Som nogle af jer nok ved, var jeg utrolig kræsen inden jeg tog hertil. Det vil jeg godt have lov til at erklære mig selv kureret for nu. Her i Kina er det 'spis eller sult'-filosofien, der er gennemherskende - man kan jo ikke leve af instant noddles og McDonalds hele tiden (selvom Ben, min amerikanske medlærer gør sit bedste:)
En del af vores kontrakt siger at skolen skal sørge for at vi får mad. Dette kan enten gøres ved at skolen giver os penge til at købe ind eller giver os adgang til en kantine. Som tidligere nævnt, har vores skole valgt kantinen...
Vi har nogle små, hvide madkort, der tankes op med 500 RMB en gang om måneden eller sådan noget. Et måltid koster typisk omkring 10 RMB - svarende til ca. 9,5 kroner.
Vi spiser næsten alle vores måltider i kantinen og fuck, hvor er jeg godt nok ved at være træt af det!!!
Til frokost er kantinen fyldt med mennesker, både elever og ansatte og andre tilfældige folk (buschauffører, vagtpersonale...). Der er oftest en lang kø, og da vi udlændinge ingen mulighed har for at gøre opmærksomme på os selv overfor de fortravlede kantinepersonale, ender vi ofte med at stå der længere end de fleste.
Vi er simpelthen ikke kinesiske nok, som vi siger til hinanden:)
Vores kantine er det mest dodgy sted i kan forestille jer. Vi kommer typisk ind ad bagindgangen, som er nedsænket som en kælderskakt og derfra går man gennem først den store spisesal, hvor eleverne spiser frokost. Derfra går vi gennem en smal korridor med gule, afskallende vægge. Her er der mange døre, og først undrede vi os over hvad der dog foregik derinde, indtil det gik op for os at noget af kantinepersonalet bor her - i kantinen. Flere af deres børn er elever på skolen, for sommetider får vi glimt af deres værelse og jeg så engang en dreng sidde i spisesalen og lave lektier sent om aftenen.
Det er de samme mennesker, der arbejder her hver eneste dag fra 6 om morgenen til 21.30 om aftenen. Selvom vi ikke kender deres navne, kender vi deres ansigter. Der er de to piger, der passer disken - den ene er ung og sød og har altid sin kasket på skrå, den anden er striks og lige til sagen. Så er der de tre kokke, der står med hver deres wokgryde. Om aftenen er der en ung pige, der laver nogle mærkelige søde kager, og så er der den unge mand, der bager alt brødet. Der er også den vrisne - men muligvis inderst inde rare og muntre - nuddeldame, der laver nudlerne.
Og så er der selvfølgelig den gamle mand, der rydder af bordene. Han har altid gummistøvler og skåneærmer på, samt en lille papirshat, som han sætter på skrå.
To ting slår mig altid ved denne gamle, men seje mand. 1: han må vide præcis hvad, hvornår og hvor meget vi spiser, for han er der altid til at fjerne vores bakker. Sommetider forestiller jeg mig at han i tankerne kommenterer på det - lidt mærkeligt, men han virker som en flink mand. Jeg har rent faktisk set ham smile engang!
Den anden ting er, at han må være så gammel, at han med garanti har været i live under Kulturrevolutionen og måske oven i købet Det Store Spring Fremad i 50'erne. Det er den slags ting, man ofte glemmer her i Kina - tro det eller lad være - men jeg kan ikke lade være med at tænke over det når jeg ser disse gamle, nedbøjede mennesker.
Kantinen har tre diske eller afdelinger. Én afdeling er 'hovedafdelingen', hvor der er en lang disk, bag hvilken man kan se metalbakker fyldt med dagens variationer af... hmmmm.... ja derhjemme ville vi kalde det 'alt godt fra køleskabet' men det lyder alt for lækkert. Måske kan jeg kalde det 'en random blanding af grønsager der lige tilfældigvis er inden for kokkens rækkevidde'.
Ved frokosttid er udvalget her stort - der er typisk omkring 6 - 7 forskellige variationer over de samme grøntsager, med nogle grotesk store kødboller og kylingelår ved siden. Forleden dag så vi også grisetæer, men det er nu godt nok første gang... En gang i mellem kan man også få en hel fisk, og når kineserne siger 'en hel fisk', så mener de med skind og ben og øjne og alt det der andet fiskestads. Den er bare blevet dyppet i marinade og stegt.
Selvom blandingerne er lidt tilfældige, så går en del af dem igen. Eksempelvis spiser jeg ofte 'bambusskud og uidentificerbart stegt kød' og 'mærkelig-grøn-grønsag-der-minder-om-squash og sorte, gummiagtige svampe og gulerødder og en gang imellem rejer', men min favorit er nu 'kartoffeltern i chillisovs med muligvis-oksekød-muligvis-fedt-eller-endnu-værre:-knogle'. Den sidste ret er udelukkende for kartoflernes skyld. Smager næsten som når min far laver biksemad...:)
Maden bliver serveret på metalbakker med rum til det hele. Det der dog er mest bemærkelsesværdigt ved disse bakker er den måde hvorpå de absolut fejler i at holde maden varm. Hvis et stykke mad rører ved kanten, er det iskoldt inden jeg er færdig med at spise, så det gælder om at spise hurtigt. Typisk er et måltid ovre i løbet af et kvarters tid. En del af denne fart skyldes dog også brugen af spisepinde, der gør det til en regulær nødvendighed at skovle maden i sig. Man kan ikke tøve med en spisepind - så falder maden af og sovsen sprøjter ud over lærertøjet og alle de gamle kinesiske mænd vender sig og kigger...
