå på toilettet, mens vi er på besøg hos hinanden.

Soveværelset er domineret af den største seng, jeg nogensinde har sovet I. Den er meget blødere end BUU's senge, men stadigvæk så man kan stå på den uden at synke. Dynen er temmelig tyk og de fleste nætter er jeg ved at dø, men den bliver rigtig god til efterår og vinter!

Vi har også et mærkeligt lille rum, hvori der i loftet hænger en mystisk anordning. Det er næsten så kinesisk som det overhovedet kan blive - hvis man drejer på et håndtag i væggen kommer der to metalskinner glidende ned ad snore. På dem hænger der bøjler. Vi har et rum til at tørre tøj i!

Badeværelset er stort - større end det jeg har derhjemme - men det bedste af det hele er det vestlige toilet af mærket 'American Standard'. Jeg blev så lettet og overvældende lykkelig over noget så simpelt som et almindeligt toilet! Specielt nu, hvor jeg har hørt at flere andre deltagere har et hul i jorden...

Og så, fordi det er Kina, skal vi selvfølgelig også have alle de små ting, der gør oplevelsen bare lige ikke så god som den kunne have været:
- Super fedt 3D-fjernsyn, men ingen kanaler
- Utæt brusekabine - nu har jeg stoppet den med toiletpapir
- Mine skabslåger (skydedøre) sætter sig hele tiden fast, fordi den ene var sat forkert på.

Så blev jeg sur, og nu fungerer den ene dør perfekt, mens den anden er faldet af... ups.

- Det øjeblik, jeg tændte for lampen i mit lille tekøkken, sprang den og alt lyset i mit værelse gik ud, så den første nat havde jeg ingen strøm...

- Badeværelset ser ved første øjekast rigtig flot ud, men så begynder man at lægge mærke til de grimmeste fuger og fliseopklistringer, jeg nogensinde har set! Ja, man er vel ikke datter af en arkitekt og en konstruktør for ingenting...:)

 

Den aften gik vi lidt på opdagelse i vores nye omgivelser. Vi fandt blandt andet et stormagasin og utallige forretninger - og en pizzahut, en KFC og en McDonalds! Så selvom det herfra tager en time med bus at komme til Beijing Centrum er det heller ikke fordi vi er længere ude på landet.

 

Mandag morgen kl. 9 mødtes vi med Shirley foran skolen. I dag skulle vi have alle de praktiske ting på plads. Jeg havde fuldstændig glemt, at vi skulle møde de andre lærere og skoleinspektøeren, så jeg havde bare taget mine cowboy-knæbukser, en T-shirt og åbne sandaler på. Det var først da jeg så de andre i skjorter og lange bukser at jeg huskede det, og da var det for sent, så pludselig følte jeg mig meget underdressed:( Jeg brugte så hele dagen på at forsøge at få mine bukser til at virke længere ved at gå og trække ned i dem og skjule mine fødder. Akavet...

 Vi gik op på engelsklærernes kontor på tredje sal, og her fik vi tildelt vores kontorpladser og computere. Her mødte vi også Grace, som er vores egentlige kontaktlærer. Hun var den bedste engelsklærer på skolen, men vi var selvfølgelig stadigvæk bedre end hende.

Bei lu yuan School ser sig selv som en meget moderne og internationalt orienteret skole, så der hænger engelsk slogans, mottoer, ordsprog og plakater over det hele. Alle væggene er plastret til med engelske tekster om et eller andet land eller kontinent, eller en festival eller et fænomen eller et eller andet verdensmandsagtigt - det sjoveste er, at det hele er lutter gibberish! Vi har efterhånden fået for vane at gå rundt og læse plakaterne bare for morskabens skyld:)

Vores skoles tilstræbte intentionalitet ses også i det kæmpestore motto, der stråler i rødt hen over bygningens facade: Containing our motherland's heart and stretch our sights to the world. Strengt taget giver det ingen mening, men vi forstår ideen:)

Sådan er det med meget af det engelsk vi er stødt på her i Kina.

 

Vi fik vist tre strimler papir, hvorpå der var noget, der lignede et skema, men alt var på kinesisk. Shirley forklarede at den ene var for 1. og 8. klasse, det andet for 2. og 5. og det sidste for 3. og 4. klasse og så skulle vi bare fordele dem mellem os, og det gjorde vi saa. Saa tog Grace dem for at oversætte dem - heldigvis:)

 

Pludselig kom skoleinspektøren ind og begyndte at tale kinesisk til os. Vi var selvfølgelig lidt overrumplede, så vi har måske virket temmelig uhøflige fordi vi ikke rejste os op. Han lo meget og virkede meget flink på trods af at vi fattede hat af hvad han sagde.

Senere skulle vi have et møde med ham og nogle flere, men da vi sad i konferencelokalet og ventede kom der ingenting. Efter tre kvarter gav Shirley op, for vi havde mange ting, vi skulle nå, så vi skyndte os videre.

 

Vi tog til banken for at oprette kontoer, hvor de kunne betale vores løn, så nu har jeg et kinesisk kreditkort, hvilket er ret sejt:)

Miriam fik dog ikke nogen konto, da det åbenbart ikke var muligt at oprette en konto til hende, fordi hendes efternavn var Muller, og kinesiske computere (Denne inkluderet) kan ikke skrive umlaut.

 

Så blev vi samlet op af bilen og kørt til politistationen, hvor vi fik vores Temporary Residence Permit, saa den kinesiske Big Brother kan holde styr på hvor vi er:)

 

Derefter tilbage til skolen, hvor skoleinspektøren nu var klar til os. Vi kom ind i konferencelokalet, hvor vi hilste på skoleinspektøren, viceskoleinspektøren, en eller anden random fyr, hvis funktion jeg har glemt, og den dame, der er ansvarlig for vores lejligheder og måltider og den slags.

 

Skoleinspektøren holdt en lang tale, og Shirley oversatte det hele for os. Hovedpointen var vist nok, at Bei yu luan School var en rigtig god skole, hvor de var rigtig gode til engelsk og til udenlandske lærere.

Så fortalte viceinspektøren noget om vores andre pligter. Blandt andet forventes vi at hjælpe til med skolekoret, så de kan synge engelsk sange godt, og vi skal skrive og instruere et skuespil til semesterslut, som de bedste elever skal opføre. Det lyder faktisk spaendende, og det kunne jeg godt glæde mig til:)

Vi fik vores skemaer tilbage, men det var ikke lige som vi havde forventet. I stedet for at undervise to klassetrin, stod jeg pludselig med fire!!!!

Jeg underviser både 2. , 3. , 5. og 7. klasse! Så mange forskellige klasser og så mange forskellige niveauer! Jeg underviser 17 undervisningstimer af 40 minutter om ugen, og har 14 forskellige klasser, som jeg ser en gang om ugen. Det er kun 2. klasserne, som jeg underviser to gange.

Efter dette møde gik vi ned i skolens kantine med vores nyerhvervede madkort for at spise frokost. Jeg blev med det samme en smule nedslået. Maden var præcis den samme som på BUU, bortset fra at alle de gode ting var væk. Oev!

 

Vi har 2,5 times frokostpause, hvor vi godt må gå hjem, men ellers forventes vi at sidde på kontoret fra 8.40 til 17.50. Saa vi kom tilbage til vores kontor efter frokostpausen og her brugte vi så resten af eftermiddagen på at forberede morgendagens lektioner.

 

 

Tirsdag d. 3. september var første undervisningsdag. Min første klasse var en 5. klasse, og jeg havde planlagt den helt store forelæsning om Danmark, mit hjemland. Jeg fortalte om vores flag, vores penge, vores natur, størrelse, placering og dronning og jeg fortalte dem om Vikingerne og deres skibe og runealfabetet...

... og jeg kedede de stakkels børn ud af deres kranier.

Dem, der siger at kinesiske børn er som robotter, skulle tage at komme herover og se for sig selv. De her børn var fuldstændig ligesom danske børn - måske endda en smule værre! De snakkede hele tiden og legede og tegnede og skændes, og jeg stod der - helt ny og grøn i skolelærernes barske verden - og forsøgte forgæves at få dem til at holde kæft. Jeg var SAA tæt på at hoppe op og ned på stedet - kunne rent faktisk mærke impulsen i mine ben - og råbe 'Oh, will you just shut up for God's sake?!'
Er meget stolt af mig selv over at jeg holdt mig i skindet:)

Det hjælper heller ikke meget på ens selvtillid at eleverne bliver stille som graven, det øjeblik en kinesisk lærer viser sig i døren - så kommer robotter frem, kan jeg godt fortælle jer!

 

Denne skole har haft TTC-interns i 7 år nu, og jeg tror det er det, man kan mærke på eleverne. De ved godt hvordan det er med de udenlandske lærere - vi er her bare for at lege og synge nogen sange, og siden de stadigvæk har rigtige engelsktimer med deres rigtige engelsklærere, har de ikke meget respekt for os.

Da vi spurgte til hvad vi forventedes at lære dem, fik vi stukket nogle hæfter med de mest tilfældige, underlige, komisk meningsløse rim og opgaver overhovedet.

'Sing some songs, do some chants' sagde Grace.

Så, vi synger da bare Old MacDonald resten af året...

 

Derefter underviste jeg en 2. klasse og saa en 3. klasse senere. I 2. klassen havde jeg en assistent, og hun hjalp gevaldigt med deres støjniveau, men de kunne allerede de ting, jeg ville laere dem, og var meget smartere end jeg regnede med, så jeg stod pludselig fuldstændig uden materiale og måtte improvisere 20 minutter! Det blev til den mest tilfældige lektion overhovedet...

 

Alt i alt var tirsdag en rigtig lortedag, og den aften græd jeg for første gang rigtigt, fordi jeg bare gerne ville hjem, og det skulle være nu, tak!

Jeg kom dog over det ved at overbevise mig om at det nok kun var så slemt lige her i starten, og at det nok skulle blive bedre senere - en overbevisning jeg stadigvæk klynger mig til.

Sådan fortsatte det egentlig resten af ugen, men jeg er allerede begyndt at tage ved lære og således forbereder jeg nu to lektioner for hver egentlig lektion: en egentlig lektion og en panik-lektion, som jeg kan bruge hvis - nej, når - den første ikke fungerer.

Onsdag valgte Grace så lige henkastet at bemærke at lederen af engelsklærerne gerne ville observere os, til trods for at vi var blevet lovet at vi fik den første uge til lige at falde til. Så, jeg skulle så åbenbart observeres torsdag morgen. Fuuuuuuuuuuuuck!

Jeg var skide nervøs, men denne lektion var min bedste hidtil - ikke at det siger meget - og jeg forlod lokalet med et kæmpe smil på læben og en direkte lykkelig fornemmelse i maven. Lederen af engelsklærerne elskede mig lektion, og det eneste hun havde at sætte op på det, var at jeg skulle tale lidt højere, fordi de ikke kunne høre noget nede bagved. Yei!

I de forløbne dage havde min overbevisning om at jeg godt kunne klare dette lærerhalløj ellers lidt temmelig mange, temmelig kritiske nederlag, men nu fik jeg en smule genoprejsning.

Her i den første uge har jeg sådan cirka holdt mig selv kørende på adrenalin, da min hjerne opfatter dette som en kampsituation. Som et resultat af dette, kan jeg faktisk overhovedet ikke huske den sidste uge, og jeg er nødt til at kigge på mine lektionsplaner og i min dagbog for at finde ud af hvad jeg har lært hvem og hvornår.

 

Nu er anden uge lige begyndt, og vi begynder så småt at finde vores ståsteder igen. Jeg er ikke længere et opkørt nervebundt hver gang jeg skal til time, men der går nok lang tid før jeg finder jeg mig til rette i lærerrollen, og finder en måde at få eleverne til at holde mund på og engagere sig i de lege, jeg forsøger at lege.

 

Det var så alt for denne gang. Næste gang vil jeg fortælle om Teacher's Day og mine 15 minutes of fame.