Som tilbehør kan man vælge mellem fire ting: ris, laobing, baotze eller mærkelig-dampet-bolle. Bestiller man ris - mi-ih-fan! - får man et ordentligt læs lettere klumpede ris, der kan piftes op med chilli. Det smager godt en gang i mellem, men man skal godt nok ikke spise det ret tit, før risen begynder at sætte sig fast i halsen.
Så kan man også få baotze - som er en slags dumpling, der er stor og rund og minder mest af alt om en bolle med fyld. Det er lidt af en tilfældighed hvad der er i, og det er ikke altid jeg er heldig. Sommetider er der kød-løg-jeg-aner-det-ikke-men-det-smager-godt i og andre gange er der noget der minder mest af alt om spinat i og her forleden fik jeg en med hvad der formentlig var champignon, der var hugget i en million stykker. Det var ikke én af de bedre!
Jeg foretrækker laobing (udtales slet ikke som det skrives), som en slags tykt, stegt fladbrød, der er overraskende saftigt. Når det er varmt, smager det faktisk helt fantastisk. Køkkenet har specielle stegepander til at lave det. De laver en slags kæmpepizza - cirka en halv meter i diameter, og så putter de den ind i noget, der mest af alt minder om et overdimensioneret vaffeljern, hvor det så kan blive stegt på begge sider. Når 'pizzaen' så er færdig stabler de den sammen med andre af samme slags, og hugger hele bunken i trekanter med en slagterkniv. Jeg ved dette fordi kantinens køkken er lige bag disken og man kan se lige ind (dette er ikke altid godt...:S)
Ud over disse retter, er der en nuddel- og dumplingafdeling, hvor man kan få friskkogte, friske nudler med agurkestrimler, og så er der en afdeling hvor man kan bestille deciderede retter - men menukortet er på kinesisk, så vi kan ikke bestille andet end Gong bao jiding - kinesisk for kyllingetern med chilli, peanuts og forårsløg. Det smager nu faktisk ret godt, og ser ikke særlig kompliceret ud - jeg tror jeg vil prøve at lave det når jeg kommer hjem. Vi spiser det nu mest for jordnødderne, for dem kan vi ikke rigtig få ellers.
Retterne i 'hovedafelingen' laves kun ved frokosttid, så ved aftensmadstid er det kun de dårligste, der er tilbage. Derfor foretrækker vi enten nudler eller gong bao jiding - ja, det er et valg mellem de tre ting.
Monotonien er snart ved at gøre os sindssyge, og vi fejrer altid weekenden med instant noodles eller rent faktisk at spise ude.
Det er måske en fejl fra vores side at vi - efter at have været her i fire måneder - stadigvæk ikke kender mere end fire spisesteder. Når vi rigtig flotter os og spiser ude, går vi enten på McDonalds eller KFC hvis vi er dovne - ligger tættere på. Vi har også en Pizza Hut, men det er så forfærdeligt dyrt, at vi kun kommer der en sjælden gang imellem. En restaurant, der dog efterhånden er blevet vores stamsted, er Babela's Kitchen, der har et skilt, der ligner en kvinde der brækker sig - men det er vist nok hendes arme, whatever.
Her kan vi få billig vestlig mad - altså virkelig billig mad: en lasagne koster 15 yuan! Når vi spiser her bestiller vi hundredevis af deres små retter og fråser på vestlig mad. Det er i sandhed et af fredagens højdepunkter!
Alle restauranterne ligger dog næsten 2 kilometer fra vores lejlighed, så det er altid noget af en udflugt at tage ud at spise:)
Vi har faktisk et lille køkken, men det er så småt, at der kun kan stå én person ved den ene kogeplade ad gangen. Der er ikke nogen ovn, hvilket vi sørger meget over. Vi har en mikroovn, men der er et eller andet helt galt med den - eller os, der ikke forstår dens kinesiske indstillinger. Det er endnu ikke lykkedes os at lave noget som helst med den - hverken varme tomatsovs, mælk eller popcorn. Vi endte med at give popkornene en time til sidst, og vi fik stadigvæk ikke poppet en eneste...
Den ene gang vi forsøgte at lave mad i køkkenet - spaghetti med tomatsovs(alt sammen importeret - ja, vi flottede os virkelig den dag) - gik det mere eller mindre galt. Vi endte med at bruge en time på at koge pasta, fordi vi ikke anede hvordan vi skulle indstille kogepladen. Den havde fået den sindssyge ide, at den skulle varme i et minut og så slukke i to og så varme i et og slukke i to. I kan vel nok forestille jer, hvor lang tid det tager at koge vand med sådan et apparat!
Så vi opgav køkkenet og overgav os igen til kantinens barmhjertighed.
Vores ynkelige lille køkken - første og eneste forsøg på at lave vores egen mad...
Nu sagde jeg, at vi spiser de fleste af vores måltider i kantinen. Morgenmaden er speciel. Den første måned eller sådan spiste vi den kinesiske morgenmad i kantinen - nogle mærkelige friturestegte degting og en luftig, sød kage, men det blev vi meget hurtigt meget trætte af. I stedet er vi begyndt at købe havregryn og så lave havregrød med vores vandkogere. Så nu spiser jeg havregrød - en anden af de ting, jeg altid har hadet - hver eneste dag til morgenmad. I begyndelsen spiste jeg den 'plain' uden noget som helst, men nu hvor det er jul har jeg lavet kanelsukker, så det smager næsten som risengrød - med lidt god vilje:)
Søndag er indkøbsdag, så her pakker vi vores tasker og tager enten i Merry Mart eller Carrefour - vores fantastiske vestlige supermarked! Disse supermarkeder er store og velassorterede. De har oven i købet en lille afdeling med importeret mad - rigtig spaghetti, chips, slik...
Én af de ting, der altid imponerer mig ved de kinesiske supermarkeder er de mange mennesker, der tilsyneladende kan være ansat sådanne steder. Alene frugtafdelingen har fire faste ansatte: én til at gå og sætte varer på plads og tre damer til at stå bag vægtene og veje alting. Ja, al frugt skal vejes her og der er ingen måde hvorpå man kan gøre det selv, nej der skal stå tre damer:)
Så er der de drabeligt irriterende damer, der står rundt omkring med dårlige mikrofoner og på øreskærende kinesisk annoncerer de forskellige varer og tilbud. Lyden er skruet så højt op og kvaliteten er så dårlig, at jeg altid har mest lyst til bare at holde mig for ørerne og styrte forbi dem - ved ikke hvordan de dog har fået det ind i deres hoveder at det hjælper salget!
Når vi så har været ude at købe ind tager vi på Starbucks. Starbucks er ofte blevet skældt ud for bare at være en stor, upersonlig kooporation, men her i Kina er det ganske enkelt fantastisk. Starbucks er vores lille, trygge ø af vestlighed, hvor vi til lyden af blød jazz kan sippe vores kaffe og skype med deres gratis wi-fi. Nu hvor det er jul spiller højtalerne julemusik, og de har lanceret deres juledrikke: Toffee Nut Latte, Gingerbread Latte og Cranberry White Chocolate Mocha. Den sidste er min absolutte favorit - hvid chokoladekakao med tranebær sirup!!! Ja, det er vist en ret stor synder på kalorimeteret, men med al den kinesiske mad er den en synd vi tillader os selv - dog kun én gang om ugen:)
Vi tager på Starbucks hver eneste søndag, og det er efterhånden blev vores andet hjem. Personalet begynder at kende os - Liangxiangs 'Western People' - og vi begynder efterhånden at huske dem. De har alle sammen engelske navne på deres navneskilte - Sam: Green Tea og Zero: Latte - men deres engelsk er helt forfærdeligt og det er derfor stort set håbløst at forsøge at bestille nogle af deres drikke med engelsk navne. Det er således altid med et lille sug i maven at vi løfter låget på koppen for at se hvad det så er vi har fået bestilt i dag.
Da vi først kom hertil var der ikke nogen Starbucks - den åbnede først i oktober - og da vi begyndte at komme der, var der næsten tomt. Men nu er der altid helt fyldt op, og mig og Miriam bilder os ind at det var fordi kineserne opdagede at 'The Western People' kom her at stedet blev trendy. På den måde er det lykkedes os at overbevise os selv om at vi faktisk burde have VIP-pladser:D
(Vi kan da i hvert fald se at service-niveauet på Barbela's Kitchen steg, da de opdagede at vi kom igen:) )
Nu skal det jo heller ikke handle om afsavn og hemmelige synder alt sammen. Forrige torsdag kom den endelig - min længeventede pakke! Det var en såkaldt 'care-packadge' som min tidligere roommate Hannah kalder det - en pakke fyldt med alt det gode derhjemmefra. Så nu har jeg chokofanter, chokolade, peanuts og kartoffelmospulver nok til at klare mig gennem de sidste 33 dage.
Pakken indeholdt også nogle andre essentielle ting, som eksempelvis et kalenderlys, en skrabekalender, krydsogtværs og en milliard kravlenisser. Men mere om julen senere. Eller jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.
Så nu takker jeg af og toner ud - men I må vel også efterhånden være trætte af at læse om mig, der bare ævler løs om den forfærdelige mad. Så slemt er det heller ikke. Det er faktisk til tider okay, men nøj hvor jeg glæder mig til jeg kommer hjem!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar